Den 2. juni var det 25 år siden, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten. Dermed skrev danskerne historie. For første gang nogensinde havde et lands borgere stemt nej til EU.

Det danske nej på 50,7 procent kom bag på det politiske establishment i Danmark og i EU. De mente, at tiden var moden til at udvikle det daværende økonomiske samarbejde, EF, til en egentlig politisk union.

Magteliten havde ikke i forestillet sig, at nogen befolkning kunne finde på at bremse denne unionsforfatning. Danskernes nej kom som et chok.
Karen Sunds

Målet med Maastricht-traktaten var nemlig at omdanne det såkaldte fællesmarked til Den Europæiske Union (EU) og starte opbygningen af en egentlig stat med alle de instrumenter, der kendetegner en stat: fælles mønt, fælles EU-borgerskab, fælles militær og et fælles politi- og retssamarbejde.

Det var denne unionsdannelse, som danskerne afviste den 2. juni 1992.

Men hvorfor sagde danskerne nej? Og hvordan kunne nej-fløjen vinde over hele den samlede ja-side?

Arbejderen har talt med nogle af dem, der var aktive i nej-kampagnen i 1992.

Ånden slap ud af flasken

Karen Sunds er i dag 58 år og arbejder som gartner på Ebeltoft Kirkegård. Hun er medlem af Kommunistisk Parti og sidder i partiets EU-udvalg. I 1992 var hun aktiv i Folkebevægelsen mod EU og koordinator for nej-kampagnen i Esbjerg. Her havde hun et vigtigt samarbejde med de lokale fagforeninger og faglige kræfter, som stod på nej-siden.

– I 1992 var Folkebevægelsen den eneste landsdækkende modstanderorganisation. Folkebevægelsen havde store, aktive komiteer overalt i landet og fire medlemmer af EU-parlamentet. Folkebevægelsen var altså en betydelig spiller. Men i nej-kampagnen op til afstemningen i 1992 var det selvfølgelig naturligt at etablere samarbejde med andre kræfter, der kunne spille en rolle i nej-kampagnen, fortæller Karen Sunds.

Det drejede sig om tværpolitiske organisationer som Fagbevægelsen mod Unionen, Nødvendigt Forum, Danmark ’92, Frihedsbrev ’92 og Rok Ved Unionen, 

– Med Maastricht-traktaten stod vi overfor en fuldbåren unionsforfatning. Efter den – for kapitalen – vellykkede etablering af det indre marked i EF i 1980'erne havde unionspolitikerne givet den fuld gas. De troede, at vejen var banet for en renlivet EU-forfatning. Så det var oplagt for os modstandere at tale om de store linier: vi vil ikke have en politisk union, vi vil ikke Europas forenede stater.

– Magteliten havde ikke i forestillet sig, at nogen befolkning kunne finde på at bremse denne unionsforfatning. Hvis de havde haft den tanke, ville de have lavet en kattelem med det samme. Men danskernes nej kom som et chok, og det udløste modstanden i store dele af Europa. Ånden slap ud af flasken. Vi havde nok heller ikke selv troet, at vi kunne slå den samlede pengemagt og mediemagt. Da nej'et kom, var vi alt for uforberedte på at forsvare det. Vi festede og hvilede på laurbærrene i ugevis, uden at se, hvad der var ved at ske, at vi blev underløbet. Det var naivt og en fatal fejl, lyder vurderingen fra Karen Sunds i dag.

Højskolefolk og Venstrebønder

En af de nye organisationer, der så dagens lys forud for afstemningen i 1992 var Nødvendigt Forum. Thorkil Sohn, der i dag er pensionist, var med til at stifte organisationen. Han var dengang efterskoleforstander på Husby Efterskole og medlem af Retsforbundet.

 Nødvendigt Forum henvendte sig til en masse af de folk, der havde stemt ja til EF i 1972, fordi de troede, at det kun handlede om handel.
Thorkil Sohn

– Nødvendigt Forum henvendte sig til en masse af de folk, der havde stemt ja til EF i 1972, fordi de troede, at det kun handlede om handel. Men nu indså de, at samarbejdet var i gang med at udvikle sig til en statsdannelse, fortæller Thorkil Sohn til Arbejderen.

