I valgkampen har Dansk Folkeparti ført sig frem på kampen for velfærd og mod EU og social dumping. Til gengæld har partiet nedtonet sin retorik mod flygtninge og indvandrere.
Dansk Folkeparti øgede antallet af folketingsmedlemmer fra 22 til 37. Og nogle af de nye medlemmer lægger ikke fingrene imellem, når de skal beskrive muslimer, indvandrere eller flygtninge.
Hvis ikke europæerne havde koloniseret Afrika, taler alt for, at vi fortsat havde haft slaveri og kannibalisme på det store kontinent.
Kenneth Kristensen
En af de nyvalgte DF'ere er dagplejer Pernille Bendixen, som også er byrådsmedlem fra Odense. Hun fik i 2014 en bøde på 3000 kroner for embedsmisbrug for at lække fortrolige oplysninger fra byrådet til pressen om kommunens udgifter til to familier. Kommunen meldte politikeren til Valgbarhedsnævnet for at afgøre, om hun kunne fortsætte som byrådspolitiker. Det fik hun dog lov til.
Pernille Bendixen er kæreste med den berygtede højreekstreme blogger Kim Møller, der har stiftet den indvandrerfjendske hjemmeside Uriasposten.net, hvor hun også selv har skrevet indlæg.
Under overskriften "Nazislam" skriver hun i Fyens Stiftstidende, at Hitlers Mein Kampf er en bestseller i muslimske lande.
Højreekstrem blogger
Et andet nyt medlem, Claus Kvist Hansen fra Randers, har også et nært forhold til Uriasposten, hvor han er ivrig debattør. Han er også aktiv på en anden højreekstrem blog, Snaphanen.
På sin politikerside clauskvist.dk roser han de to hjemmesider til skyerne. Han kalder Uriasposten for det medie, der har "betydet mest for mine poliske holdninger". Snaphanen beskriver han som en blog for mennesker, der interesserer sig kritisk for "hardcore islamisme".
Herudover har han været medlem af Trykkefrihedsselskabet siden stiftelsen og har "med stor fornøjelse" deltaget i selskabets aktiviteter.
Han skriver også læserbreve i almindelige aviser under overskrifter som ”Islam uforenelig med demokrati og frihed”. Ovenpå terrorangrebet i Paris i januar skrev han "Knapt er patronerne kolde, før vi formanes om at nu skal vi jo ikke skære alle muslimer over én kam, og at det jo intet har med islam at gøre. Men det har alt med islam at gøre!...
Og flygtninge får også den kolde skulder: "Danmark kan ikke – og skal ikke – tilbyde flygtninge i 'et nyt liv' i Danmark; der er simpelthen ikke råd til det", skriver han i et andet læserbrev.
Altødelæggende folkevandring
Nyvalgt er også 36-årige Merete Dea Larsen fra Roskilde. Hun sidder i byrådet i Roskilde, og er kommet med skarpe udfald mod islam i Roskilde Lokalavis: "islam pålægger en rettroende muslim at arbejde for indførelse af sharia-loven, som på ingen måde er kompatibel med demokrati," og "islam ikke er og aldrig kan blive i overensstemmelse med den danske grundlov", skriver hun.
Valget giver også adgang til Folketingets talerstol til Dorte Ullemose, der på sin hjemmeside i et blog-indlæg under overskriften "Snak Snak" langer ud efter flygtninge, som søger mod Europa:
"Befolkningerne i mellemøsten har helt mistet kamplysten og lader sig som kvæg drive op gennem Europa… Her i Danmark har vi to muligheder, enten stemmer vi rød blok, som er godt i gang med at ødelægge Danmark for nuværende og kommende generationer - eller vi stemmer blå blok, meget gerne Dansk Folkeparti og får stoppet den altødelæggende folkevandring".
Dømt for racisme
Nyvalgt er også 38-årige Kenneth Kristensen Berth fra Taastrup. Han kommer fra en stilling i partiets sekretariat på Christiansborg. Han er byrådsmedlem i Vallensbæk og medlem af Region Hovedstaden. Kenneth Kristiensen mener, at "diskrimination er naturligt", og at "åndelig stilstand præger den muslimske verden".
Han blev sammen med den øvrige ledelse i ungdomsorganisationen DFU (heriblandt Morten Messerschmidt) idømt 14 dages betinget fængsel i Østre Landsret for overtrædelse af racismeparagraffen. Det skete efter en annonce, som DF Ungdom havde indrykket i ”Studiemagasinet” i 2001 med teksten: "Massevoldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet: Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os".
Derudover har Kenneth Kristensen ifølge netavisen Piopio.dk i et læserbrev i Jyllands-Posten stillet spørgsmålet "Hvordan havde Afrika eksempelvis set ud i dag, hvis europæerne ikke havde koloniseret området? Alt taler for, at vi fortsat havde haft slaveri og kannibalisme på det store kontinent. Hvem skulle have lært afrikanerne, at dette var forkert, hvis ikke europæerne?".
Meld en østeuropæer
Peter Kofod fra Aabenraa er også ny i Folketinget. Han er lærerstuderende og sidder i byrådet i Haderslev og i Region Syddanmark. Peter Kofod har blandt andet kritiseret Haderslev Rådhus for at kommunikere på flere sprog. Og så har han oprettet den omdiskuterede hjemmeside meldenøsteuropæer.dk
- Folk som kommer over grænsen, ikke har noget positivt at bidrage med, som ønsker at plyndre vores hjem og true vores tryghed. Det kan ikke være rigtigt, lyder det blandt andet i den video, som Peter Kofod har lagt på sin hjemmeside.
Han mener også at kommunen bør "droppe alle former for religiøs hensyntagen til muslimske mærke- eller helligdage i skoler og i øvrige offentlige institutioner".
Endelig har han taget initiativ til en underskriftsindsamling mod en moské i Haderslev, og så har han i TV2 hasarderet over at Bilka har oprettet flygtningepraktikpladser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278