De færreste havde for en måned siden forestillet sig, at en enkelt minister i Danmark – mere eller mindre egenrådigt – ville få beføjelser til at forbyde forsamlinger helt ned til to personer, foranstalte tvangsundersøgelser, tvangsbehandlinger og tvangsvaccineringer af borgerne og lukke ned for områder som eksempelvis legepladser og fodboldbaner.

Eller at Folketinget ville hastebehandle en stribe vidtgående love, der fordobler og firedobler straffene for en række lovovertrædelser – uden at være sendt i høring hos de eksperter og menneskeretsorganisationer, der normalt bidrager til debatten og gør politikerne opmærksom på de værste krænkelser af retssikkerheden.

Politikerne har et ønske om at bekæmpe corona. Men det betyder ikke, at vi skal sælge ud af alle de rettigheder, vi har kæmpet for i årevis.
Christoffer Badse, Institut for Menneskerettigheder

Men coronakrisen har fået politikerne til på rekordtid at sætte en række grundlæggende rettigheder ud af kraft og indføre vidtgående indskrænkninger i bevægelsesfriheden og den personlige frihed.

Først ændrede et enigt Folketing epidemiloven. Loven blev hastebehandlet på under 24 timer – selvom der er tale om vidtgående ændringer, der giver sundhedsminister Magnus Heunicke ret til at indskrænke danskernes grundlovssikrede ret til personlig frihed, privatliv, bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed.

>> LÆS OGSÅ: Coronavirus spreder sig til retsstaten

Kort efter vedtog Folketinget endnu en hastelov, der giver sundhedsministeren ret til at indføre forbud mod forsamlinger på ned til to personer.

>> LÆS OGSÅ: Sundhedsministeren får ret til at forbyde forsamlinger på mere end to personer

Senest har Folketinget fordoblet – og i visse tilfælde firedoblet – straffene for en række lovovertrædelser, hvis de bliver begået med baggrund i coronakrisen. Eksempelvis skal tyveri af håndsprit fremover straffes med fængsel og ikke, som hidtil, med bøde.

>> LÆS OGSÅ: Straffe for "corona-forbrydelser" fordobles

Arbejderen har bedt en række juraeksperter zoome ud og komme med deres vurderinger af de vidtgående nødlove og den retstilstand, der på rekordtid er blevet indført i Danmark. 

Faglighed eller politik?

Det kan være svært at finde ud af, om de omfattende indskrænkninger af danskernes frihedsrettigheder er nødvendige ud fra en sundhedsfaglig vurdering, eller om de er udtryk for et politisk ønske.

– Det bliver en væsentlig opgave for retsstaten at sikre, at myndighederne ikke bruger reglerne om coronabekæmpelse til at indføre tvangsforanstaltninger ad bagdøren, som ikke har et demokratisk mandat. Man må holde øje med, at beføjelserne kun bliver brugt til lige præcis det, de skal bruges til, og intet andet, siger Frederik Waage til Arbejderen.

Han er professor i forfatningsret og forskningsleder for den offentligretlige gruppe ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet i Odense. Han har specialiseret sig i forfatningsret, forvaltningsret og civilproces og forsker i domstolskontrol med forvaltningen og dansk forvaltningsret.

– Opgaven er at undgå magtfordrejning, altså kort sagt, at myndighederne – det vil sige ministeren, borgmesteren, embedsmanden, politidirektøren – bruger lovgivningen til noget andet end det, den er beregnet til. De nye beføjelser skal bruges til coronabekæmpelse og ikke andet, siger han.

Institut for Menneskerettigheder mener ikke, at politikerne har været klare nok i deres begrundelser for lovforslagene:

– Det har haltet med gennemsigtigheden af nødlovene. Det har været uklart, hvilke stramninger der er sundhedsfagligt begrundet, og hvilke der er udtryk for politikernes ønsker. Borgerne har behov for at vide, hvad begrundelsen er for de vidtgående indgreb. Demokratisk set er det vigtigt, at de vidtgående indgreb, alle borgere nu skal leve med, er sundhedsfagligt begrundet, siger monitoreringschef hos Institut for Menneskerettigheder Christoffer Badse til Arbejderen. 

