Om et par måneder skal vi stemme ja eller nej til at afskaffe det retslige forbehold. De seneste meningsmålinger peger i en fornuftig retning, nej-siden fører. Men vi har prøvet kampagner før og ved, at ja-siden smider uhæmmet mange penge i, når datoen nærmer sig.

Retsforbeholdet er et af de fire forbehold, som vi fik i 1993 – for at acceptere tilslutningen til den Maastricht traktat, vi stemte ned i 1992.

Vi er ikke bange for en debat om det reelle indhold, men vi kan godt blive skræmte ved udsigten til endnu en skræmmekampagne. Det, der virker mod frygt, er viden. Derfor er det væsentligt, at vi bruger de næste par måneder til at højne den konkrete viden om, hvad vi skal stemme om, og hvilke konsekvenser henholdsvis et ja og et nej vil have.

Det første, man skal spørge sig selv om, når der udskrives en folkeafstemning om EU, er "Hvad skal vi stemme om?" og "hvorfor nu?" Det første gør de fleste, men det andet spørgsmål er mindst lige så interessant. Når man stiller hvorfor nu-spørgsmålet, bliver det tydeligere at få øje på den sammenhæng, afstemningen indgår i.

Grundlaget er, som det hele tiden har været: EU er på vej mod en stadigt snævrere union – en union som danskerne med rette er skeptiske over for. Det, vi skal stemme om denne gang, er, om vi vil afskaffe det retslige forbehold og dermed overlade det sidste ord omkring retspolitikken til EU. Det har ja-sigerne haft lyst til i mange år, men der er en særlig grund til, at afstemningen kommer lige nu.

Retsforbeholdet er et af de fire forbehold, som vi fik i 1993 – for at acceptere tilslutningen til den Maastricht traktat, vi stemte ned i 1992.

Ved afstemningen i 1992 brugte Folkebevægelsen mod EU sloganet "nej til unionsstaten", og vi pegede i kampagnen på, hvordan EU var ved at udvikle sig i overstatslig retning på en lang række områder. Efter nej’et stod EU i en noget anderledes situation end de ville gøre i dag, hvis et medlemsland afviste en traktat. Den gang var et nej et veto, og nej'et hindrede dermed, at de andre lande kunne gå videre. Eller for at sige det positivt – et dansk nej havde også værdi for de unionsmodstandere i andre lande, der ikke fik lov at stemme om traktaten.

For at få Danmark til at underskrive traktaten blev der fabrikeret et såkaldt "nationalt kompromis" med fire undtagelser. Hver af disse handler om noget af det, der er centralt for et lands selvbestemmelsesret: valuta, statsborgerskab, retslige anliggender og militær. Det er det retslige forbehold der står for skud den 3. december.

Hvorfor nu?

Hvorfor skal vi stemme om det retslige forbehold lige nu?

Kigger vi 15 år tilbage stemte vi nej til euroen. Vi stemte om euroen, fordi den fysiske euromønt var en realitet, og fordi de danske ja-politikere ønskede, vi skulle være en del af den fælles valuta. Og netop på det tidspunkt, fordi meningsmålingerne viste flertal for en tilslutning til euroen.

Vi står lidt i samme situation i dag. Den overnationale retspolitik er i høj grad en realitet med Lissabontraktaten. De elementer, der indtil nu har været mellemstatslige, er ved at ændre sig. Det betyder, at Danmark reelt ikke længere vil kunne deltage på områder, hvor vi indtil nu har været med, eksempevis Europol. Derfor vil tilhængerne stemme nu, for at undgå at "forbeholdet virker", altså beskytter os mod den udvikling, hvor EU bliver overstatslig på et kerneområde, i dette tilfælde retspolitik.

Så ja-sigerne har en pointe, når de siger, at forbeholdet forhindrer os i at være med i Europol. Hvad de dog ikke siger så meget om er, at det er Europol, der på afgørende punkter ændrer sig, så konstruktionen kolliderer med vores forbehold, fordi den krænker vores selvbestemmelsesret.

Europol forandrer sig

Det Europol, som vi kender det i dag, er ikke er det samme Europol, som tilhængerne vil have os ind i. Europol reformeres nemlig, helt i tråd med at positionen ændrer sig – mod det mere overnationale.

