23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark får også bevægelse mod særlove og coronanedlukning

Coronaskepsis

Danmark får også bevægelse mod særlove og coronanedlukning

I en række lande er der demonstrationer med krav om total genåbning og afskaffelse af alle restriktioner i forhold til corona. I Tyskland og USA spiller højrekræfterne en stor rolle i bevægelserne. I morgen er der også demonstration i Danmark.

Fra demonstration i Michigan i USA den 14. maj mod indskrænkninger i befolkningens bevægelsesfrihed på grund af coronaepidemien.
FOTO: Scott Olsen/Ritzau Scanpix
1 af 1

I flere lande har der de seneste uger været demonstrationer i protest mod nedlukninger og restriktioner i forbindelse med bekæmpelsen af coronavirus.

Vi mener ikke, at nedlukningen og de andre tiltag har været proportionalt med den situation, vi stod i. Det er sket på et meget tvivlsomt grundlag.
Christian Eisner, Sammen For Frihed

Nu har Danmark også fået en bevægelse, Sammen For Frihed, der kæmper for at få landet lukket op nu og vender sig imod de særlove, der har begrænset danskernes personlige frihed de seneste måneder.

I morgen lørdag indkalder initiativet til demonstration på Københavns Rådhusplads. 

"Vi ønsker at sikre danskernes frihedsrettigheder fremover, så vi aldrig igen skal blive ramt af en totalitær lovgivning, som er ødelæggende for såvel landets økonomi som den enkeltes frihed og sundhed", står der i indkaldelsen til demonstrationen.

Advarer om trussel mod danske værdier

Initiativtagerne mener, at danskheden og de danske værdier er truet. 

– Med demonstrationen lørdag vil vi stille spørgsmålstegn ved det meget tvivlsomme grundlag, der har været for at gennemføre en så kraftig indgriben i vores grundlovssikrede rettigheder med indskrænkninger i den personlige frihed, ejendomsretten, retten til at drive frit erhverv og forsamlingsretten, siger Christian Eisner, der er virksomhedsindehaver og en af talsmændene for initiativet Sammen For Frihed.

– Vi mener ikke, at nedlukningen og de andre tiltag har været proportionalt med den situation, vi stod i. Det er sket på et meget tvivlsomt grundlag, tilføjer han.

Regeringen henviser til situationen i Italien, hvor sundhedsvæsenet var ved at bryde sammen, som argument for, at det var nødvendigt med en hurtig nedlukning. Hvad siger du til det?

– Jeg vil ikke udtale mig om Italien. Vi forholder os til, hvad der sker i Danmark. Under alle omstændigheder er der tale om spekulationer, som der ikke er dokumentation for. Desuden er der ingen billeder fra Italien, der har givet sundhedsmyndighederne grund til at anbefale så indgribende en lovgivning, siger Christian Eisner.

Han henviser her til, at Sundhedsstyrelsen har udtalt, at coronaepidemien ikke kan begrunde den ændring af epidemiloven, der blev gennemført den 12. marts, samt særlov om indskrænkning af forsamlingsfriheden.

70 procent støtter regeringens tiltag

Hvad er din kommentar til, at 70 procent af befolkningen i en meningsmåling i slutningen af april siger, at de bakker op om regeringens tiltag i forhold til coronaepidemien?

– Det betyder jo, at der i hvert fald er 30 procent, som ikke er enige. I øvrigt har de har taget stilling på et meget tvivlsomt grundlag med en kommunikation baseret på et frygtrationale og et mediebillede ude af proportioner. Vi ønsker at stille skarpt på, om situationen virkelig er så alvorlig, som det bliver sagt. 

Der er tale om en undersøgelse, Epinion har lavet for DR og Altinget. Mens 70 procent er enige med regeringens linje, siger 15 procent, at de finder regeringens tiltag for vidtgående, mens ni procent mener, at de er for lempelige.

Sammen For Frihed oplyser i en pressemeddelelse, at bevægelsen er startet "af en række tværfaglige og apolitiske personer inden for samfundsfag, lægevidenskab, undervisning, erhvervsliv, sport og kultur."

Det er ikke muligt at få udleveret en liste over navnene på initiativtagerne. Christian Eisner understreger, at der er tale om en bred vifte af ganske almindelige mennesker.

– Jeg er selv med i initiativet, fordi jeg mener, at den personlige frihed og selvbestemmelse er grundlæggende i vores demokrati. Det sande samfundssind er at give folk plads og selvbestemmelse i forhold til, hvordan de vil leve deres liv, ikke at diktere i hvilken retning og tempo de skal gå, siger han.

Når Christian Eisner udtaler sig som privatperson på Facebook, er han mere skarp i sine formuleringer. 

