Antallet af tvangsfjernelser i Danmark er steget med 43 procent fra 2007 til 2017. Stigningen er sket samtidigt med, at antallet af anbringelser samlet har været en smule faldende i perioden.

Anne-Dorthe Hestbæk er senierforsker hos VIVE, det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.. Hun fortæller til psykologernes fagblad, Margasinet P, at der ikke er nogen undersøgelser, der giver klart svar på, hvorfor udviklingen er gået, som den er. 

Ingen sager om udsatte børn ligner hinanden.
Ole Steen Kristensen, professor i psykologi 

Stigningen sker på trods af, at antallet af anbringelser herhjemme de seneste hundrede år har ligget konstant på omkring en procent af alle børn. Derfor bekymrer det seniorforskeren, at antallet af tvangsanbringelser er steget så meget.

– Vi ved, at de anbringelser, der sker med forældrenes samtykke, oftest er mest vellykkede, fortæller hun og fortsætter:

– Der kan være tilfælde, hvor forældrene er så dårlige, at man ikke kan samarbejde med dem. Men i mange tilfælde handler det om at fortælle dem, hvad der sker og hvorfor. 

Anne-Dorthe Hestbæk har den opfattelse, at blev man dygtigere til at tage dialogerne ude i kommunerne, ville tvang formentligt kunne undgås i mange flere sager.

Lovændring

Frem til 2015 blev der tvangsbortadopteret to børn om året herhjemme. Loven om bortadoption blev efterfølgende ændret, så kravene for at kunne adoptere blev lempet, og efter 2015 er der tvangsadopteret 35 børn.

Anne-Dorthe Hestbæk fortæller til Margasinet P, at der i dag ikke findes forskning, som kan belyse, om 35 bortadoptioner er for lidt, eller for mange, men at VIVE aktuelt følger sagerne, for fremadrettet at kunne få mere viden. Anne-Dorthe Hestbæk tilføjer, at Menneskerettighedsdomstolen netop har underkendt en sag om bortadoption fra Norge, fordi man ikke inden anbringelsen havde inddraget forældrene godt nok.

Ingen sager ligner hinanden

Ole Steen Kristensen er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i anbragte børn og unge. Han opfordrer til, at være "påpasselig med at generalisere fordi ingen sager om udsatte børn ligner hinanden." Opfordringen er en reaktion på statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, hvor hun tilkendegiver, at flere børn skal tvangsfjernes og tvangsadopteres i en tidlig alder.

– Statsministerens antagelse af, at anbringelser pr definition er noget positivt, og at vi skal finde DEN rigtige løsning tidligt i processen - og helst kun en gang - er problematisk, siger Ole Steen Kristensen til Margasinet P.

Han nævner også, at det ikke er en selvfølge, at børn, der for eksempel fjernes som 12-årige har 11 års dårlig barndom bag sig, og forklarer, at noget nogle gange kan eksplodere, når man bliver teenager.

Skift

Børne- og Socialministeriet fik i 2018 foretaget en undersøgelse af, hvor mange af de børn, som blev anbragt i 2008, som var blevet flyttet tre år senere. En tredjedel af dem, som var anbragt i plejefamilie, var blevet flyttet. 27 procent af de anbragte på et opholdssted var flyttet, og 42 procent af de anbragte på døgninstitution var flyttet efter tre år. En del af de flyttede børn havde haft fra to og helt op til fem skift på de tre år.

En undersøgelse, som Jyllands- Posten har fået foretaget viser, at en tidlig anbringelse ikke nødvendigvis sikrer de stabile rammer, som statsminister Mette Frederiksen mener, at en tidlig anbringelse skulle medføre. 26 procent af de spædbørn, som blev anbragt i plejefamilie i 2012 og 2013, var således blevet anbragt et nyt sted en, to eller tre gange, inden de nåede skolealderen.