Det Europol, som vi kender det i dag, er ikke er det samme Europol, som tilhængerne vil have os ind i. 

Hvordan forandrer Europol sig? Her er fem helt konkrete eksempler:

1) Europols mandat udvides.

Europols omfang udvides til alle former for "kriminalitet, der berører en fælles interesse, der er omfattet af en EU-politik". Denne kraftige udvidelse af Europols mandat kan ikke undgå at konflikte med det såkaldte nærhedsprincip. For hvis Europol kan blande sig i alt, der berører en fælles interesse, der er omfattet af en EU-politik, så er det reelt meget svært for et land at sætte grænser for Europols indblanding

2) Tvungen rapportering til Europol.

Hvor landene tidligere kunne afgøre, hvor og hvornår de ville inddrage Europol, og hvor og hvornår de ville indrapportere diverse oplysninger, er der nu sket en markant forandring. Det er nu en klar forpligtigelse for medlemslandene, at de skal opgive oplysninger til Europol og inddrage Europol i efterforskninger. Det er netop en af grundende til, at vores forbehold beskytter os imod at være med i Europol. Det er en kraftig reduktion af et lands selvbestemmelsesret, at det ikke længere selv afgør, om og hvornår man vil have Europol inddraget.

3) Europol får ret til at tage initiativer.

Det skal være lettere for Europol at blande sig i efterforskninger i et medlemsland. Afskaffer vi forbeholdet og kommer med i Europol, så skal vi acceptere, at Europol kan tage initiativ til dette.

4) Europol bliver mere uafhængig.

I dag er kanalen til Europol gennem de nationale myndigheder. Men det nye forslag giver mulighed for, at Europol skal kunne modtage oplysninger direkte fra private parter og dermed gå udenom de nationale myndigheder. Det styrker Europols rolle som overnational politimyndighed og kolliderer med vores forbehold.

5) Kontrol med Europol svækkes.

På papiret styrkes dele af kontrollen med Europol, fordi det indskrives, at Europol skal være under parlamentarisk kontrol. Reelt er der blot tale om, at Europol selv skal orientere parlamentet om sit virke. Reelt sker der en markant svækkelse, da den daglige kontrol med Europols behandling af personoplysninger skal overtages af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) i stedet for the Joint Supervisory Body of Europol (JSB).

Parallelaftale

Vi får altså et Europol med meget udvidede beføjelser, og som skal kontrolleres mindre end i dag. Det der er på tegnebrættet er et EU-politi a la FBI. Selvom der endnu er afgørende forskelle, selv efter Europol får udvidede beføjelser.

Der findes andre internationale organisationer end Europol – eksempelvis Interpol – der kan bruges i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet.

I debatten hører vi, at Europol er en nødvendighed – hvis Danmark skal være med til at bekæmpe børneporno, narkohandel og kvindehandel. Og at den eneste måde, vi kan undgå at blive smidt ud af Europol, er ved at droppe vores forbehold, og erstatte det med en tilvalgsordning.

Dette er faktuelt forkert: 

Der findes andre internationale organisationer end Europol – eksempelvis Interpol – der kan bruges i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet.

Hvis vi bevarer forbeholdet ville det være muligt at indgå en samarbejdsaftale med Europol, hvis et flertal i Folketinget insisterer på at vi skal være med. Det tager cirka et år at forhandle en parallel aftale, og flere lande har allerede en.

Europol har indgået samarbejdsaftaler med en række lande og organisationer. Eksempler på lande med en aftale er: Albanien, Australien, Canada, Columbia, Island, Liechtenstein, Makedonien, Monaco, Montenegro, Norge, Serbien, Schweitz og USA.

Hvis vi bevarer forbeholdet – og indgår en parallel aftale med Europol, får EU-domstolen IKKE ret til at være overdommer, så er der nemlig i parallel aftalen fortsat tale om at vi bevarer vores suverænitet. 

Der er intet der taler for, at Danmark ikke ville kunne få en aftale, selvom vi naturligvis ikke vil anbefale dette. Tilhængerne forsøger at sige, at man ikke som medlemsland ville kunne indgå en særlig samarbejdsaftale, at den mulighed kun gælder for lande uden for EU. Det er blevet undersøgt, og følgende gælder:

1) Danmark har ikke krav på en samarbejdsaftale, men der er intet juridisk der hindrer en aftale. Aftalen skal bare ses som en fordel for både landet og EU.