– Vi fik et nej, fordi en masse forskellige kræfter trak deres del af læsset. Nødvendigt Forum udgav flere nyhedsbreve og arrangerede møder. I vores netværk var der folk, der var kendte i især højskolekredse, blandt borgerlige og i kirkelige kredse. Derfor kunne vi tale direkte til disse vælgerne. Og langsomt men sikkert gik det op for folk, at Maastricht-traktaten var en trussel mod vores demokrati og nationale selvbestemmelse. Det var dét, der gjorde udslaget.

– Det var en bred koalition, der stod bag nej'et. Det var et tværpolitisk nej bestående af organiserede og uorganiserede kræfter. Og nej'et kom fra midten og fra venstrefløjen, fra liberale og fra højrefløjen i dansk politik, 

– Ens for alle os forskellige kræfter, der var imod Maastricht-traktaten, var spørgsmålet om demokrati og national selvbestemmelse. Vi var enige om, at EF ikke skulle udvikle sig til en union. 

Aktive unge

Afstemningen om Maastricht-traktaten fik også mange unge til at blive aktive.

I 1991 blev aktivistbevægelsen Rok Ved Unionen dannet. Bevægelsen havde 300 aktive og afdelinger i omkring tyve byer, og stod bag en række farverige happenings op til afstemningen.

Selvom medier, store firmaer og politiske meningsdannere kaster alle kræfter ind for et ja, så kan det lade sig gøre at vende folkestemningen. Vi gjorde en forskel. 
Thorkil Jansen

En af dem, som blev aktiv under afstemningen, er den i dag 46-årige stilladsarbejder og faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg i Aarhus, Thorkil Jansen.

– Vi var vidt forskellige unge i Rok Ved Unionen. Der var unge fra et besat hus, der var gymnasieelever, univesitetsstuderende og faglige unge. Men vi var forenet om et fælles mål – nej til Unionen. Og vi var aktive i en fælles ramme – Rok Ved Unionen. Nogle af de unge i Rok Ved Unionen havde i forvejen et politisk ståsted. Men langt de fleste var egentligt bare imod Unionen. Vores fælles, tværpolitiske tilgang var også en god erfaring, som jeg har taget til mig videre i mit politiske arbejde, fortæller Thorkil Jansen til Arbejderen.

– Vi lavede en masse sjove aktioner sammen. Det var med til at ryste os sammen. Og det var med til at skole os. Hver gang vi lavede en aktion, fik man lyst til at sætte sig ind i de politiske problemstillinger bag og få de politiske argumenter på plads. Vores aktiviteter og aktioner tiltrak flere unge. Det er aktivisme og aktiviteter, der tiltrækker folk.

– Min tid i Rok Ved Unionen viste mig, at det nytter at kæmpe. Selvom medier, store firmaer og politiske meningsdannere kaster alle kræfter ind for et ja, så kan det lade sig gøre at vende folkestemningen. Vi gjorde en forskel. Det var en god erfaring at tage med i det videre politiske arbejde. Vi sejrede, selvom vi havde alle odds imod os. Derfor var Rok Ved Unionen og nej'et den 2. juni et godt sted at starte sin politiske karriere.

Thorkil Jansen var aktiv både i Rok Ved Unionen i Aarhus og på landsplan. Det var i Rok Ved Unionen, at han for alvor blev politisk aktiv for første gang.

Han er ikke i tvivl om, hvad det var, der lykkedes i kampagnen, der endte med at folk stemte nej.

– Da vi nåede til afstemningsdagen den 2. juni havde mange vælgere en klar fornemmelse af, at unionsprojektet ikke var et ønske hos nogen af befolkningerne i EU. Det var en ide, der var formet af finanskapitalen i EU. Unionen var pengemagtens projekt, ikke befolkningernes. 

– En af vores første pjecer handlede om demokrati og retten til selvbestemmelse. Vi satte fokus på, hvordan traktaten ikke var befolkningernes ide, men derimod et projekt skabt af industriens lobbyister. Det lykkedes for os og resten af nej-bevægelsen at gøre afstemningen til et spørgsmål om demokrati og national selvbestemmelse.

Bred kampagne

Det var på grund af Folkebevægelsens tværpolitiske bredde, at den dengang 16-årige efterskoleelev Ditte Staun meldte sig ind i organisationen.

Folkebevægelsens gjorde det, Folkebevægelsen kan. Nemlig få en bred kampagne op at stå og aktivere et bredt netværk af aktive lokale rundt om i Danmark.
Ditte Staun

– Jeg sad og lyttede til en tv-debat med den radikale Kresten Bjerre. Jeg syntes, at hans argumenter og måde at forklare sig på gik rent ind. Det understreger bare, at det er vigtigt med bredde. Alle med et budskab skal tænke på, at i den anden ende sidder en lytter, der skal kunne identificere sig med budskabet. Jeg kunne identificere mig med Folkebevægelsens tværpolitiske måde at italesætte vores demokrati, fortæller Ditte Staun til Arbejderen.

