26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elever i aktion for overenskomst

Blokader og demo i dag

Elever i aktion for overenskomst

Elever i skolepraktik på tekniske skoler må nøjes med mellem 23,50 og 45 kroner i timen. Nu kræver de at blive omfattet af en overenskomst.

Unge i skolepraktik har en timeløn helt ned til 23,50 kroner.
FOTO: Martin Mounzer
1 af 1

I dag blokerer elever deres erhvervsskoler over hele landet og demonstrerer foran Undervisningsministeriet.

Omkring 6000 erhvervsskoleelever må tage deres praktik på en landets erhvervsskoler, såkaldt skolepraktik, fordi det er umuligt at finde en læreplads i en virksomhed.

Vi frygter, at firmaerne vil bruge de unge som billig arbejdskraft de tre måneder, hvor de er på skolepraktikydelse.
Peter Christensen

Nu kræver de unge erhvervselever ordnede forhold på skolerne og en løn, de kan leve af.

- De unge i skolepraktik knokler løs, og har en arbejdsuge på 37 timer. Men de bliver spist af med 23,50 og 45 kroner i timen før skat, alt efter om de er over eller under 18 år. Det er der ingen, der kan leve af. Og det er umuligt at holde til at tage et fritidsarbejde, når du kommer hjem efter en lang arbejdsuge, siger Peter Christensen til Arbejderen.

Han er i grundforløb som industritekniker og aktiv i Erhvervsskoleelevernes Erhvervsorganisation (EEO). Og så er han koordinator elevernes kampagne for ordentlige løn- og arbejdsvilkår under skolepraktikken.

Forskelsbehandling

Den unge i skolepraktik får udbetalt en særlig skolepraktikydelse på cirka 6000 kroner om måneden efter skat. Det svarer til en SU – men de unge erhvervselever har ikke de samme rettigheder, som deres medstuderende på SU.

- Vi kan blandt andet ikke få et DSB-ungdomskort, så vi kan rejse billigere, og vi heller ikke få billige SU-lån, som de studerende på SU, fortæller Peter Christensen.

Hertil kommer, at de unge i skolepraktik får meget mindre udbetalt end deres jævnaldrende, som har fået en lærlingeplads i et firma. Lønforskellen er på mellem 50 og 70 kroner i timen. Elever med læreplads i en virksomhed får op til 95 kroner i timen før skat.

Samtidig er skolepraktikelever ikke berettiget til pension. Det betyder, at en skolepraktikelev indenfor metalfaget risikerer at mangle op til 170.000 kroner på pensionsopsparingen om 45 år i forhold til en jævnaldrende på metaloverenskomst, der har været elev i et firma.

Men der findes en løsning, mener erhvervsskoleeleverne:

- De unge i skolepraktik skal omfattes af en overenskomst. Hvis det fremover er fagforeningen, der skal forhandle vores løn- og arbejdsvilkår, kan det kun blive bedre. Det er vores fagforening, som organiserer os. Vi er en del af fagforeningen, og den kæmper for os. Det vil være bedre i forhold til i dag, hvor vores indkomst og hverdag er fastlagt i en lov, mener Peter Christensen.

Eleverne kæmper ikke kun for en løn, de kan leve af – de kæmper også for indholdet af deres skolepraktik: Loven om erhvervsuddannelser slår nemlig fast, at erhvervsskolerne ikke må udføre kommercielt arbejde, der kan være konkurrenceforvridende i forhold til de private virksomheder.

Derfor kan det være svært at finde virkelighedsnært arbejde til de unge i skolepraktik og give dem rigtige arbejdsopgaver som ude i det "virkelige liv" hos en "rigtig" arbejdsgiver.

Det kan gå ud over kvaliteten i uddannelsen, advarer EEO.

Billig arbejdskraft

Stik imod erhvervsskoleelevernes krav foreslår regeringen i sin vækstpakke "Danmark helt ud af krisen – virksomheder i vækst", at også erhvervsskoleelever, der har fundet en læreplads i en virksomhed, skal have den lave skolepraktikydelse i de første tre måneders ansættelse. Først herefter skal de have ret til den højere lærlingeløn.

- Vi frygter, at firmaerne vil bruge de unge som billig arbejdskraft de tre måneder, hvor de er på skolepraktikydelse – som er betalt af staten. Og når de så skal ansættes som lærlinge – hvor firmaet skal betale halvdelen af lønnen – bliver de fyret. En lærling kan fyres med én dags varsel, siger Peter Christensen.

Regeringen blev i tirsdags enige med Venstre om en rammeaftale for vækstplanen. Den indeholder blandt andet et punkt om "flere praktikpladser til dygtige elever". Her står, at indsatsen i forhold til praktiksøgende elever skal øges. Det samme skal det praktikopsøgende arbejde.

Hvorvidt det betyder en lavere ydelse de første tre måneder af en virksomhedspraktik fremgår ikke af rammeaftalen. Det bliver afklaret under de videre politiske forhandlinger.

Dagens demonstration er en del af EEO's kampagne for at få erhvervskoleeleverne i skolepraktik omfattet af en overenskomst. Kampagnen blev skudt i gang i marts. Der har været en række lokale protester rundt omkring i landet.

Blandt andet nedlagde eleverne i skolepraktikcentret på Bornholm undervisningen torsdag i sidste uge, for at tage til Folkemødet og forsøge at råbe politikerne op.

>> Læs mere om kampagnen på EEO's hjemmeside her

>> Læs mere om kampagnen på Facebook her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2014 - 05:58   19. jun. 2014 - 14:09

Skolepraktik

ml@arbejderen.dk
Protest i dag
  • I dag torsdag den 19. juni blokerer erhvervsskoleelever fra hele landet deres skolepraktikcentre. Der er demonstration i København. Den starter på Rådhuspladsen klokken 15 og går derfra til Undervisningsministeriet. Protesterne er led i den igangværende kampagne for at få overenskomst i skolepraktikken. Læs mere på Facebook: SKP-elever på overenskomst.
  • 12.000 unge mangler en praktikplads i en virksomhed. Ud af de 12.000 unge går cirka halvdelen i øjeblikket i skolepraktik. Det er ikke alle unge, der mangler en praktikplads, som kan komme i skolepraktik. 
  • Antallet af praktikpladsaftaler med virksomhederne faldt fra 49.342 til 44.192 fra januar 2013 til januar 2014. Det er et fald på 10 procent. Samtidig steg antallet af unge i skolepraktik med 21 procent.