I starten af denne uge overraskede den spanske konge, Juan Carlos I, det meste af verden ved at abdicere og overlade sin trone til sønnen, Kronprins Felipe. Det udløste spontane demonstrationer, hvor tusinder republikanere gik på gaden over hele Spanien for at kræve en folkeafstemning om monarkiet.

Dronning Margrethe har ved flere lejligheder antydet, at hun aldrig kommer til at abdicere, medmindre hun bliver så syg, at hun er fysisk forhindret i at udføre sit skæbneskald.

På de hjemlige breddegrader kommer den slags næppe på tale. Dronning Margrethe har ved flere lejligheder antydet, at hun aldrig kommer til at abdicere, medmindre hun bliver så syg, at hun er fysisk forhindret i at udføre sit skæbneskald som dronning af Danmark. Lige præcis dét har flere kommentatorer imidlertid spået kan blive konsekvensen af den gigt, der plager majestæten.

Skulle det ske, står Kronprins Frederik klar til at tage over som Kong Frederik X. af Danmark, og Kronprinsesse Mary bliver dronning. At indvandrere kan blive dronning af Danmark er der ikke noget nyt i: Valdemar Sejr nåede for eksempel at gøre både tjekken Dagmar og portugiseren Bengerd til dronning af Danmark, og Valdemar den Store var halvt russer.

Men hvad er kongehuset overhovedet for en størrelse? Hvad står der i Grundloven? Hvad er et konstitutionelt monarki? Og hvad koster det? Vi ses nærmere på sagerne.

Det konstitutionelle monarki

Grundloven slår fast, at Danmark er et konstitutionelt monarki. Men hvad vil det sige? Helt præcist står der i Grundloven:

§2 Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

§3 Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Det kan umiddelbart lyde lidt mærkeligt. Er det ikke regeringen, der bestemmer? Den lidt kringlede formulering skyldes, at "Kongen" i Grundloven nogle gange rent faktisk betyder regenten, mens den i andre – langt de fleste – tilfælde betyder regentens repræsentant, det vil sige regeringen.

Det, der i virkeligheden står i Grundloven, er altså, at Folketinget og regenten har den lovgivende magt i forening, at regeringen har den udøvende, og at domstolen har den dømmende magt. Det er det, man kalder "magtens tredeling".

Hvad betyder det, at kongen og Folketinget "i forening" har den lovgivende magt? Det er netop humlen i det konstitutionelle monarki.

Det formelle statsoverhoved i Danmark er regenten, i det nuværende tilfælde Dronning Margrethe. Det vil sige, at det formelt er hende, der udsteder alle love, og de skal derfor underskrives af hende, før de er gældende.

Men det er Folketinget der laver og vedtager lovene, som dronningen derefter skriver under på. Og det er regenten forbudt at handle i modstrid med Grundloven, hvorfor han eller hun ikke kan regere uden om Folketinget. Det er fastlagt i Grundlovens paragraf otte:

§8 Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven.

Dronningen er altså formelt set en del af regeringen og skal godkende de love, som Folketinget vedtager, men kan ikke selv handle politisk ved at vedtage love uden om Folketinget. De nærmere regler for samarbejdet fastsættes i Grundlovens næste kapitel, §§12-27. Heraf fremgår det blandt andet at

§12 Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.

Og at

§22 Et af Folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

Hvad koster det?

Af Grundlovens §10 og §11 kan vi læse, at "statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov", og at det samme gælder for årpenge for de øvrige medlemmer af Kongehuset.

Så hvad får de?

I følge Kongehusets årsregnskab modtog Kongehuset i 2013 96.196.471 kroner fordelt på de to poster, statsydelsen (til regentparret) og årspengene (til kronprinseparret).

Pengene går primært til faste udgifter som vedligholdelse af de kongeliges mange ejendomme – slotte især – aflønning af personale, rejseudgifter, repræsentationsudgifter i forbindelse med statsbesøg og lignende.

Ud over de penge, som Kongehuset modtager direkte i forskellige former for appanage, så er der også en lang række andre udgifter forbundet med det at have et kongehus. I 2010 opgjorde Statsministeriet for første gang et samlet beløb, og det regnestykke viste, at Kongehuset i 2009 havde kostet statskassen 348.000.000 kroner.

Mange kongetro vil nok argumentere for, at pengene er godt givet ud. At have et statsoverhovedet til at repræsentere Danmark og danske interesser i udlandet har en uvurderlig brandingværdi, som giver udgifterne mange gange igen i form af investeringer i Danmark og danske produkter, lyder argumentet.

Over for dette står argumentet om, at Kongehuset er en sidste udemokratisk rest fra en fjern fortid i et ellers demokratisk samfund. Republikanere argumenterer for, at den "branding-funkton", Kongehuset varetager, præcis ligeså vel kunne udføres af en folkevalgt præsident.

Andre igen mener slet ikke, at den slags er nødvendigt. Sikkert er det i hvert fald: Kongehuset har ingen reel politisk indflydelse eller magt og koster mange penge.