– Ja, 50 års aktivisme kan man jo ikke klare på fem minutter, siger Petter Sommerfelt tørt.

Replikken falder i en rundbordssamtale med fire af hovederne i forlaget og foreningen Demos, som denne weekend fejrer jubilæum med en stor kulturfest hos 3F i Nordvest, København. 

Vi har været i defensiven de sidste 20 år. Nu vil vi sige: Der er altså en rød kultur. Hvad har vi nu? Hvad har vi haft? Hvad kan vi lære? Kan vi gøre noget nyt?
Tove Jensen, Demos

–  Det gør vi, fordi vi mener at have spillet en rolle i den kultur, der har været grundlag for, hvad der er sket fra slut 60'erne og frem til i dag. Vi har været i defensiven de sidste 20 år. Nu vil vi sige: Der er altså en rød kultur. Hvad har vi nu? Hvad har vi haft? Hvad kan vi lære? Kan vi gøre noget nyt? 

Ordene er Tove Jensens. Hun henviser til det "fantastisk brede kultursyn" blandt kulturelle og politiske mennesker dengang og vældet af forskelligartede udgivelser, både musisk og bogligt, som Demos har stået for:

Anti-racisme og anti-fascisme har siden 80'erne stået centralt i arbejdet, men også kvindekampen og de seksuelle minoriteres kamp for frigørelse har optaget Demos og gør det stadig.

– Samtidig forholder vi os til det antiimperialistiske og arbejderoppositionelle arbejde, som teoretisk er forankret i marxismen, siger Tove Jensen.

Dette forklarer også Petter Sommerfelts bemærkning.

For begivenhederne har været mange og ofte heftige: Vietnam-demonstrationerne, Verdensbanken, Rebild-aktioner, Kejsergade-sagen, afsløring af civile politiagenter, af højreekstremister og CIA-aflytning, hjælp til amerikanske Vietnam-desertører og til Mellemøsten-flygtninge, slagsmål med Vilde Engle ved Saga-biografen, bemaling af Esso-biler på Benzinøen, konfiskation af udgivelser, ulovliggørelse af indsamlinger, retssager, forsvarstaler og civil ulydighed.

Faren for fascisme i dag

Tove var med fra starten sammen med sin mand Erik Jensen og hans studiekammerat Birger Kledal. Petter kom snart til. Engagementet blev vakt af USA's krig i Vietnam, og forlaget Demos blev skabt udfra ønsket om at formidle (nord)vietnamesernes og befrielsesbevægelsen FLN's egne, for danskerne ukendte, synspunkter, fortæller Tove Jensen. Og for at udgive publikationer fra blandt andet "det andet Amerika".

Vietnam og kampen mod imperialismen fyldte derfor meget i Demos´ første mange år. 

Aktuelt handler det især om at afsløre opblomstringen af nye, mere strømlinede højrefløjsgrupper med rødder i fascismen og inspiration fra USA. Så som De Identitære. Og afdække deres netværk, forklarer Tove Jensen:

– Vi planlægger sammen med andre grupper at etablere en antifascistisk konference – enten i Berlin eller København. Og vi skal lægge os i selen for at få alle årgange af antifascister og -racister med. Også antifascistiske unge, Antifascistisk Aktion, flygtninge under Jorden og så videre.

Anne Jessen kom til Demos i 80'erne. Hendes politiske interesse var og er koncentret om højreekstremisternes fremfærd i Danmark og Europa. 

– Jeg taler både tysk og engelsk, men er vokset op med tysk. Jeg arbejder som international sekretær og har til opgave at formidle de informationer, jeg får fra de engelsktalende lande og fra Tyskland, siger hun og nævner de aktuelle højreekstremistiiske bataljer mod indvandrere i Chemnitz som eksempel.

Hun husker også aktionerne mod nazisterne Thies Christophersen og Meinolf Schöndorf, som søgte at oprette trykkeri og aktivitet i Kværs og Kollund, og som blev pressett ud af de lokale beboere, der ikke ønskede naziaktiviteter i deres byer.

Kultur og politik

Som Anne Jessen tilhører Peter Jensen den lidt yngre generation. Han var aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme, en paraplyorganisation, der senere blev selvstændig. Fællesinitiativet var meget aktive og støttede flygtningene under Blågårdskirken, der endte med at få asyl 2002. Han siger:

– Fra slutningen af 80'erne blev vi i en del af butiksfællesskabet i Demos. Vi var med i et kæmpearrangement, som Demos stod for, i Den Grå Hal, hvor blandt andre Savage Rose spillede. Og midtfor, ved et æresbord, sad alle de gamle modstandsfolk fra besættelsestiden. Det var i 1992.