Han fortsætter:

– Vi skal være på vagt overfor, hvad det bagvedliggende hensyn er for at indføre de her omfattende begrænsninger af vores frihedsrettigheder. Især skal så vidtgående tiltag være proportionale – det vil sige, at de skal være nødvendige i et demokratisk samfund. Hvis vi skal kunne vurdere det, er det vigtigt, at begrundelsen for indgrebet er sundhedsfaglig.

– Al den her vidtgående hastelovgivning er blevet indført uden høringer. Det er gået rigtigt stærkt. Der er tale om hastelovgivning, uden at vi og andre har fået forslagene i høring. Det betyder, at man har indført lovgivning, uden man har rådført sig med os og andre eksperter, der er kommet med analyser og input om eksempelvis de menneskeretlige udfordringer i de her forslag, fortæller Christoffer Badse.

Juraprofessor Frederik Waage forudser et retsopgør efter coronakrisen – ligesom der efter den tyske besættelse af Danmark også kom et retsopgør med de nødlove, som danske politikere havde indført under besættelsen.

– Med en krise af den her størrelsesorden kan det næsten ikke undgås, at der vil komme et retligt efterspil eller et retsopgør. Det kan være virksomheder, der mener, de er blevet uretmæssigt lukket, uden at de er blevet tilstrækkeligt kompenseret, og som vil have oprejsning ved en domstol. Eller det kan være borgere, der mener, at de er blevet unødigt hæmmet i deres bevægelsesfrihed, og som måske kræver erstatning.

Centralisering af magt hos sundhedsministeren

Ændringen af epidemiloven var den første lovændring, der blev indført under coronakrisen. Med den nye epidemilov i hånden får sundhedsminister Magnus Heunicke en række nye magtmidler til at bekæmpe corona. Ministeren kan blandt andet tvangsundersøge, tvangsbehandle og tvangsvaccinere borgere.

– Mulighederne for at tvangsbehandle, tvangsvaccinere, internere smittede, begrænse forsamlings- og bevægelsesfriheden og lukke butikker er ikke nye. De har i det væsentlige været en del af den danske epidemilov fra 1977. Der er ikke noget nyt i, at myndighederne – de lokale epidemikommissioner – har kunnet tage drastiske tvangsmidler i brug for at forhindre smitte under en alvorlig epidemi. Og det kan der være noget fornuftigt i set fra et sundhedsperspektiv, siger Frederik Waage.

I januar sidste år udbrød der en tuberkuloseepidemi på en skole i Haslev, og ti elever blev sat i karantæne og behandling.

– Men nu har et enigt Folketing centraliseret den magt, der hidtil har ligget i de regionale epidemikommissioner, og samlet alle tvangsforanstaltningerne hos sundhedsministeren. Det gør man, fordi man ikke har oplevet epidemier i den her skala før, hvor hele Danmark – og verden – bliver ramt på samme tid. Udgangspunktet for de lokale epidemikommissioner har været at håndtere lokale udbrud af epidemier. Nu gør man det til et statsanliggende og samler magten hos sundhedsministeren.

– De nye magtbeføjelser kræver, at regering og myndigheder går efter bolden og ikke på nogen måder fraviger det sundhedsfaglige formål: at bekæmpe corona. Der er en risiko for magtfordrejning, når man med hasteloven centraliserer en række beslutninger, konstaterer Frederik Waage.

Han understreger, at hastelovgivningen og de mange nye tvangsindgreb og indskrænkninger kun må anvendes, så længe der er en sundhedsmæssig begrundelse for det.

– Uanset hvor god mening det giver i forhold til smittebekæmpelse at samle de mange beføjelser hos en enkelt minister eller en regering, så ligger der en indbygget retssikkerhedsmæssig udfordring. Indgrebene i vores dagligdag skal være egnede og proportionale. Derfor skal alle tvangsindgreb og indskrænkninger af frihedsrettighederne kun anvendes i den her helt specifikke situation og kun bruges til det specifikke formål: at bekæmpe corona.

Menneskerettigheder under pres

Selvom politikerne har et stort ønske om at vise handlekraft og gerne vil reagere hurtigt på coronakrisen, så gælder menneskerettighederne også i en krisesituation, understreger Institut for Menneskerettigheder.

