26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark vil støtte færre ngo'er i Palæstina

Bøjer sig for israelsk pres

Danmark vil støtte færre ngo'er i Palæstina

Den danske regering strammer reglerne for udviklingsbistand til især palæstinensiske ngo'er efter krav fra Israel. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu roser den danske regering.

Udenrigsminister Anders Samuelsen giver efter for israelsk pres.
FOTO: Jens Astrup/Scanpix
1 af 1

Den danske regering har strammet betingelserne for økonomisk støtte til palæstinensiske ngo’er. Det skriver det danske Udenrigsministerium i en pressemeddelelse, der er udsendt den 22. december sidste år. Ifølge ministeriet vil de nye regler også gælde ngo’er i Israel.

I Israel har Danmarks beslutning vakt begejstring. Premierminister Netanyahu har offentligt takket den danske regering.

Stramningerne kommer efter direkte pres fra den israelske regering, som sidste år opfordrede regeringen til at undersøge 24 palæstinensiske ngo’er, der modtager dansk støtte. Undersøgelsen blev indledt dagen efter et møde mellem udenrigsminister Anders Samuelsen og Israels premierminister Benjamin Netanyahu, skriver dagbladet Information.

Liste fra Netanyahu

Her afleverede Netanyahu en liste med navngivne organisationer, som ifølge Israel ikke burde modtage penge fra Danmark. Ugen efter talte Netanyahu i telefon med Lars Løkke Rasmussen (V) om sagen, skriver israelske medier.

På den baggrund besluttede Anders Samuelsen at undersøge de 24 organisationer og stoppede samtidig udbetaling af den støtte, der allerede var bevilget.

Ifølge Udenrigsministeriet har 23 af de 24 undersøgte ngo’er overholdt alle formelle regler for at modtage støtte. Den sidste er organisationen WATC, som ifølge de israelske anklager har opkaldt et kvindecenter efter en palæstinensisk "terrorist". 

WATC finansierer kvindecenteret Dalal Mughrabi Center på den palæstinensiske Vestbred.

Centeret er opkaldt efter en kvindelig palæstinensisk frihedskæmper fra modstandsgruppen Fatah, der blev dræbt i 1978. Israel kalder hende en terrorist.

Mughrabi var en del af en gruppe af 11 bevæbnede palæstinensiske partisaner, som 11. marts 1978 forsøgte at angribe forsvarsministeriet i Tel Aviv med krav om frigivelse af fanger.

De nåede dog ikke så langt, idet israelske missiler fra en helikopter ramte den bus, de havde kapret, skriver palæstinensiske Maan News.

38 israelere, herunder 13 børn, blev dræbt, og 72 blev såret. Også Mughrabi og otte andre partisaner blev dræbt.

På Vestbredden anses Mughrabi for en heltinde. Tre skoler er navngivet efter hende, mens præsident Mahmoud Abbas fra Fatah har navngivet et teknologicenter efter hende og hyldet hende. 

Kritik fra Palæstina

Sammenslutningen af ngo'er i Palæstina (PNGO) fordømmer "hetzen" mod centeret.

PNGO udtaler, at "dette er et eksempel på udenlandsk dominans og undertrykkelse, som betegner palæstinensisk modstand som terror".

Konkret betyder de ny stramme regler, at Danmark nu ved årsskiftet 2017-2018 har trukket sig fra et fælles sekretariat, som har fomidlet landenes økonomiske støtte til palæstinensiske ngo'er.

Sekretariatet har bestået af Danmark, Holland, Schweiz og Sverige, og alle fire lande har støttet de samme 24 organisationer. Men hverken Schweiz, Holland eller Sverige har indefrosset midler eller afbrudt udviklingsbistanden til andre organisationer end WATC.

I Israel har Danmarks beslutning vakt begejstring. Premierminister Benjamin Netanyahu har offentligt takket den danske regering, og informationsminister Gilad Erdan siger i en erklæring, at han opfordrer resten af Europa til "handle med samme moralske ansvarlighed som Danmark".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2018 - 11:31   02. jan. 2018 - 15:28

Palæstina

ah@arbejderen.dk