Afstemningen den 3. december handler om, at Danmark skal kunne fortsætte i Europol, så vi ikke står alene i kampen mod international kriminalitet som menneskehandel og børneporno.
Dette billede forsøger ja-politikerne at tegne af folkeafstemningen den 3. december.
Ved at bruge de rigtige ord, kan politikerne - uden direkte at lyve - få vælgerne til at tro på noget, der ikke passer.
Christian Kock, retorikprofessor
Det er der måske en grund til, mener professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock:
- Der er ingen tvivl om, at det er lettere at sælge Europol. Fælles forebyggelse og opklaring af forbrydelser lyder jo rart og som noget, der er godt for os, fordi det bekæmper kriminalitet, som er noget ubehageligt. Ja-partierne vil selvfølgelig gerne tale om de positive ting, de mener der vil være ved at stemme ja, forklarer Christian Kock til Arbejderen.
Efter at have hørt debatten og læst ja-partiernes aftale og kigget på den officielle hjemmeside www.3december.dk er det let at sidde tilbage med en fornemmelse af, at afstemningen udelukkende handler om Europol, mener han.
- Det kan godt være, at Europol er ja-sidens bedste argument. men hvis afstemningen handler om mere end det, skal det selvfølgelig frem, så vælgerne kan tage stilling på et oplyst grundlag. Hvis vælgerne sidder tilbage og tror, at afstemningen kun handler om Europol, bliver vi jo snydt, uddyber Christian Kock.
Det er aftalen "Danmark i Europol", som de fem ja-partier indgik i december sidste år, der danner grundlag for folkeafstemningen. Som overskriften antyder, står netop Europol centralt i aftalen. Og ja-partierne gør meget ud af at fortælle, at med tilvalgsordningen får Danmark lov til frit at vælge, hvilke retsakter vi fremover vil tilvælge.
Først bagerst i aftalen står det nævnt, at det er flertallet i Folketinget, der har ret til at tilslutte Danmark til de øvrige dele af EU's overnationale retspolitik.
Hvem er "Danmark"?
Hvorfor ikke bare sige det, som det er, at det ikke er "Danmark", der bestemmer hvornår og hvilke dele af EU's overnationale retspolitik, vi skal være en del af, men derimod et flertal af Folketingets partier?
- Det er et helt bevidst valg at bruge ordet "Danmark" og ikke fortælle at det i virkeligheden er det til enhver tid siddende flertal i Folketinget, der bestemmer, hvad vi fremover skal være med i. Når man bruger ordet "Danmark" efterlader det jo et indtryk af, at det er en beslutning, som vi allesammen er fælles om, og ikke kun er noget ja-partierne bestemmer, forklarer Christian Kock.
- Konsekvensen er, at der kan sidde vælgere tilbage og tro, at vi bliver spurgt igen, men det er ikke tilfældet. Ord og betegnelser betyder utroligt meget i den politiske kommunikation. Ved at bruge de rigtige ord, kan politikerne - uden direkte at lyve - få vælgerne til at tro på noget, der ikke passer.
Overnationalt EU
Hvorfor fortæller ja siden ikke, at afstemningen handler om hele EU's overnationale retspolitik - herunder overvågning, oprettelsen af en EU-anklagemyndighed, strafferet og retssikkerhed?
- Der er ikke tvivl om, at temaet om overnational retspolitik ikke er noget, der sælger billetter hos vælgerne, især de mange tvivlere. Derfor forsøger ja-politikerne at undgå den debat. Paragraf ét i politikernes ABC er at tie stille og undgå at svare på følsomme temaer og i stedet gå til angreb på deres politiske modstandere, siger Christian Kock.
Han mener ikke, at det er en udvikling, der fremmer debatten og gør vælgerne klogere.
- Politikere, der forsøger at tale udenom, hænger vælgerne ud af halsen. Vi får intet ud af at lytte til sådan noget. Vælgerne bliver efterladt forvirrede tilbage, og det ender med at være vores mavefornemmelse, der afgør, hvad vi stemmer, fordi det er svært at blive klogere, når debatten foregår på det niveau. Det er utoligt trist, for politkerne burde være folkets tjenere: Det er os, der har valgt dem og det er os, der betaler for dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278