– Det er netop i krisetider, at menneskerettighederne skal stå deres prøve. Vi er lidt i den samme situation som dengang, hele antiterrorbølgen kom, og der blev indført en række terrorlove, der også udvidede myndighedernes magtmidler og samtidig indskrænkede borgernes retssikkerhed. Politikerne har selvfølgelig et ønske om at bekæmpe terrorisme og corona. Men det betyder ikke, at vi skal sælge ud af alle de rettigheder, vi har kæmpet for i årevis, siger Christoffer Badse, monitoreringschef hos Institut for Menneskerettigheder.

Institut for Menneskerettigheder har udarbejdet et overblik over de helt grundlæggende menneskerettigheder, der er sat under pres af regeringens hastelove: Eksempelvis retten til fri bevægelighed, retten til familieliv, retten til personlig frihed og fysisk integritet.

– Regeringens forbud mod at forsamle sig mere end ti personer og sundhedsministerens nye ret til at indføre forbud mod forsamlinger på helt ned til to personer er omfattende indgreb i retten til fri bevægelighed og forsamlingsfrihed, der skal ophæves, så snart de ikke længere er nødvendige, siger Christoffer Badse.

Også retten til familieliv bliver udfordret.

– Det er vigtigt at have særligt fokus på, hvad der sker med de frihedsberøvede i de danske fængsler, med de afviste asylansøgere i Ellebæk og de handicappede rundt om på landets bosteder. Især udsatte grupper bliver hårdt ramt af stramningerne for besøg. Alle har ret til familieliv. Men de nye stramninger betyder, at sager om familiesammenføring er udsat, og indsatte i fængsler bliver afskåret fra at få besøg. Social kontakt er helt central for mennesker, der er frihedsberøvet. Derfor kan man ikke bare fratage indsatte muligheden for social kontakt fra deres nærmeste, forklarer Christoffer Badse.

>> LÆS OGSÅ: Slut med besøg, udgang, arbejde og uddannelse for fængslede

Den personlige frihed og fysiske integritet bliver også sat under pres, mener han.

– Syge risikerer at blive frihedsberøvet, hvis de bliver tvunget i karantæne. Hvis der bliver indført stærkt begrænsende udgangsforbud, er der reelt tale om frihedsberøvelse af store dele af befolkningen.

Kortlægning på vej

Den retspolitiske tænketank Justitia er netop gået i gang med en rapport, der skal kortlægge de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af de mange tiltag, der er blevet indført under coronakrisen og har sat de normale procedurer ud af kraft.

Rapporten skal også kortlægge de retlige rammer for nødretten, og om tiltagene lever op til de rammer, der er udstukket af grundloven og menneskerettighedskonventionen.

– Coronakrisen har verden over ført til pludselige og dramatiske indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder og konsolidering af den udøvende magts beføjelser. Eftersom Danmark i årtier har været forskånet for større kriser, har de nuværende tiltag været et paradigmeskifte, der bør føre til grundige overvejelser om, hvordan Danmark fremadrettet håndterer lignende kriser på en måde, der bedst muligt værner om både sikkerhed, sundhed og den demokratiske retsstat, siger direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama.

Hovedforfatter på rapporten bliver tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, der i dag arbejder som selvstændig advokat, dr.jur. Jonas Christoffersen, der er formand for Justitias Advisory Board.
 
– Rapporten skal munde ud i en række anbefalinger, der kan ruste det danske samfund til hurtigt og effektivt at svare igen på ekstraordinære kriser – vel at mærke uden at ty til metoder og processer der sætter demokratiske og retssikkerhedsmæssige principper på spil. Et element er at foretage afvejninger på forhånd og ikke under stort tidspres i en kritisk situation, siger Jonas Christoffersen.

Han vil blandt andet undersøge de retssikkerhedsmæssige forhold i en krisetid, hvor normale procedurer er sat ud af kraft, samt se på, hvad konsekvensen heraf er.

Rapporten skal også kortlægge de retlige rammer for nødretten, samt hvorvidt de indførte tiltag lever op til de rammer, der er udstukket af grundloven og menneskerettighedskonventionen.

Justitia forventer at være klar med en delrapport til maj og en samlet rapport til juni.