Når børn og unge i dag strejker for klimaet i mindst 12 byer over hele landet, så sker det på initiativ af Den Grønne Studenterbevægelse.

Klimakampen skal ikke være drevet af frygt og apati. I stedet for at gå rundt og være kede af det, skal vi skabe begejstring, kampgejst og håb.
Mads Wegener, Den Grønne Studenterbevægelse

Bevægelsen er på få måneder vokset fra at være et lille initiativ taget af en gruppe unge på Københavns Universitet til at være en bred bevægelse, somm omfatter både folkeskoleelever, gymnasieelever, højskoleelever, handelsskoleelever og mange andre. Opskriften er simpel.

– Vi skal give andre unge troen på, at vi sammen kan skabe en bedre verden. Klimakampen skal ikke være drevet af frygt og apati. I stedet for at gå rundt og være kede af det og føle, at vi ikke kan gøre noget, skal vi skabe begejstring, kampgejst og håb, siger Mads Wegener til Arbejderen.

Han læser statskundskab på Københavns Universitet og er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.

– Vi er partipolitisk neutrale. Vi forsøger at skabe en bred koalition for klimaet. Lige nu arbejder vi på at brede bevægelsen endnu mere ud – både geografisk og fagligt. Vi kalder os en "studenterbevægelse", men vi ønsker ikke at blive for akademiske. Vi skal nå ud til alle unge, lige fra folkeskoler til tekniske skoler. Vi skal skabe en fællesskabsfølelse af, at vi er ungdommen. Målet er at politikerne sætter klimaet øverst på dagsordenen.

Kollektive løsninger

De unge mener, at samfundet skal organiseres på en helt anden måde, hvis der for alvor skal gøres noget ved klimaproblemerne.

– Vi skal turde tænke samfundet helt anderledes og lade os inspirere af eksempelvis Luxembourg, der har indført gratis transport. Vi skal tro på, at vi sammen kan lave verden om, forklarer Mads Wegener.

– Vi går ind for kollektive løsninger. Vi peger ikke fingre af den enkelte og bebrejder hinanden for, hvorfor vi ikke har taget cyklen i dag. Individuelle løsninger batter ikke nok i det lange løb, og det er både svært og dyrt at leve klimarigtigt. Klimakampen er for alle – ikke kun dem, der har råd til at købe økologisk.

Han understreger, at det er politikerne, der har redskaberne til at gøre noget ved klimaproblemerne.

– Det er kontraproduktivt for klimakampen at fokusere for meget på individuelle forbrugsmønstre. Det bliver negativt og anklagende og fjerner ansvaret fra de politiske magthaveres skuldre. Det er dem, der kan tage de beslutninger, der skal til, for at vi kan nå målene i Paris-aftalen.

De kollektive løsninger kan eksempelvis være billigere kollektiv transport.

– Der vil gøre det lettere for almindelige mennesker at leve klimavenligt. På den måde er klimakampen også en omfordelingskamp, understreger Mads Wegener.

Aktivitet får flere med

Den Grønne Studenterbevægelse ser sig selv som en bevægelse, ikke en medlemsorganisation. Og det er de aktive, der tegner bevægelsen.

Hver torsdag møder de unge op foran Folketinget for at give politikerne "en  klimapåmindelse". Da Folketinget åbnede i oktober, satte de unge sig foran Christiansborg og holdt en "48 timer for klimaet" aktion. Og mere end 1000 mennesker tog hinanden i hænderne en kold søndag i januar, da de unge sammen med andre miljøbevægelser dannede en menneskekæde rundt om Folketinget.

– Det skabte en kæmpe jubii-følelse blandt alle os, der var med. Og vi viste andre unge, at vi skal kæmpe for at ændre fremtiden, lyder det fra Mads Wegener.

Desto mere de unge går på gaden, desto flere får de med i deres bevægelse. I dagene efter menneskekæden rundt om Folketinget voksede bevægelsens Facebook-gruppe med 500. 

De næste projekter er allerede i støbeskeen: Den 7. februar afleverer bevægelsen mere end 50 klimabreve til klima- og miljøminister Lars Christian Lilleholt, og den 5. marts arrangeres igen klimastrejker rundt om i landet.

Dagens klimastrejker finder sted i Nykøbing Falster, Viborg, Aarhus, Aalborg, Vejle, Ribe, Rønne, Sønderborg, København, Svendborg, Odense og Roskilde. Det er dobbelt så mange byer som i november.