Da debatten var slut, rejste hun sig fra sofaen foran fjernsynet og gik direkte ind på lillebrorens værelse, tog telefonen og ringede til Folkebevægelsens kontor og lagde en besked på telefonsvareren om, at hun ville meldes ind.

– Folkebevægelsens gjorde det, Folkebevægelsen kan. Nemlig få en bred kampagne op at stå og aktivere et bredt netværk af aktive lokale rundt om i Danmark.

– I kampagnen slog Folkebevægelsen især på, at Maastricht-traktaten lagde grunden for en egentlig unionsdannelse med fælles politi- og retssamarbejde, militært samarbejde, borgerskab. Alle disse områder går jo direkte ind og rører ved kernen af nationalstaten. Det var der mange danske, der godt kunne se. Og den udvikling var vælgerne dybt bekymrede over.

– Folkebevægelsen førte en saglig kampagne, hvor man holdt sig til sagens kerne - nemlig indholdet af Maastricht-trakten og hvordan den ville påvirke det danske demokrati og selvbestemmelse. Og hvordan traktaten ville forrykke magtforholdet og retten til at tage beslutninger, væk fra det danske folketing til EU-systemet i Bruxelles. Ja-siden derimod førte en skræmmekampagne og truede med, at vi ville blive isoleret og miste eksportindtægter og arbejdspladser og indrykkede store annoncer om de forfærdelige konsenser, et nej ville få, husker Ditte Staun.

Hun meldte sig senere ind i det Radikale Venstre. I dag er sidder hun i byrådet i Skive for netop de Radikale og er formand for Kultur- og Fritidsudvalget og medlem af Økonomiudvalget.

– Det danske nej fik en enorm stor betydning i Danmark og resten af EU-landene. Vi blev ikke smidt ud af EU. Vi viste, at det kan lade sig gøre at stemme nej, uden at ja-sidens skræmmeargumenter bliver virkelighed.

Samtidig blev kampagnen den første, hvor Folkebevægelsen for alvor begyndte at opbygge et internationalt netværk af modstandere rundt om i Europa.

Bindende folkeafstemning

Maastricht-traktaten blev underskrevet af den danske regering sammen med de andre EU-landes regeringer allerede den 7. februar 1992.

Men traktaten skulle godkendes af alle medlemslande, før den kunne træde i kraft. Men det var kun befolkningerne i Danmark, Irland og Frankrig, der fik lov til at stemme om den nye unionsforfatning.

Kort efter underskrivelsen af traktaten fastlagde den danske regering en dato for afholdelsen af folkeafstemningen til den 2. juni 1992. Resultatet af folkeafstemningen skulle ikke kun være vejledende, men bindende, sådan som Folkebevægelsen havde krævet.

Folkebevægelsen søsatte sin kampagne allerede i begyndelsen af 1992 med møder, paneldebatter, radio- og tv-udsendelser, sang og musik, karavane, en uddelingsavis, flyers og pjecer og plakatserien med ”Union – kryds nej”. Herudover producerede bevægelsen en video, der gennemgik forskellen mellem ”Danmarks demokratiske, politiske system og EF-unionens bureaukratiske beslutningssystem”.

Uffe's kattelem

Under debatten op til folkeafstemningen i 1992 krævede nej-siden, at resultatet af et nej måtte være en genforhandling af hele traktaten.

SF's forslag til de fire undtagelser passede fint ind i Venstres plan om, at Maastricht-traktaten ikke skulle genforhandles, men at der derimod skulle findes en løsning.

Men allerede få dage efter afstemningen afviste regeringen – med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) i spidsen – en genforhandling af traktaten. I stedet burde Danmark finde en metode til alligevel at godtage Maastricht-traktaten – en "kattelem" at komme ind ad, som Uffe Ellemann-Jensen formulerede det tre dage efter nej’et ved et udenrigsministermøde i Oslo.

Allerede en måned før folkeafstemningen, ved Folketingets afstemning om Maastricht-traktaten den 12. maj, havde SF fremlagt et konkret forslag om, at Danmark ved et nej skulle være undtaget fire konkrete områder: Den Økonomiske Union med den fælles mønt, EU's militære samarbejde, unionsborgerskabet og retssamarbejdet. 