"Det gør mig lidt trist at se de nosseløse erhvervsfolk, der taler om at de naturligvis følger anvisninger og udviser forsigtighed. Det er ikke tid til forsigtighed, for der er intet usædvanligt. det er tid til mandsmod, rygrad, moral og handlekraft.... Kære erhvervstop. Kom på banen og smid din bangebuks til vask. Det er tid til jernskjorten", skriver han for eksempel den 8. maj.

Christian Eisner betegner corona som en virus, der "ikke er en døjt farligere end så mange andre infektioner".

Omstridt læge er taler

En af talerne på demonstrationen lørdag er læge Vibeke Manniche. Hun er tidligere blevet kritiseret af de sociale modstandsbevægelser for sit virke som lægekonsulent i en række kommuner og for afholdelse af LIVA-kurser, hvor kommunalt ansatte skal lære at spotte såkaldte sygdomssvindlere og forhindre, at de får førtidspension.

Vibeke Manniche har gennem de seneste måneder været en skarp kritiker af regeringens initiativer i bekæmpelsen af coronavirus. Hun mener, at der er tale om en hysterisk overreaktion, som ikke er lægeligt funderet.

"Det er uansvarligt at lukke et helt samfund ned. Det er ikke baseret på en lægefaglig viden og er helt ude af proportioner. Man har ikke afstemt indgrebets voldsomme omfang med effekten og gevinsten", siger Vibeke Manniche for eksempel til BT den 18. marts.

Godt 400 enkeltpersoner har tilmeldt sig demonstrationen lørdag på Facebook. Den fremmedfjendske organisation Dansk Samling støtter demonstrationen og opfordrer alle friheds- og fædrelandselskende borgere til at bakke op om initiativet.

International bevægelse

I USA er der en voksende bevægelse, der kræver landet genåbnet. Der har været demonstrationer i mange forskellige byer. Også i Tyskland og andre lande har der været lignende protester. I morgen er der også planlagt demonstrationer i USA, Tyskland og England.

– Det er fantastisk, at vi ikke er alene, men at der er en international bevægelse omkring de her krav, erklærer Christian Eisner.

I Tyskland og USA er bevægelsen for genåbning og mod restriktioner domineret af stærkt højreorienterede grupperinger.

Det tyske nyhedsbureau Deutche Welle skriver, at demonstranterne i Tyskland omfatter "velkendte højrepopulister og konspirationsteoretikere".

I sidste weekend var der store demonstrationer i blandt andet Berlin, München, Frankfurt og Stuttgart. I München bar demonstranterne et stort banner med teksten "Stop sundhedsfascisterne". Ved en demonstration i Dortmund angreb en højreorienteret gruppe nogle journalister.

Fascistiske grupper er med

Den tyske marxistiske avis Junge Welt har talt med Mischa Aschmoneit fra en aktivistisk gruppe i partiet Die Linke i byen Düsseldorf, hvor der også var demonstration. Hun fortæller, at fascistiske grupper som Tysklands Broderskab og ansatte i det indvandrerfjendtlige parti Alternative für Deutschland (AfD) har mobiliseret til demonstrationerne. Der er ikke folk fra venstrefløjen med.

– Vi har at gøre med en udviklet form for Pegida (bevægelse mod islamisering – red.). Der deltager også voldelige hooligans og folk fra de åbent fascistiske og racistiske "Hogesa"-kredse. At aktionere sammen med dem styrker det ekstreme højre. Du kan ikke gå side om side med racister og antisemitter og ansatte i AfD og NPD (nazistisk parti – red.), siger Mischa Aschmoneit til Junge Welt.

Også i USA har højrekræfter spillet en dominerende rolle i demonstrationerne mod nedlukning og restriktioner.

Den 30. april trængte flere hundrede bevæbnede højrefolk ind i Michigans lokalparlament i et forsøg på at presse politikerne til at lempe coronareglerne. Der har være demonstrationer i en række forskellige amerikanske byer, og bevægelsen vokser.

Storkapitalen bruger højrekræfter og nyfascister til at lave bossernes beskidte arbejde, skriver det kommunistiske parti Workers World Party i deres netavis Workers.org.

De oplyser, at Ku Klux Klan er aktiv i bevægelsen, og det samme er en ny ekstrem højrebevægelse med navnet "Proud Boys" (Stolte drenge). 

De store amerikanske medier giver højreaktiviteterne og deres krav om oplukning af landet stor dækning, mens arbejderbevægelsens manifestationer stort set ikke bliver omtalt i medierne, skriver Workers.org.

Der har i tiden omkring 1. maj været flere strejker og arbejdermanifestationer med krav om arbejde, økonomisk hjælp i tilfælde af fyring og krav om gratis sygeforsikring til alle.

>> LÆS OGSÅ: Arbejdere ved Amazon i USA strejker i dag trods coronakrisen

Workers World Party opfordrer de amerikanske venstrekræfter til at imødegå den fascistiske trussel og være aktive i kampen for arbejderklassens sociale krav.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. maj. 2020 - 16:17   18. maj. 2020 - 12:17

COVID-19

ur@arbejderen.dk