09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk militær køber våben i Israel

Morterer, droner og gummikugler

Dansk militær køber våben i Israel

Militæret får i stor stil leveret sit militære udstyr af israelske våbenproducenter, der også levere droner og gummikugler til Israels besættelse og krig mod palæstinenserne. Det viser en aktindsigt i Forsvarsministeriets Materielstyrelse.

Det israelske våbenfirma Elbit er blandt favoritterne til at levere nye selvkørende kanoner, der skal erstatte de nuværende danske Haubitser kanoner (billedet).
FOTO: Værnsfælles Forsvarskommando
1 af 1

Tunge morterer, kampvognsammunition, præcisionssystemer til F-16 bomber: Dansk militær handler i stor stil med israelske våbenproducenter.

Siden 2010 har dansk militær (hæren, flåden og luftvåbnet) købt militært udstyr hos ikke mindre end 20 forskellige israelske våbenleverandører. Og man har planer om at fortsætte samhandelen og hælde endnu flere danske skattekroner i de israelske våbenselskaber.

Vi skal ikke bidrage til at fastholde besættelsen gennem vores handel.
Poya Pakzad, Mellemfolkeligt Samvirke

Det viser en aktindsigt, som Arbejderen har fået fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Enhedslistens Christian Juhl har i foreløbig to måneder ventet på en række svar fra forsvarsministeren om indkøb af israelske våben.

- Vi ønsker ikke et militært samarbejde med Israel, og ønsker hverken at Danmark tester eller handler våben med Israel eller israelsk våbenindustri. Israel bryder menneskerettigheder, Genevekonventioner og andre dele af folkeretten ved at blokere Gaza, besætte Vestbredden og placere mere end 500.000 bosættere på det besatte palæstinensiske område, siger han.

- Enhedslisten opfordrer regeringen og forsvarsforligskredsen til ikke at købe våben i Israel eller israelske virksomheder. Vi ønsker ikke køb af nye artillerisystemer, men køb af israelske våbensystemer vil være en meget skærpende omstændighed, lyder det fra Christian Juhl.

Involveret i menneskeretskrænkelser

Flere af de israelske selskaber er dybt involveret i det israelske militærs menneskeretskrænkelser af palæstinenserne.

Våbenfirmaet Elbit, som er i spil til at levere op til 21 nye selvkørende kanoner for omkring én milliard kroner til det danske militær, har været direkte involveret i konstruktionen af den israelske apartheidmur. Firmaet leverer også sikkerhedsudstyr til Israels ulovlige bosættelser og har produceret droner, der blev brugt i Gaza offensiven i sommeren 2014, som kostede 2100 mennesker livet herunder 500 børn.

Hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har det ikke været inde i overvejelserne, at Elbit er et israelsk firma med et blakket ry.

- Vi forholder os alene til de krav, det kommende artillerisystem skal leve op til. Det er en politisk beslutning, hvilke lande Forsvaret kan handle med og ikke handle med, siger pressechef hos FMI, René Gyldensten, til Arbejderen.

Han vil heller ikke udtale sig om, hvorvidt det er en fordel, at produkterne fra flere af de israelske leverandører er "combat proven", altså har været afprøvet i krig.

Materielstyrelsen sendte i december deres anbefaling til forsvarsministen om, hvem der skal levere det nye artillerisystem. Næste skridt er, at politikerne tager en beslutning om, hvilken leverandør de vil indgå en ordre med.

Hos Mellemfolkeligt Samvirke, der arbejder i Palæstina for at styrke palæstinensernes rettigheder, vækker det vrede, at militæret køber våben i Israel.

- Der er et klart politisk ansvar at efterse Forsvarets indkøbs- og leverandørliste for at sikre, at man ikke støtter virksomheder, som medvirker til systematiske menneskerettighedskrænkelser i konfliktområder. Elbit er jo et sådan eksempel, fordi virksomheden leverer elektronisk udstyr, som anvendes i konflikt med menneskerettighederne, siger Poya Pakzad, politisk rådgiver hos Mellemfolkeligt Samvirke, til Arbejderen.

Han henviser til, at FN's specialrapportør for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder har tilskyndet til at boykotte Elbit, og virksomheden står på af Danske Banks og PFA Pensions eksklusionslister. 

- Det kan ikke være rigtigt, at staten har en lavere standard end private virksomheder, når det kommer til respekten for menneskerettigheder. Politisk set er det et selvmål at kritisere den ulovlige israelske bosættelsespolitik, mens man investerer i våben fra producenter, som bidrager til konsolideringen af selvsamme bosættelser. Vi skal ikke bidrage til at fastholde besættelsen gennem vores handel, fastslår Poya Pakzad.

Kontroversielle firmaer

Flere af de 20 israelske våbenfirmaer er kontroversielle. Det danske flyvevåben har således købt dele og fået foretaget reparationer hos Israeli Aerospace Industries (IAI), som producerer den missilbevæbnede israelske drone Heron, som er blevet brugt i Gaza og i Libanon. 

Herudover planlægger det danske flyvevåben at indkøbe præcisionsstyrekits til sine F-16 bomber hos enten Elbit eller et andet israelsk våbenfirma, Rafael. 

Rafael markedsfører sig på at have et "særligt forhold til IDF (det israelske militær), i forhold til at udvikle produkter i overenstemmelse med soldaternes specifikke krav".

Den danske hær har købt personelbroer hos Israeli Military Industries (IMI), der er ejet af den israelske stat. IMI producerer klyngebomber og har leveret gummikugler til det israelske militær.

Arbejderen har ikke kunnet få aktindsigt i, hvor mange penge de israelske våbenfirmaer har tjent på at sælge militært udstyr til Danmark. Det har Information til gengæld. I perioden 2010 til 2014 har dansk militær købt ind i Israel for 300 millioner kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. apr. 2015 - 07:43   13. apr. 2015 - 08:10

Militær

ml@arbejderen.dk
Israelske våbeneksportører

Her er en liste over de 20 israelske våbenproducenter, som dansk militær handler med:

  • Orion Advanced Systems
  • Elbit Systems Land And C4I
  • Israel Military Industries
  • Israel Aerospace Industries
  • Elbit
  • Elbit Systems
  • TAT Technologies
  • ITL Optronics
  • IAI Components Division
  • Mistral Detection
  • Urdan Metal & Casting Industries
  • Plasan Sasa Composite Materials
  • RSL Electronics
  • Grieg Logistics II AS
  • Weptec
  • Beth-El Industries
  • Verint Systems
  • Camero-Tech
  • Israeli Weapons
  • International Technologies

Kilde: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse