Når man i en alder af 63 år bliver kastet ud i arbejdsløshed, så er det noget af en oplevelse. Det måtte Joan Wellendorph sande, da hun i maj måned sidste år kom på supplerende dagpenge.

Joan betegner det ligefrem som stressende at blive delvis arbejdsløs.

Vi fik overarbejde, så vi nogle gange var der fra klokken 8 til 16.30
Joan Wellendorph, arbejdsløs

Inden hun røg på supplerende dagpenge i a-kassen, havde hun arbejde som sekretær og som bartender, men sekretærjobbet blev nedlagt. 

Hun har senere også måttet skippe bartenderjobbet, som hun ellers var meget glad for, fordi muligheden for at være på supplerende dagpenge falder bort efter et halvt år.

– Man skal med det samme som deltidsarbejdsløs søge mindst to job om ugen og deltage i en hel del forskellige møder og kurser, fortæller hun og fortsætter:

 – Jeg blev opfordret til at tilmelde mig alle mulige jobportaler. Hos nogle af firmaerne skal man lave en video af sig selv for at kunne blive oprettet i deres jobbank. Det var ikke let at finde ud af, for jeg er en gammel pige.

Stressende jobagenter

Joan er tilmeldt et stort antal af internettets utallige jobportaler, fordi hun har erfaring inden for flere brancher. Store firmaer som Coop, Salling, Lagkagehuset med flere har deres egne jobportaler, hvor de opslår jobtilbud til den enkelte ansøger. "Nogle gange flere gange om dagen," fortæller Joan og tilføjer:

– Det tager mig hver dag to timer bare at kigge alle de jobportaler, jeg følger, igennem. De popper op på telefonen hele dagen, også i weekenden. Det var meget stressende, mens jeg havde arbejde som servitrice. Alt det, man skulle åbne og gennemgå hver dag. Jeg fik hovedpine lige fra morgenstunden.

Mange af de job, man kan finde i jobagenterne, kan være forældede, fortæller Joan Wellendorph. Hun har således selv for nylig prøvet at søge et job, der stod som ledigt, selv om det udløb i august måned 2018.

Kurser med manglende faciliteter 

Som arbejdsløs har Joan Wellendorph deltaget i et stort antal kurser. Blandt andet et jobsøgningskursus på Hejrevej på Nørrebro, som hun ikke har meget pænt at sige om.

Kurset varede i fem uger og var tilrettelagt sådan, at man hver dag i seks timer sad foran en skærm og selv skulle finde ud af, hvordan man kunne bruge tiden og underviserne. Hvis man, som Joan, ville bruge tiden på at søge job, manglede de faciliteter, som man skulle bruge. Der var ikke plads nok til, at kursisterne kunne sidde og få overblik over deres papirer ved et bord. Hjælpemidler som en scanner manglede, og man havde ikke tilladelse til at bruge USB-stik. Kursisterne måtte derfor maile til deres hjemlige computere og lave tingene færdige der, fortæller Joan Wellendorph. 

  – Kurset var meget svært for dem, som ikke kan sproget, eller som ikke har fantasi. Jeg lagde mærke til, at mange deltagere brugte tiden på alle mulige hjemmesider med musikvideoer eller spil for at få tiden til at gå.

Joan var senere på et såkaldt "udvidet jobkursus", som indeholdt fællesundervisning, og som hun fik mere ud af. Det bar dog præg af, at det foregik samtidigt med, at jobcentret flyttede til nye lokaler, hvilket medførte, at man igen manglede basale faciliteter, og hun oplevede igen at måtte gøre en stor del af arbejdet hjemmefra.

Spændende kursus med for lidt tid

Joan deltog i et kursus inden for tjener- og restaurationsbranchen, som virkede meget stressende, men også gav hende meget:

– Det var spændende, og jeg lærte meget, men der manglede hele tiden en dag, lyder hendes samlede evaluering.

Også det kursus varede i fem uger og var sammensat af både teoretiske og praktiske forløb. Det indeholdt et stort antal forskellige emneområder, som for eksempel hygiejne, allergier og stegemetoder, og hver enkelt elevs præstationer blev løbende bedømt og evalueret.

Flere af kursisterne var udfordret af det danske sprog, og lærerne kom jævnligt til kort, når de skulle forklare sig til disse elever, fortæller Joan og fortsætter:

– Det hele gik op i hat og briller. Lærerne kunne ikke nå at gennemgå alt det, vi skulle igennem. Vi fik overarbejde, så vi nogle gange var der fra klokken 8 til 16.30, og nogle gange havde vi også lektier for.

– Lærerne kunne næsten ikke få vejret. Jeg ved faktisk ikke, hvordan de klarede at komme på WC, for i pauserne skulle de hele tiden rundt og undersøge tingene og hente ting, som vi skulle bruge. 

Hvem og hvor skal man spørge?

Joan oplever, at systemet mangler fokus på den enkeltes behov. 

– Man skal selv spørge ind til det, som man vil videre med, og man ved jo ikke altid, hvad der er muligt. Jeg har for eksempel slidgigt, åndedrætsbesvær, og min ryg sætter sig fast, når jeg udfører visse job. Jeg har tænkt, om jeg kan komme på nedsat tid, og om det var noget for mig, men jeg ved ikke, hvor og hvem det er relevant at spørge. 

Den 63-årige kvinde vil meget gerne i arbejde og efterlyser mere interesse fra arbejdsgiverne for folk, der som hende tilhører "det grå guld".

Joan Wellendorph falder ud af dagpengesystemet om cirka halvandet år, hvis hun ikke får et job, fortæller hun med synlig frygt for, at det bliver til virkelighed.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere på Joan Wellendorphs kritik.