2) Danmark har på seks områder søgt om samarbejdsaftaler – de såkaldte parallelaftaler. De fire fik Danmark, to blev afvist. De to blev afvist med begrundelsen, at det ikke var i EU’s interesse at indgå aftalerne

3) Stil dig selv spørgsmålet, hvorfor skulle EU ikke ønske en samarbejdsaftale med Danmark på dette område? EU er jo af den opfattelse, at det er nødvendigt med grænseoverskridende samarbejde omkring kriminalitet – hvilken interesse ville de have i at holde et medlemsland ude af det samarbejde – samtidigt med at de laver samarbejdsaftaler med eksempelvis Norge og Colombia?

Det handler om mere EU

Når vi således har slået fast, at det ikke er nødvendigt at fjerne forbeholdet for at forblive en del af Europol (og har givet gode grunde til at vi skal holde os ude af Europol), bliver det endnu mere tydeligt, hvad det er tilhængerne vil: Mere EU-integration, mindre selvbestemmelsesret.

Det handler om, at EU er på vej til at harmonisere – det vil sige få medlemslandene til så vidt muligt at have samme spilleregler. Det giver god mening, hvis man har målet om en stadigt snævrere union. Men rigtigt dårlig mening, hvis man går ind for demokrati – for menneskers mulighed for at påvirke det samfund, vi lever i.

Vi kommer til at høre i debatten, at meget bliver nemmere, hvis vi afskaffer forbeholdet. Her må vi stille spørgsmålet, hvem bliver det nemmere for? Og hvem går den nemhed ud over. Hvis prisen for at være mere effektiv er høj – for eksempel tab af demokrati og retssikkerhed – så er det ikke simpelt at sige ja til den "nemme løsning".

Hvad stemmer vi om?

Folketingets fem EU-partier, SF, Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Radikale er gået sammen om en EU-aftale, der dels peget på at udskifte forbeholdet med en tilvalgsordning, og dels peger på helt konkrete områder, hvor de allerede nu ønsker at afgive suverænitet til EU.

Vi kommer til at høre i debatten, at meget bliver nemmere, hvis vi afskaffer forbeholdet. Her må vi stille spørgsmålet, hvem bliver det nemmere for?

Det vil sige vi stemmer om at afskaffe forbeholdet på det retslige område, at afgive suverænitet allerede nu på en række områder og at gøre det lettere for politikerne efterfølgende at afgive suverænitet til EU på det retslige område, uden at spørge befolkningen.

Hvilke områder er der tale om:

Groft sagt er der tre typer retsakter. Dem der gavner erhvervslivet, dem der handler om at samarbejde om at bekæmpe kriminalitet og dem der handler om at styrke det retspolitiske samarbejde.

Erhvervslivet får for eksempel konkursfordning (regler for grænseoverskridende konkurser) og betalingskravsprocedureforordningen (inkasso). Det bliver fremhævet, at begge vil gøre det lettere for virksomhederne at sikre sig deres penge over grænserne. Jeg tænker ikke, vi skal gøre voldsomt meget ud af disse, blot forholde os til, at når noget bliver nemmere for nogen (virksomhederne), sker det på bekostning af retssikerheden for dem, de henter pengene ved.

Samarbejdet om kriminalitetsbekæmpelse vil få størst opmærksomhed op til afstemningen. Det drejer sig først og fremmest om Europol, som vi har set på, og derudover om:

- Bekæmpelse af menneskehandel, som er forbudt i alle lande, og ikke mindskes af en EU forordning.

- Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, som i forvejen er forbudt, og hvor de sager, der er grænseoverskridende, ofte går ud over EU's grænser, og dermed mere vedrører Interpol end Europol.

- Bekæmpelse af it-kriminalitet, hvor de tilvalg ja-partierne har valgt, vil gøre det nødvendigt for Danmark at skærpe straffene for it-kriminalitet. Her virker vores forbehold lige nu – hvor EU ikke kan diktere hvor hårdt forbrydelser på området skal straffes. Det er et demokratisk problem, at nogle strafferammer fastsættes, ikke ud fra de vilkår og traditioner der gælder i Danmark, men i stedet ud fra ønsket om harmonisering.

