Der var jubel hos arbejdsgiverorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri, da regeringen onsdag fremlagde sit udspil til mere frit valg i forhold til blandt andet genoptræning efter indlæggelse og rehabilitering af ældre.
For mig forsvinder det i tågerne, hvorfor denne vigtige kommunale opgave skal sammenblandes med regeringens erhvervspolitik.
Dennis Kristensen, FOA
– Det er rent ud sagt et supergodt udspil. Nu er der godt nok et par måneder til den rigtige juleaften, men vi oplever det næsten som om, at julen falder tidligt i år, siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Med udspillet fortsætter regeringen sin ihærdige indsats for at åbner flere dele af den offentlige sektor for private firmaer og i stigende grad gøre velfærd til en forretning.
Regeringen vil give patienter ret til at vælge genoptræning hos et privat firma, hvis kommunen ikke tilbyder genoptræning senest syv dage efter udskrivning fra hospitalet.
Derudover skal der laves forsøgsordninger med mere frit valg på ældreområdet i forhold til rehabiliteringsforløb og madordninger. Samtidig skal kommunerne sikre bedre information til ældre om muligheden for at vælge private firmaer frem for det kommunale tilbud.
Kritik fra FOA
Fagforbundet FOA, der organiserer mange af de ansatte i ældreplejen, finder udspillet problematisk.
FOA-formand Dennis Kristensen henviser til, at det risikerer at føre til både mere bureaukrati og sammenblanding af private interesser og offentlige myndighedsafgørelser.
Det er kommunen, der beslutter, hvor meget hjælp den enkelte ældre skal tildeles.
– Hvis den forudgående rehabiliteringsindsats, der skal afdække mulighederne for at fastholde eller genoptræne den ældres færdigheder, udføres af en privat virksomhed, er jeg alvorligt bange for, at vi kan få en meget uhensigtsmæssig adskillelse af tilvejebringelse af grundlaget for at tildele en ældre hjælp og selve afgørelsen om, hvorvidt hjælpen skal tildeles og omfanget af hjælpen, siger Dennis Kristensen.
Han finder det derimod fornuftigt med et krav til kommunerne om at sikre genoptræning inden for syv dage efter udskrivelse.
– Men for mig forsvinder det i tågerne, hvorfor denne vigtige kommunale opgave skal sammenblandes med regeringens erhvervspolitik, erklærer FOA-formanden.
I forhold til kravet om, at kommunerne skal sikre bedre information om muligheden for at vælge private virksomheder, henviser Dennis Kristensen til regeringens eget eftersyn tidligere på året. Det viste, at 99 procent af kommunerne informerer borgerne om muligheden for at vælge private leverandører ved første visitation til hjemmehjælp.
Mere udlicitering
Forslagene om mere frit valg og finansieringen af dem indgår i de igangværende forhandlinger om næste års finanslov.
Udspillet er et led i regeringens såkaldte sammenhængsreform, der har et stærkt fokus på at få private virksomheder, pensionskasser og private fonde mere på banen i forhold til løsning af velfærdsopgaver.
>> LÆS OGSÅ: Private skal løse flere velfærdsopgaver
Derudover arbejder regeringen også på en plan for, hvordan flere offentlige opgaver kan sendes i udbud.
– Potentialet ved konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver er langtfra udnyttet endnu. I regeringen har vi et stort fokus på at nedbringe virksomhedernes omkostninger ved udbud og indføre måltal for konkurrenceudsættelse, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
>> LÆS OGSÅ: VLAK vil sende flere serviceopgaver i udbud
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278