20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske modstander-partier kræver folkeafstemning

Efter Brexit-afstemingen:

Danske modstander-partier kræver folkeafstemning

De danske kommunistiske partier står sammen om at kræve en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet og bakker op om Folkebevægelsen mod EU's fortsatte kampagne for dette krav. Også Enhedslisten kræver en folkeafstemning.

51,9 procent stemte for at forlade EU – det svarer til 17.410.742 stemmer.
FOTO: Daniel Sorabji/AFP/Scanpix
1 af 1

Hos de tre kommunistiske partier, DKP, KPiD og KP, er der fuld enighed om, at der efter det britiske brexit nu må sættes turbo på kravet om en dansk folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU.

Det klokkeklare britiske NEJ kommer fra "alle de mennesker i Storbritannien, som har betalt en stor regning for EU's hærgen," skriver Kommunistisk Partis formand Jørgen Petersen på Facebook.

Det er et ganske tilfredsstillende resultat, som viser, at arbejderklassen og de underste lag har overvundet skrækkampagnen.
Arne Cheller, formand for KPiD

Han understreger, at det britiske "leave" udtrykker den dybe krise for hele EU-projektet. 

– Befolkningerne kræver demokratiet og den nationale selvbestemmelse tilbage. Nu er det vores tur. Vi kræver en folkeafstemning om Danmarks EU-medlemsskab. Det kan kun gå for langsomt, siger Jørgen Petersen.

Også Kommunistisk Parti i Danmark hilser afstemningsresultatet velkommen.

– Det er et ganske, ganske tilfredsstillende resultat, som viser, at arbejderklassen og de underste lag i Storbritannien har kæmpet mod og overvundet den skrækkampagne, der har kørt imod dem, siger Arne Cheller, formand for KPiD, til Arbejderen.

Kan opløse Unionen

Han vurderer, at det kan være starten på en proces, der vil indlede en fuldstændig opløsningen af Unionen.

– Hvad situationen herhjemme angår, så bakker vil fuldstændig op om kravet om en dansk folkeafstemning. Vi mener, at der nu skal sættes endnu mere fart på Folkebevægelsen mod EU's underskriftsindsamling for dette krav, understreger KPiD's formand.

Han bemærker i øvrigt, at også Dansk Folkeparti nu går ind for en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet.

– Det gjorde de jo ikke før den britiske folkeafstemning, pointerer Arne Cheller.

Henrik Stamer Hedin, formand for Danmarks kommunistiske Parti, hilser også resultatet af den britiske folkeafstemning velkommen.

– Der er jo en rimelig klar afgørelse. Og den gør, at Folkebevægelsen mod EU's underskriftindsamling for en dansk folkeafstemning om samme emne er blevet meget aktuel, siger Henrik Stamer Hedin. Han understreger samtidig, at han udtaler sig på egne vegne, da DKP's landsledelse endnu ikke har haft mulighed for at tage stilling til resultatet af den britiske folkeafstemning.

– Jeg går ikke ind for tabte folkeafstemninger, men nu ser det ud til, at der er en god chance for at vi kan stemme os ud af EU ved en kommende dansk folkeafstemning. Og DKP støtter en dansk udmeldelse af EU, siger DKP's formand til Arbejderen.

Ø vil stemme efter genforhandling

Også Enhedslisten støtter kravet om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet, forklarer partiets politiske ordfører Pernille Skipper. Enhedslisten foreslår, at folkeafstemningen skal finde sted senest Grundlovsdag næste år, altså senest 5. juni 2017.

Spørgsmålet er dog, hvad det er for en folkeafstemning, Enhedslisten gentlig ønsker sig. På Modkraft skriver udenrigsordfører Nikolaj Villumsen:

"Helt konkret foreslår vi fra Enhedslisten, at Danmark genforhandler vores forhold til EU og dermed forsøger at danne forbillede for andre europæiske lande. Vi skal have lov at bekæmpe social dumping, forbyde gift i babylegetøj og have ret til at investere i velfærd.

Den genforhandlede aftale bør danskerne have lov at stemme om, så de på linje med briterne kan få lov at bestemme deres egen fremtid. Vi foreslår at afstemningen ligges på Grundlovsdag 5. juni næste år.

Måske lykkedes det at forhandle en god aftale igennem med EU, som muliggør en progressiv politik, men ellers vil Enhedslisten foreslå at Danmark får et løsere forhold til EU.

For mig er målsætningen ikke en dansk udmeldelse af EU, men skabelsen af et demokratisk, grønt og solidarisk europæisk samarbejde."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2016 - 12:13   27. jun. 2016 - 19:08

Brexit

he@arbejderen.dk
Resultatet af Brexit
  • Folkeafstemningen fandt sted den 23. juni 2016. 
  • 46,5 millioner britiske vælgere kunne deltage i folkeafstemningen.
  • 72,2 procent af de stemmeberettigede deltog.
  • 51,9 stemte for at forlade EU – det svarer til 17.410.742 stemmer
  • 48,1 stemte for at blive i EU – 16.141.241 stemmer.
  • 26.033 stemmer blev afvist.
  • I England og Wales stemte et flertal for at forlade EU.
  • I Nordirland og Skotland stemte flertallet for at blive i EU.
  • I 62 procent af alle valgkredse, hvor partiet Labour dominerer, stemte et flertal for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Kilde: BBC