Mødre med misbrug

May Olofsson er tidligere overlæge og ekspert i børn, som har mødre med alkohol- eller narkomisbrug. Hun nævner i Politiken, at undersøgelser viser, at mødre med misbrugsproblemer og deres børn klarer sig bedre, når de sammen modtager hjælp på et familieambulatorium. Mødrene beholder også oftere barnet hjemme, end mødre, som ikke får hjælp. Hun påpeger, at Statsminister Mette Frederiksen tidligere har været med til at nedskære i de midler, som går til landets børneambulatorier og foreslår, at hun nu viser sig, som børnenes statsminister, og giver pengene tilbage til ambulatorierne.

Fejl i anbringelserne

En rapport fra Ankestyrelsen fra november sidste år viser, at 229 forældre fra 2016 til 2018 klagede til styrelsen over tvangsanbringelserne. 118 fik medhold i klagerne og tvangsfjernelserne blev ophævet. Ankestyrelsen peger i rapporten på flere fejl i anbringelsessagerne. Manglende handleplaner forud for anbringelserne samt manglende inddragelse af børn og forældre er gennemgående kritikpunkter.

Socialrådgiverne er ifølge Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø den faggruppe, som er mest stresset på arbejdet, og eksperter er enige om, at flere ansatte socialrådgivere og bedre uddannelse i anbringelsessager er vejen frem, hvis antallet af fejl skal nedbringes.

Forældrenes perspektiv

Ankestyrelsens rapport fra november sidste år indeholder udsagn fra forældre til anbragte børn, om deres oplevelse af samarbejdet med kommunen.

Flere forældre fortæller at de ikke oplever, at have modtaget den rigtige hjælp fra kommunen, så anbringelsen kunne have været undgået. Mange finder at sagsbehandlerens arbejde er rodet og mangelfuldt og flere nævner, at de ikke er blevet tilstrækkeligt oplyst om deres rettigheder. f.eks. ret til bisidder og advokat.

Flere forældre har endvidere den fejlagtige oplevelse, at der er sammenhæng mellem, om de giver tilladelse til anbringelsen og hvor meget kontakt, de kan få til deres børn under anbringelsen.

Børnenes perspektiv

FNs Børnekonventions artikel 12 handler om børns ret til at blive hørt i sager, der vedrører dem selv. Retten til at blive hørt bør ifølge Per Larsen, som er formand for Børnerådet, også fortolkes som det enkelte barns ret til at blive hørt i dets egen sag. 

Alligevel fremgår det af en undersøgelse foretaget af Socialpædagogerne i 2018, at kun hvert tredje unge mellem 11 og 18 år blev taget med på råd om deres egen anbringelsessag. Dette selv om eksperter fortæller, at manglende inddragelse af børneperspektivet på anbringelser kan være vigtig og medvirkende årsager til, at anbringelser mislykkes.

Penge

Staten giver i dag et gradueret tilskud, når børn anbringes uden for hjemmet. Regeringen har ifølge Jyllands-Posten, været ude med forslag om, at statens tilskud til anbringelserne skal hæves. Kommunerne skal dog ikke glæde sig for tidligt, for det lyder i forslaget, at modtagerkommunens bloktilskud samtidigt skal sænkes. Målet er, at ordningen er udgiftsneutral for staten.

At kommunerne i dag skæver til økonomien i anbringelsessager, er nok ikke en overraskende nyhed for de fleste. Det beløb, som en plejefamilie får for at have et barn i pleje, afhænger eksempelvis af, hvilke vanskeligheder barnet har. Børn med et eller flere handicap eller med adfærdsproblemer vil typisk give højere plejevederlag, end børn uden den slags udfordringer. Hvis et barn trives bedre end ved anbringelsen, sker det samtidigt ofte, at plejevederlaget sættes ned.

Lars Asmussen havde været plejefar i cirka 20 år, da han i maj sidste år valgte at fortælle til TV Syd-og Sønderjylland om den rolle, som kommune-økonomien har spillet for ham.

Han oplyste, at afgørelsen om at sætte et plejevederlag ned kunne medføre, at hans månedlige indtægt gik ned med 4.500 kroner, og han tilføjede, at han derfor kunne være tilbageholdende med oplysninger om plejebørnenes gode udvikling.