Fælles anklagemyndighed

Retspolitisk samarbejde er en stor del af det, det reelt handler om, når tilhængerne vil fjerne forbeholdet. De ønsker eksempelvis, at vi skal tilvælge den europæisk efterforskningskendelse, der igen giver mere mulighed for, at det bliver lettere for andre lande at kræve eksempelvis ransagninger eller telefonaflytninger i Danmark.

Det handler også om den europæiske anklagemyndighed, som endnu ikke er tilvalgt – men som forventes at blive det. Den europæiske anklagemyndighed har til formål at bidrage til en bedre beskyttelse af EU’s finansielle interesser.

Anklagermyndigheden har på nuværende tidspunkt KUN kompetence til at håndtere grænseoverskridende strafbare handlinger, der skader EU’s finansielle interesser. Men spørgsmålet er, om det ikke bare er begyndelsen? Det er nemlig aftalt, at Rådet kan træffe enstemmig afgørelse om udvidelse af denne kompetence til også at omfatte alvorlig grænseoverskridende kriminalitet. På længere sigt kan Anklagermyndighedens kompetence derfor udvides til at omfatte andre forbrydelser.

Den europæiske arrestordre, der står for at blive revideret, er en alvorlig del af dette område. Arrestordren giver mulighed for, at Danmark kan kræve borgere fra andre lande udleveret – men indebærer også, at vi skal udlevere landets borgere til retsforfølgelse i andre lande.

Her kolliderer en række forskellige hensyn. Kan vi som land sikre vores borgeres menneskerettigheder, hvis de udleveres til retsforfølgelse i eksempelvi Italien eller Bulgarien? Er det rimeligt, at borgere skal udleveres for bagatelagtige forbrydelser? Hvordan sikres retssikkerheden?

Danmark er aktuelt med i arrestordren, men når denne bliver overnational, beskyttes vi af vores forbehold – og ryger ud, med mindre der laves en aftale. Man hører oftest om, at arrestordren sikrer, at mennesker, der har lavet alvorlige forbrydelser som terror, menneskehandel og børneporno, kan udleveres - men virkeligheden er, at der langt oftere er tale om almindelige og mindre alvorlige anklager, når borgere begæres udleveret.

Glidebanen

Men det stopper ikke her. Vi stemmer ikke kun om de områder, der nævnes som tilvalg. Selve ideen med en tilvalgsordning er, at forligskredsen efterfølgende kan afgive flere områder, så længe de er enige om det. Et enkelt område – der lige nu er højaktuelt – er dog taget ud af ligningen lige nu. Partierne har givet hinanden håndslag på at holde Danmark ude af EU's flygtninge og indvandrepolitik, minimum til efter næste folketingsvalg.

Selve ideen med en tilvalgsordning er, at forligskredsen efterfølgende kan afgive flere områder, så længe de er enige om det. 

Det betyder også, at du den 3. december kan vælge mellem at opretholde forbeholdet – og bevare dansk selvbestemmelsesret på det retslige område.

Med et nej sikres det, at politikerne kun kan indgå mellemstatsligt i samarbejdet med de øvrige EU-lande på dette område.

Hvis forbeholdet ændres til en tilvalgsordning, har man reelt underskrevet en blankocheck – hvor Venstre, Konservative, SF, Socialdemokraterne og de Radikale efterfølgende kan afgive bid for bid af området. Et nej er derfor et sikkert valg for alle, der ikke har tiltro til, at disse partier er de bedste til at passe på selvbestemmelsesretten

Tilvalg med lukkede øjne

Et andet argument imod tilvalgsordningen er måden, den er konstrueret på. Tilvalgsordningen er at vælge til med lukkede øjne.

Tro dem ikke når de siger, at tilvalgsordningen er et moderne retsforbehold. Det er en metode, hvor vi gradvist overlader det til politkerne at afgive mere og mere suverænitet til EU.

Når et forslag bliver fremlagt i EU-systemt, har Danmark seks uger til at  tage stilling til, om vi vil gå med – det vil sige afgive suverænitet – eller opretholde forbeholdet på dette område. Men på tidspunktet hvor vi siger ja, kender de danske politikere IKKE det endelige forslag. Det skal jo igennem beslutningsprocessen i EU, der tager noget længere tid end seks uger.

