25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Delegerede skærper EU-kritik

Enhedslistens nye program

Delegerede skærper EU-kritik

Medlemmerne fik krav om udmeldelse af EU og NATO samt nedlæggelse af kongehuset med i Enhedslistens nye principprogram. Den offentlige sektors rolle blev også præciseret.

En af de mange afstemninger om principprogrammet.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Der kommer et helt afsnit, som præciserer EU's negative rolle og rejser kravet om udmeldelse af EU, i Enhedslistens nye principprogram.

I det oprindelige programforslag fra hovedbestyrelsen var EU kun nævnt helt kort en enkelt gang. Hovedbestyrelsen argumenterede på årsmødet i weekenden med, at programmet skal holde sig på det overordnede plan og ikke gå ned i konkrete politikpunkter.

- EU-afsnittet fra det gamle program opretholdes som et delprogram, sagde Pia Boisen i sin tale til støtte for hovedbestyrelsens forslag.

Ingen af de ændringer af samfundet, vi taler om i programmet, kan lade sig gøre, så længe vi er medlem af EU.
Eva Enoksen

Men det tilfredsstillede ikke en lang række af talerne, som slog på, at EU-spørgsmålet er af strategisk betydning.

- Ingen af de samfundsændringer, vi taler om i programmet, kan lade sig gøre, så længe vi er medlem af EU. Udmeldelse er en forudsætning for grundlæggende ændringer. EU-medlemskabet er et så overordnet problem, at det er nødt til at være med i et principprogram. Det kan ikke nøjes med et delprogram, sagde blandt andre Eva Enoksen.

Der var en række ændringsforslag til at få EU's rolle mere frem i programmet. Et af dem blev vedtaget. Det var stillet af Jakob Lindblom fra Aarhus. Forslaget slår fast, at EU truer demokratiet og blokerer for progressive forbedringer.

"Derfor er Enhedslisten stærke modstandere af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU og oprettelse af et socialt og grønt demokratisk samarbejde", slutter tilføjelsen til programmet. 

Kongehuset skal afskaffes

Det blev også besluttet, at Enhedslisten "bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO", og at "Kongehuset skal nedlægges for at fjerne den sidste rest af enevælden". 

Der lå tre forskellige forslag til program, da debatten startede. Men der var markant flertal for hovedbestyrelsens forslag.

Set som helhed nedtoner det vedtagne principprogram den revolutionære retorik. Der tales ikke længere om at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne eller om at nedbryde det kapitalistiske statsapparat og opløse politi og militær.

Christian Gorm Hansen, der var med til at stille et ændringsforslag, som reelt var et helt nyt programforslag, erklærede, at det nye program er et skridt på vejen mod et nyt socialdemokratisk parti.

Det blev afvist af andre fra talerstolen, som blandt andet henviste til, at programmet fastholder, at socialisme forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne og afskaffelse af den kapitalistiske udbytning.

- Det er godt, at vi kommer af med den bombastiske formulering fra det gamle program om at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det giver bare spørgsmål om, hvor vidt det nu også gælder cykelsmeden nede på hjørnet, sagde Pelle Dragsted.

Strid om staten

Det store stridspunkt i programdebatten var spørgsmålet om statens rolle. Debatten viste, at Enhedslistens medlemmer ikke er enige om, hvordan staten skal defineres og karakteren af den kapitalistiske stat.

Der er uklarhed om hvor vidt det nuværende kapitalistiske statsapparat kan demokratiseres og fungere i et socialistisk samfund.

Størst debat skabte et afsnit i hovedbestyrelsens programudkast, som taler om, at det nuværende velfærdssamfund på nogle områder indeholder kimen til et andet samfund, fordi for eksempel folkeskolerne, kommunale plejehjem og DSB's togdrift ikke drives ud fra et profitmotiv, men for at tilfredsstille menneskers behov. 

"Vi kan se, at tingene kan være anderledes, og at der er dele af vores samfund, hvor vi kan ane socialisme", stod der i programudkastet. 

Det blev ændret efter stribevis af indlæg fra de delegerede. 

- Det er ikke godt, hvis vores vision om socialisme bliver forbundet med udsultet personale i den offentlige sektor, gamle, som må ligge alt for længe med samme ble, og testplagede lærere, sagde for eksempel Falle Hjort.

Afsnittet i programmet om kimen til socialisme blev erstattet af et ændringsforslag fra Michael Voss, Per Clausen og Pia Boisen, som alle er medlem af hovedbestyrelsen. 

Den nye tekst slår fast, at det forbedrer mulighederne for at tilfredsstille befolkningens behov, når opgaverne varetages af det offentlige med folkevalgte politikere ved roret i stedet for af et privat firma, som skal skabe profit. Men at det offentlige samtidig er under voldsomt pres i disse år på grund af stramme budgetter og i stadigt stigende grad bliver styret af forretningslogik fra den private sektor. 

I alt var der 80 ændringsforslag til hovedbestyrelsens programudkast. Knap 20 af dem blev vedtaget. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2014 - 16:07   19. maj. 2014 - 09:20

Enhedslisten

ur@arbejderen.dk
Det blev også besluttet
  • Et forslag om at partierne DKP, SAP og IS skal nedlægge sig selv, hvis de vil arbejde i Enhedslisten, blev nedstemt.
  • Forslag om, at Enhedslisten skal trække støtten til Mali-operationen, og at fremtidig støtte til militære operationer skal til urafstemning i partiet, blev nedstemt.
  • Der blev valgt ny hovedbestyrelse.
  • Der blev opstillet to lister over folketingskandidater, som nu skal til urafstemning i partiet.

Læs mere og se fotos fra årsmødet på arbejderen.dk