Også de årlige 4. maj-demonstrationer på årsdagen for befrielsen er en af de aktiviter, Demos støtter og har opdateret med indslag om faren for fascisme i dag. 

– Jeg ser Demos' rolle – og sådan har det altid været – som at inspirere kulturelt og politisk, siger Peter Jensen.

Som eksempler på, hvordan Demos både dokumenterer og fastholder historien og ser fremad, nævner han i flæng digitaliseringen af Slumstormerpladen, 1. Maj-pladen og Bøssepladen. Og nyudgivelserne med sangeren Karina Willumsen. 

Peter er lærer og var aktiv i OK18-kampen, ligesom Demos som sådan. Endnu et eksempel på spændvidden i Demos' virke. 

Ballade i Fredens Tjenste var et andet stort arrangement i Demos-regi. Det foregik i Amager Bio for to år siden med en lang stribe kunstnere med Anne-Marie Helger som plakatsøjle med rød fane i stedet for franske Mariannes trikolore.

– Det var et vældigt kulturelt initiativ at tage for en så forholdsvis lille organisation. I fredens tjeneste mod imperialismen, men også for kulturen. Flygtningestrømmen i Mellemøsten i 2015 gjorde, at vi måtte forholde os til flygtningespørgsmålet og imperialismen. Derfor afholdt vi forinden en konference på Christiansborg med mange fine indlæg om fascisme, racisme og flygtningepolitik, fortæller Tove Jensen.

Kvinderne

Hun er – efter lidt polemik omkring bordet – også på, da Arbejderens udsendte ønsker uddybelse af spørgsmålet om kvindekampen. Hun var tidligt med, blandt andet ved indtagelsen af Grevinde Danner Stiftelsen. Og hun fortæller om de tre kvinde-plader, Demos har udgivet:

– Den første, Kvinder i Danmark, handler meget om det hverdagsagtige, alle kvinder havde til fælles: De skal på arbejde og passe unger. "Hvor fanden er han henne?" og "han er heller ikke til noget!". Dér er en skæring med Kaj, som er et høved, man træffer, som kommer alt for hurtigt, som man bliver skuffet over - og går hjem, ikke?

– Kvindeballader blev stort set skrevet på Femø, hvor en række kvinder siger: "Vi er stærke" og "vi kan selv". Og den sidste Kvindemusikfestival handler om, at vi selv kan spille musik og betjene alle instrumenterne.

– Og på Femø i dag er det flag, som kommer først og sidste ned, Demos' fane. For de kvinder, der kommer på Femø nu, er ikke medlemmer af et parti, men de tænker: "Det dér Demos, som også er antifascister og antiimperialister, dér hører vi hjemme, selv om vi er mest optaget af kvindekamp og kønsidentitet."

Om mændenes kønsidentitet i Demos, hvor kvinderne især de senere år har fyldt mest, siger Petter med et stor smil:

– Ja de lavede jo et kvindesekretariat i Vietnambevægelsen, hvor de sagde "nu vil vi komme til", og det syntes de fleste sådan set var helt orden. De har fyldt meget, og det har ikke altid været nemt at være mænd i de dér fora, men...

Tove: – Så lavede de faktisk også – det har han glemt – mandschauvinistisk basisgruppe.

Petter: – Jeg vil sige til vort forsvar. Vi var ikke så mange.

Tove: –  Nej det var ikke en stor bevægelse - i Demos!

Bred latter.

Fremtiden

Om fremtiden siger Tove Jensen:

– Vi udgiver aktuelt en del debatbøger, og vi driver butikken på Skt. Hans Torv og har vores hjemmeside med hele den tidligere dokumentation af de højreekstreme kræfter. Og det har vi tænkt at gøre de næste 50 år.

Men altså – spørgsmålene hænger sammen og der er et udviklingsforløb. Også med sine meget positive sider.

Tove fortæller begejstret om en nylig oplevelse i Café Ingolf på Amager med sangeren Kaya Brüel, datter af medlemmet af Jomfru Ane Band, nu afdøde Sanne Brüel. På opfordring havde Kaja Brüel taget Jomfru Anes sange op.

– Der var stuvende fuldt. Aldersmæssigt var det min generation, men også ned til 25-30 år. De sange, som handlede om plutonium, nej til atomkraft, Rebild Bakker og Krisens dance macabre: "Nu er kapitalen på røven igen, så nu må man hellere blive socialist". De sange... da var taget ved at løfte sig. Og hun var selv helt høj bagefter, slutter Tove Jensen.