Parlamentet kan ikke selvstændigt stille forslag, men kan stille ændringsforslag til alle de forslag, de skal behandle. Og det gør de! Det vil sige, at et forslag, som det danske folketing oprindeligt sagde ja til, kan være kraftigt ændret, når det er endeligt vedtaget i EU-systemet. Men her har politikerne ikke mulighed for at hive i nødbremsen, hvis de i første omgang har sagt ja.

Danmark rammes af, at bordet fanger. Har vi sagt ja, da forslaget blev fremlagt, skal vi æde hvad forslaget er blevet til. Det vil sige, Danmark tilslutter sig uden at kende konsekvenserne – det er en ret dårlig deal!

Med en tilvalgsordning vil vi opleve ja-partierne sige ja til forslag før de ved, hvordan det vil blive udmøntet. Det er sund fornuft i EU, da det jo handler om, at man har tillid til EU-systemet, tillid til at det er bedst for alle med fælles beslutninger, og man som land derfor afgiver suveræniteten til fordel for en stærk og fælles beslutning.

Det giver knap så meget mening for en befolkning, der bliver forledt til at tro, at Folketinget med en tilvalgsordning fortsat bevarer retten til at sige til og fra i retslige anliggender. Derfor, tro dem ikke når de siger, at tilvalgsordningen er et moderne retsforbehold. Det er en metode, hvor vi gradvist overlader det til politkerne at afgive mere og mere suverænitet til EU, uden de kender konsekvenserne, og uden at befolkningen bliver spurgt igen.

Hvorfor er det problematisk

Tilvalgsordningen mindsker selvbestemmelsesretten på ret grundlæggende områder. Det kræver, at vi er villige til at leve med en gensidig anerkendelse af alle de andre landes retssystemer og retstraditioner. Systemer og traditioner som ingen i dag har reelt overblik over. Vi ved med andre ord ikke, hvor forskellige eller ens den danske retspolitik er fra de andre landes. 

 Med retsforbeholdet i behold, kan vi finde mellemstatslige løsninger på grænseoverskridende problemer.

Men siger vi ja, må vi gå ud fra, at alle de andre landes retssystemer fungere og overholder menneskerettighederne – at det er sikkert og trygt at udlevere danske borgere til retsforfølgelse i lande, hvor de ikke kan sproget – og hvor der kan gå meget lang tid fra en anholdelse, til man stilles for en dommer.

Hvis vi som land ikke har lyst til at udlevere borgere til retsforfølgelse i Grækenland, Italien eller Polen – ja, så bliver vi nødt til at stemme nej til at afgive suveræniteten på området. Med retsforbeholdet i behold, kan vi finde mellemstatslige løsninger på grænseoverskridende problemer – frem for det, der venter i EU: grænseoverskridende "løsninger" uden den fornødne retssikkerhed for borgerne.

Valget handler også om, hvilken retning man vil i: Vil vi være en del af en stadigt snævrere union, med minimumsstraffe, ensretning af retssystemer med videre? Eller skal retspolitikken afgøres i Danmark, i respekt for de retstraditioner vi har opbygget.

Eksempelvis bare det at svare på spørgsmålet "hvorfor straffer vi?" I Danmark vil det officielle svar være, at målet er at resocialisere, få en borger ud i den anden ende, der ikke begår ny kriminalitet. Straf som "hævn" tror vi ikke så meget på. Dette er ikke linjen i alle EU-lande, hvilket vi bliver nødt til at forholde os til, hvis vi vil afgive suverænitet – og dermed potentielt aflevere borgere til retsforfølgelse i systemer med helt andre normer og værdier.

Betydningen af flygtningekrisen

Lige nu står vi med en udskrevet afstemning – og et EU i krise. Hele situationen omkring flygtninge viser, hvor problematisk det er at overlade beslutninger, der i den grad berører et lands suverænitet til et forum, hvor løsninger kan trumfes igennem med flertalsafgørelser

Hvorfor er mellemstatslige aftaler bedre end flertalsafgørelser?