SF anbefalede ellers – sammen med Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti – et nej til Maastricht-traktaten.

SF's forslag til de fire undtagelser passede fint ind i Venstres plan om, at Maastricht-traktaten ikke skulle genforhandles, men at der derimod skulle findes en løsning, så Danmark kom med i den nye unions-dannelse på trods af nej'et.

SF's udspil blev nu grundlaget for forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen i form af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. Folkebevægelsen mod EU blev ikke inviteret til forhandlingerne om, hvordan danskernes nej skulle fortolkes og respekteres.

Forhandlingerne endte med et såkaldt "nationalt kompromis", der betød, at samtlige partier i Folketinget, minus Fremskridtspartiet, bakkede op om regeringens forhandlinger op til EU-topmødet i Edinburg i december 1992.

Ved topmødet blev den såkaldte Edinburgh-erklæring vedtaget. Erklæringen præciserer, hvordan Danmark opfatter sit forhold til Maastricht-traktaten, og tager på fire områder forbehold for den fremtidige udvikling i EU. Sammen med "det nationale kompromis" udgør Edinburgh-erklæringen grundlaget for de fire danske undtagelser.

Erklæringen ændrede ikke noget i selve Maastricht-traktaten, så det var således præcist den samme traktat, Folketinget sendte til endnu en dansk folkeafstemning året efter, dog nu tilsat forbehold over for fire fremtidige udviklinger.

Den 18. maj 1993 blev der igen holdt folkeafstemning, og denne gang blev det et ja. Den 1. november 1993 trådte Maastricht-traktaten i kraft. Dermed blev Det Europæiske Fællesskab, EF, omdannet til Den Europæiske Union, EU.

Bitre erfaringer

Fortællingen om det danske nej er altså også fortællingen om forræderi og en splittet nej-bevægelse.

– Nej'et i 1992 fik historisk betydning. Det satte rammerne for vores videre politiske kamp i de efterfølgende årtier. Men det var også dyre lærepenge, mener Karen Sunds.

Hvis vi ser på EU-modstanden i Europa i dag, har vi en klar parallel til 1992: Dele af modstanden, centreret omkring Europæisk Venstreparti, ønsker ikke at bakke Brexit op og gøre den til et springbrædt for at få trukket flere lande med ud af EU.

– Jeg synes, man ofte ser, at når en befolkning og en stærk politisk bevægelse pludselig står med en sejr, som kan stikke en afgørende kæp i hjulet på kapitalens drejebog, så er der altid nogen, der springer i målet. De tør ikke stå fast, men søger kompromisser og bøjer af. Og i disse afgørende situationer bliver det katastrofalt for bevægelsen. Vi havde skabt et veto til Maastricht. Den var faldet. Og opgaven bestod i at forsvare dette veto med næb og kløer, siger Karen Sunds.

Splittelsen af modstandersiden var ikke kun SF, der hoppede til ja-siden. Splittelsen rakte også ind i Folkebevægelsen selv, hvis parlamentsgruppe blev sprængt, og tre ud af fire parlamentarikere gik. Kun en enkelt – Ib Christensen – blev i Folkebevægelsen. Også ude i komiteerne var der splittelse.  

– Hvis ikke modstanden var blevet splittet, men havde stået forenet om at forsvare vores veto til Maastricht-traktaten, så var politikerne aldrig sluppet afsted med Edinburgh-forliget. Så kan det godt være, at det var kommet et andet tilbageslag af en art. Kapitalen giver sig aldrig uden kamp. Men så havde vi ikke fået en splittelse af modstanden i Danmark, vurderer Karen Sunds.

– Det er selvfølgelig disse bitre erfaringer, der gør, at mange er på vagt overfor, hvordan briternes beslutning om at træde ud af EU vil blive forvaltet. For Brexit er et ligeså afgørende slag mod kapitalen, som Maastricht var. 

– Men hvis vi ser på EU-modstanden i Europa i dag, har vi en klar parallel til 1992: Dele af modstanden, centreret omkring Europæisk Venstreparti, ønsker ikke at bakke Brexit op og gøre den til et springbrædt for at få trukket flere lande, herunder Danmark, med ud af EU. I stedet skal vi forsøge at gøre EU mere socialt og humant. Det er fuldstændig ligesom at opleve 1992/1993 igen med JuniBevægelsens opståen. Retræte og kompromisser, når vi netop har chancen for at gå frem, lyder det fra Karen Sunds.