De mange protester mod lukning af de fem daghøjskoler i København har båret frugt. Der er nu fundet penge til, at skolerne kan fortsætte i hvert fald næste år med.
Havde vi ikke lavet larm, var der ikke sket noget.
Niels Nørlem, skoleleder
Skolerne stod ellers til lukning ved årsskiftet efter, at alle partier i Borgerrepræsentationen på nær Enhedslisten og Alternativet i september lavede en budgetaftale, som betød at skolerne mistede 10 millioner kroner i tilskud til næste år.
Men massive protester fra skolerne har presset en løsning igennem. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet har udenom de andre partier i budgetforliget lavet en aftale, der sikrer, at daghøjskolerne til næste år får samme tilskud som i år. Pengene findes ved at kommunen tager et lån i sin egen kasse.
Aftalen blev lavet lige inden, budgettet blev endeligt vedtaget i torsdags.
Aktiv kampagne
– Det er fantastisk. Vi er meget glade og lettede. Det her viser, at når man er aktiv, kan man godt ændre noget. Alt det, vi har gjort, med underskriftsindsamling, videoer om skolerne, fortællinger fra elever på Facebook og henvendelser til politikerne har virket. Havde vi ikke lavet larm, var der ikke sket noget, siger Niels Nørlem, leder af Vera skole for kunst & design.
De andre skoler, der nu også er reddet, er Akademiet For Utæmmet Kreativitet, Daghøjskolen for Indvandrerkvinder, Københavns Film og Fotoskole samt Akademiet for musik, dans og teater. De fem skoler har i fællesskab gennemført en kampagne for at redde skolerne.
Blandt andet har de fået en lang række nuværende og tidligere elever til at stå frem og fortælle, hvad daghøjskolerne har betydet for dem. Herunder flere kendte ansigter som for eksempel skuespiller Sara Hjort Ditlevsen, der har haft scenekunst på en daghøjskole.
– For mig var det en unik mulighed for at udvikle mit kreative talent og udvikle mig som menneske. Over halvdelen af deltagerne på mit hold arbejder i dag professionelt indenfor teater som instruktører, dramatikere eller skuespillere, fortæller hun i en video.
Midlertidig løsning
Daghøjskolerne er et vigtigt tilbud ikke mindst til de unge, der har lyst til noget kunstnerisk, kreativt og kulturelt, men er usikre på, hvad de kan og vil, forklarer Niels Nørlem.
– På daghøjskolerne kan de være en del af et miljø og prøve tingene i praksis. Det er noget helt andet end at sidde og snakke med en vejleder. Der er vigtigt, at der er plads til de unge, der vil noget andet end den lige vej, siger han.
Daghøjskolerne er parat til at fortsætte kampen for deres overlevelse, så de kan blive sikret fuldt tilskud også efter 2019.
– Vi kommer til at råbe lidt højere om, hvad vores arbejde egentlig betyder for København, konstaterer Niels Nørlem.
Han mener, at kommunen burde arbejde med en vækstlagsstrategi, som blandt andet omfatter daghøjskolerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278