Til daglig lever 26-årige "Christina" og 31-årige "Allan" et helt almindeligt liv i København med tre børn, madpakker, godnatlæsning, studier og et fuldtidsarbejde.

Da medierne mandag begynder at berette om, at mennesker på flugt fra krigene i Irak og Syrien banker på Danmarks dør, tager forældre-parret en hurtig beslutning.

- Jeg havde fulgt med på tv hele eftermiddagen. Jeg kunne se, at nu var flygtningene begyndt at komme til Rødby, og at situationen var ude af kontrol. De var begyndt at gå på motorvejen og flygtede ud på markerne for at komme væk fra politiet, siger "Christina".

Løsningen er at få stoppet den danske krigsdeltagelse og få trukket de danske tropper hjem fra Irak. Og så skal Danmark betale krigsskadeerstatning til de lande, vi har været med til at ødelægge med vores bomber. Så kan folk vende hjem.
"Allan"

Da den lille familie har spist aftensmad, beslutter ægteparret sig for at få børnene passet og tage til Rødby.

- Vi blev hurtigt enige om at tage afsted. Jeg havde i lang tid haft et behov gøre noget.

På turen med kurs mod Lolland følger de med på Facebook. De kan se, at mange andre også tager turen til Rødby, og følger med i, hvor flygtningene er.

Da de når til afkørslen mod Rødby, erfarer de, at motorvejen er spærret og politi, og hjemmeværnsfolk tjekker folks biler. Men det unge par er fast besluttet på at nå frem til flygtningene, så de beslutter sig for at finde en alternativ rute til Rødby.

De sætter GPS'en til at finde en cykelrute, og så går turen ellers over småveje og grusveje, indtil de til sidst når deres bestemmelsessted. 

Unge med walkier og ældre i nye biler

De har fået en adresse på en parkeringsplads, hvor flygtninge fra især Irak og Syrien skulle holde til. Da de når frem, er der allerede samlet en masse folk med biler.

- Det var fedt at se, at der var kommet så mange for at hjælpe flygtningene. Der var mange forskellige typer – lige fra unge drenge med walkier, der kørte rundt og ledte efter flygtninge, til midaldrende mænd i store, nye biler, der også ville hjælpe.

"Christina" og "Allan" kører til den lokale Rema 1000, hvor de har fået at vide, at der også skulle være flygtninge.

- Ved Rema står en masse flygtninge i mindre grupper. De er tydeligvis bange. Nogle gemmer sig i buske, og andre er begyndt at tage flugten ud på marken for at komme væk fra politiet, fortæller "Allan".

En pige, der kan arabisk, spørger dem, hvor mange de har plads til i bilen. Og så bliver de introduceret for fire unge syriske flygtninge.

Vores krige skaber kaos og flygtninge. Det mindste vi kan gøre, er at tage imod de flygtninge, vores bomber er med til at producere.

- Vi får dem ind i bilen og giver dem noget vand og frisk frugt. Det bliver de rigtigt glade for. De er meget sultne og har ikke sovet i tre døgn, fordi de har gået fra Tyskland mod Danmark. De kan ikke særlig meget engelsk, men vi får at vide, at de er krigsflygtninge fra Syrien og har været undervejs fra Syrien i én måned, fortæller "Christina".

De syriske flygtninge har en adresse på en bekendt i København. Derfra er det deres mål at komme videre til Malmø og søge asyl.

Parret kører syrerne til adressen i København, og de tager afsked.

Den nat bliver 120 flygtninge fra især Irak og Syrien smuglet ud af Rødby til København og til Sverige af helt almindelige danskere. Næste dag er tallet steget til 300.

Skal mødes af omsorg – ikke pistoler

"Christine" og "Allan" er hjemme igen midt om natten. Trætte, men med en god følelse i maven.

- Jeg har i lang tid tænke, at jeg måtte gøre noget. Når regeringen ikke tager ansvar for de her mennesker, må vi almindelige mennesker gøre det. Det har virket fjernt at hjælpe de her mennesker, mens de var i Syrien, i nabolandene og syd for grænsen. Men nu stod flygtningene pludselig i Danmark. Og så blev det meget nærværende og konkret. Nu måtte jeg bare gøre noget, fortæller "Christina".

Det er hendes mand "Allan" enig i.

- Man kan tage imod mennesker på flugt på mange måder. Regeringen kunne åbentlyst ikke finde ud af at tage imod dem på en menneskelig måde. Regeringen valgte at tage imod flygtningene med bevæbnede, uniformerede, store mandlige politibetjente... Vi taler altså om mennesker, der kommer lige fra krigens gru, og som forbinder uniformer og våben med død og ødelæggelse, forklarer "Allan".

- I stedet burde man have modtaget flygtningene med en varm seng, de kunne sove i. Med omsorg. Med psykologer og læger, der kunne tilse dem og sikre sig, at de havde det godt. Vi skulle have taget hånd om de her mennesker og vist dem, at vi vil passe på dem. Det kan ikke være rigtigt, at vi kan finde milliarder til at købe jagerfly og bomber, men ikke kan finde ressourcerne til at tage ordentligt imod dem, der flygter fra det kaos, vores bomber skaber i regionen.

Han undrer sig over, at regeringen ikke på forhånd havde lagt en plan for, hvordan man skulle tage imod flygtningene.

- Man vidste, at de ville komme. Man kunne følge deres færd hele vejen op igennem Europa. Og de havde været meget klare om, at deres mål var at komme til Sverige. Alligevel møder man dem med magt. Det er klart, at folk på flugt fra krig ikke vil snakke med politiet. De ved godt, hvordan politiet opfører sig i deres hjemlande. Derfor gemmer de sig selvfølgelig og flygter fra politiet – også i Danmark.

Både "Allan" og "Christina" er glade for, at en masse helt almindelige danskere – unge som gamle – viste, hvordan man skal tage imod flygtninge, nemlig med omsorg, medmenneskelighed og solidaritet.

Næste dag igangsætter ægteparret en spontan indsamling af tøj og legetøj, som de kører til Sandholm og afleverer.

Krig skaber flygtninge

Ægteparret er ikke i tvivl om, hvorfor de mange mennesker er flygtet tusindvis af kilometer – fra Irak og Syrien – for at komme til Danmark. Og de er ikke i tvivl om, hvad løsningen er, hvis vi skal sikre en verden uden flygtninge.

- Løsningen er ikke en "EU-fordelingsnøgle". Løsningen er at få stoppet den danske krigsdeltagelse og få trukket de danske tropper hjem fra Irak. Og så skal Danmark betale krigsskadeerstatning til de lande, vi har været med til at ødelægge med vores bomber. Så kan folk vende hjem. Det er jo i sidste ende det, de vil, siger "Allan".

- Det er vigtigt, at vi lægger pres på politikerne. Vores krige skaber kaos og flygtninge. Det mindste vi kan gøre, er at tage imod de flygtninge, vores bomber er med til at producere.

Navnene på forældre-parret er opdigtede. De rigtige navne er Arbejderen bekendt.