10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DONG er sat på udsalg

Goldman Sachs køber DONG-aktier

DONG er sat på udsalg

Amerikanske Goldman Sachs, der nu køber sig ind i DONG Energy og får sæde i bestyrelsen, er en af de mest indflydelsesrige finanskoncerner i verden. Fra 2018 skal DONG børsnoteres.

DONG Energy får snart private ejere - Corydon har indgået aftale med den skandaleombruste amerikanske investeringsbank Goldman Sachs om at banken overtager 19 procent af aktierne.
FOTO: DONG Energy A/S
1 af 1

Den danske stat skal inden starten af 2018 have børsnoteret det offentligt ejede energiselskab DONG Energy. 

Det fremgår af den aftale, finansministeren onsdag indgik med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Jeg er sikker på, at de nye aktionærer vil bidrage positivt til værdiskabelsen i DONG Energy til gavn for alle aktionærer.
Bjarne Corydon, finansminister

Ifølge aftalen vil investeringsbanken blive ejer af 19 procent af aktierne i energiselskabet, samtidig med at pensionsselskaberne ATP og PFA køber mindre andele.

- Jeg er sikker på, at de nye aktionærer vil bidrage positivt til værdiskabelsen i DONG Energy til gavn for alle aktionærer, også staten, siger finansminister Bjarne Corydon om aftalen, som også medfører at Goldman Sachs og ATP får sæde i DONG Energys bestyrelse.

Ifølge aftalen skal børsnoteringen finde sted inden DONG Energy fremlægger årsregnskabet for 2017, det vil sige i starten af 2018. Hvis staten som hovedaktionær ikke overholder dette krav, har de nye investorer ret til at sælge deres aktier tilbage til staten på forud aftalte vilkår.

Hvilke vilkår, der er tale om, er indtil videre holdt hemmeligt, indtil der er indgået endelig aftale om salget af DONG-aktierne. Det vil ske inden årets udgang.

Udskældt storbank

Goldman Sachs er en af de mest indflydelsesrige finanskoncerner i ikke blot hjemlandet USA, men over hele verden, også i Europa. Tidligere topfolk fra investeringsbanken står for eksempel i dag i spidsen for Italiens regering og EU's centralbank ECB.  

Investeringsbanken kom for alvor i offentlighedens søgelys i USA, da det efter finanskrisens udbrud kom frem, at banken havde rådgivet sine kunder til egen fordel - hvorved Goldman Sachs tjente milliarder, mens kunderne tabte tilsvarende. Samtidig blev banken også anklaget for uretmæssigt at have modtaget støtte fra regeringens bankredningspakker.

En retssag endte med et forlig, hvor Goldman Sachs måtte af med 550 millioner dollars, 250 millioner til bedragne bankkunder og 300 milliarder til USA’s statskasse.

Privatiseringsplaner siden 2004

Private investorers indtog i det hidtil 100 procent offentligt ejede energiselskab er ikke nogen overraskelse, men et led i en ni år gammel plan.

Ifølge en aftale fra 2004, indgået mellem den daværende VK-regering og S, SF, R, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, har det hele tiden været hensigten at børsnotere DONG og derefter sælge 49 procent af aktierne til private investorer.

Børsnoteringen er dog flere gange blevet udskudt, dels fordi det viste sig, at staten ville tabe stort på et frasalg og senest på grund af den nuværende krise, som også har sat DONG under økonomisk pres.

Goldman Sachs’ og pensionsselskabernes aktieopkøb i DONG Energy er også et led i DONG-direktør Henrik Poulsens strategiplan, som ikke blot har krævet fyringer af op mod 400 af koncernens knap 7000 ansatte, men også kræver en kapitaltilførsel på op mod 14 milliarder kroner.  

Øget fokus på profit

Selv om 51 procent af aktierne i DONG Energy bliver i offentligt eje, vil den delvise privatisering betyde øget fokus på afkastet til aktionærerne, vurderer Jakob Magnussen, kreditanalytiker i Danske Markets. Han mener, det allerede vil vise sig med aktiesalget til Goldman Sachs.

- De nye investorer vil muligvis efterspørge en mere aktionærvenlig struktur. Dette kunne være i form af større udbytte, og de vil formentlig sætte yderligere kraft ind på frasalg og reduktion af omkostninger, siger Jakob Magnussen til dagbladet Børsen.

Han peger blandt andet på muligheden for, at de private investorer vil kræve, at DONG Energy sælger ud af sit distributionsnet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2013 - 14:02   06. okt. 2013 - 14:15

Privatisering

he@arbejderen.dk