Det er de fordi mellemstatslige beslutninger forpligter et land og dets borgere på en helt anden og bedre vis end diktater. Hvordan vil det være at være flygtning i et land, der er tvunget til at tage imod en? Hvordan vil vilkårene være for de mennesker? Og hvordan vil det skubbe til fremmedhad i de lande, der tvinges til at tage flygtninge, uden den fornødne politiske opbakning?

Hvorfor forhindrer retsforbeholdet os ikke i at tage flygtninge?

Det gør det ikke, fordi vi har bevaret suveræniteten. Hvis Danmark ikke tager nok flygtninge og ikke vil være med på mellemstatslige løsninger, handler det om uvilje og kynisme – ikke om retsforbeholdet.

Hvorfor vil en afskaffelse af forbeholdet ikke føre til en human og solidarisk flygtningepolitik?

EU's flygtningepolitik er langt fra human og solidarisk. Det kan virke som en nem løsning at få EU til at presse Danmark til at opføre sig ordentligt, men kigger man på EU's politik, der handler om at opretholde de ydre grænser og forhindre flest mulige i at nå EU, klinger det hult. En human og solidarisk dansk flygtningepolitik kan vi kun kæmpe igennem herhjemme. EU er heller ikke her løsningen.

 Krisen udstiller svaghederne i EU, den manglende sammenhængskraft, fraværet af solidaritet, fraværet af et europæisk samfund. Det at EU vil løse en krise ved at krænke medlemslandenes selvbestemmelse viser, hvad der er i vente.

En afgivelse af suverænitet på retsområdet er et ja til, at Danmark kan tvinges – ikke bare til en flygtningekvote, men også til eksempelvis at acceptere minimumsstraffe eller lignende.

Nej-sidens position

Der har været talt en del om, hvordan nej-siden organiserer sig.

Nej-siden består i Folketinget af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Folkebevægelsen mod EU har valgt at gå sammen med disse tre partier – ikke om en paraply-organisering, og ikke om en fælles kampagne – men om en fælles kronik.

Vi kan og skal vinde nej’et. Vi har gjort det før – og kan gøre det igen. 

Kronikkens formål var at punktere ja-sidens "det handler bare om europol – europol kan vi ikke undvære – derfor skal vi af med forbeholdet"-argument. Kronikken slår fast, at afstemningen handler om at ophæve forbeholdet – og dermed overlade mere magt til EU. Den peger på, at DK, hvis et flertal ønsker det, kan være associeret med Europol uden at afskaffe retsforbeholdet. Dette er faktuelt rigtigt, og er en mulighed, der handler om at lave en parallelaftale

Folkebevægelsen slog naturligvis fast, at vi som bevægelse er imod medlemskab af Europol, og at vi heller ikke anbefaler en parallelaftale. Men at vi bedre ville kunne leve med en mellemstatslig løsning frem for at afgive magt uigenkaldeligt til EU på det retslige område.

Nej-siden har ikke planlagt at lave fælles kampagne, derfor er det rigtigt vigtigt, at vi bruger kampagnen til at gå ind i Folkebevægelsen, og gøre den så åben, bred, levende som muligt – så alle mulige kræfter har et sted, hvor de kan være med til at kæmpe for et nej.

Ude lokalt ser vi store forskelle, nogle steder arbejder man meget sammen med andre organisationer og enkeltpersoner, andre steder gør man ikke. Det væsentligt er, at man lokalt får lagt de kræfter der skal til for at sikre nej’et 3. december.

Hvad gør Kommunistisk Parti?

I Kommunistisk Parti har vi truffet et valg. Vi vil gøre alt, hvad vi magter, for at være med til at sikre nej’et den 3. december. Det vil vi konkret gøre ved at bakke op om Folkebevægelsen mod EU's kampagne. Sagt på en anden måde – vi skal ikke hjælpe Folkebevægelsen med at lave kampagnen, nej – vi er en aktiv del af den Folkebevægelse, der skal vinde nej’et, og forsvare forbeholdet.

Det vil vi gøre lokalt og centralt – og ved at bruge de styrker vi har som parti. Eksempelvis ser vi Arbejderen som en nøglespiller i kampen for et nej.

Vi ved, at der er mange opgaver, der skal løftes, at tiden er knap – og ressourcerne begrænsede. Men vi ved også, at vi har gjort det før – og kan gøre det igen. Vi kan og skal vinde nej’et. Og vi har knap to måneder til det.