29 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

DSB må gerne være medlem af privat arbejdsgiverforening

Arbejdsretten har talt:

DSB må gerne være medlem af privat arbejdsgiverforening

Det var helt i orden, at DSB opsagde samtlige statslige overenskomster og meldte sig ind i den private arbejdsgiverorganisation DI. Ansatte frygter lønnedgang.

DI har siden december 2017 haft den offentlige virksomhed -100 procent ejet af staten - som medlem. De ansatte frygter, de får dårligere løn og arbejdsforhold.
FOTO: Hans Søndergård/Dansk Industri
1 af 1

Arbejdsretten satte i fredags punktum i en principiel sag mellem det 100 procent statsejede DSB og LO på vegne af OAO, Offentligt Ansattes Organisationer.

Nu kan man lige pludselig begynde at fjerne alle de statslige overenskomster.
Dennis Alex Jørgensen, HK Trafik & Jernbane

Det var fuldt lovligt, at DSB sidste år meldte sig ind i den private arbejdsgiverforening Dansk Industri, har retten afgjort.

– Vi havde naturligvis håbet på et andet udfald. Men når det er sagt, så er jeg glad for, at vi nu har klarhed over de juridiske konditioner, siger Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund.

>>LÆS OGSÅ: Jernbaneforbundet og DSB tørner sammen i retten

Han tilføjer, at dommen ikke kan ankes, men nu vil blive nærlæst for at blive klogere på, hvilke juridiske argumenter, dommerne har lagt vægt på.

Dommen er klar

Dennis Alex Jørgensen, formand for HK Trafik & Jernbane, er bekymret for, hvilke konsekvenser dommen kan få fremover for de statslige arbejdspladser, og han spørger: Kan Udenrigsministeriet nu også melde sig ind i en privat arbejdsgiverforening? 

– Dommen er klar. Den giver DSB og Finansministeriet lov til at melde DSB ind i DI – selv om DSB er en selvstændig offentlig virksomhed, 100 procent ejet af staten. Det forhold, at man kan melde en statslig virksomhed ind i en privat arbejdsgiverforening, betyder jo, at vi lige pludselig begynder at fjerne alle de statslige overenskomster, mener Dennis Alex Jørgensen.

Afgørelsen får størst betydning for nyansatte, som vil blive ansat efter nye regler og blandt andet får dårligere pensionsordninger end deres kolleger med lang anciennitet i DSB. Nuværende overenskomstansatte får 15 procent i pensionsbidrag fra arbejdsgiveren, mens nyansatte vil få otte procent og selv skal spæde til med fire procent.

Alle statslige overenskomster opsagt

Da DSB meldte sig ind i Dansk Industri, opsagde den statsejede virksomhed sine overenskomster med de statsansattes fagforeninger til udgangen af marts 2018.

>>LÆS OGSÅ: DSB opsiger overenskomster

– Det betyder, at tjenestemandsansatte på statslige overenskomster nu arbejder side om side med kolleger på private overenskomster. Det er nyt – og det er noget rod, at vi har private overenskomster på statens område. Men det skal vi leve efter, siger Dennis Alex Jørgensen.

Medlemmernes vilkår har han og Trafik & Jernbane forhandlet tidligere i år, tilføjer han. Kun nogle småting mangler, og de skal på plads nu, hvor der er faldet en afgørelse i sagen om DSB’s sporskifte, når det gælder arbejdsgiverorganisation og dermed overenskomster.

Også Dansk Jernbaneforbund skal nu i gang med at forhandle nye, private overenskomster på plads for tog- og lokomotivførerne. 

 – Det næste slag kæmper vi ved forhandlingsbordet. DSB har ønsket at rive det nuværende aftalegrundlag over. Det havde dommen ikke kunne ændre – ligegyldigt udfaldet. Nu skal vi finde en fair løsning. Det skylder vi passagerne og ikke mindst de mange medarbejdere, der har levet med usikkerheden i snart et år, siger Henrik Horup.

En spareøvelse?

Omkring 3.000 ansatte bliver berørt af dommen. De frygter, at DSB ser det som en genvej til at kunne spare penge gennem forringelser af aftaler forhandlet hjem over de seneste 20-30 år.

>>LÆS OGSÅ: Tillidsvalgte stoler ikke på DSB's ledelse

Kim Olesen arbejder som stationsbetjent og er ansat i DSB Vedligehold. For to år siden oplevede han at blive overflyttet til en privat overenskomst, hvilket har haft konsekvenser for ham og hans kolleger. 

– Vi har måtte kæmpe med næb og kløer for at sikre vores arbejdstidsaftaler, og der er stadig ikke forhandlet nye lokalaftaler på plads, hvilket også har skabt en masse usikkerhed for de ansatte, siger Kim Olesen til Avisen.dk. 

– Vi var prøvekluden, og nu har man så valgt at tage skridtet fuldt ud og flytte hele butikken over i det private. Det er jeg da bekymret for på mine kollegers vegne, tilføjer han. 

DSB’s ledelse er tilfreds med Arbejdsrettens afgørelse og understreger ifølge Ritzau, at ingen kommer til at gå ned i løn i de nye overenskomster.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. okt. 2018 - 15:17   03. okt. 2018 - 10:17

DSB

noc@arbejderen.dk