20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et stormfuldt efterår venter forude

Politisk vejrudsigt

Et stormfuldt efterår venter forude

Ud over regeringens bebudede reformer af skat, pension og SU samt Brexit-dønninger byder efteråret også på trepartsforhandlinger og EU-tiltag for at skabe "et ægte transeuropæisk arbejdsmarked".

Sommeren har sænket sig over Christiansborg. Men til efteråret vil der blæse hårde politiske vinde herfra.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Det er svært at spå om fremtiden. Men ud fra det vi ved, kan vi i hvert fald sige, at det politiske barometer for efteråret peger på storm og ustabilt vejr, med udsigt til flere reform-haglbyger. 

2025-planen: Sandsynligvis vil regeringen offentliggøre sin bebudede plan for dansk økonomi frem til 2025 allerede i august, samtidig med forslaget til finanslov for 2017.

Det er et katalog af ubehageligheder, vi sidder og kigger på.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen  

Om 2025-planen har finansminister Claus Hjort Frederiksen sagt, at "Det er et katalog af ubehageligheder, vi sidder og kigger på". 

Skattereform: 2025-planens nedskæringer og forringelser skal bane vejen for en skattereform, som indeholder skattenedsættelser. Dog ikke for de lavest lønnede – her planlægger regeringen at lade bundskatten stige for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften på svinende energi. Regeringens støttepartier Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er ikke helt enige om, hvor skatten skal sættes ned. LA kræver markante lempelse i topskatten til gavn for de højest lønnede, mens DF er gået ud med, at skatten skal sænkes i bunden. Udmeldingen har dog ikke forhindret DF i at støtte regeringens planer om at hæve bundskatten til erstatning for PSO-afgiften.

Pension og SU

Pensionsreform: Ud over skattereformen har regeringen også bebudet en pensionsreform. Her er pensionstillægget i spil. De private pensionsopsparinger såvel som de overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner bliver delvist modregnet i pensionstillægget, og det truer med at skade landets største kapitalfonde - nemlig pensionsfondene. Modregningen er nemlig så stor, at incitamentet til at lade en væsentlig del af lønnen gå ind i pensionsfondene er ved at svinde.

Derudover har der i den sidste tid været heftige forlydender om, at forhøjelsen af pensionsalderen fra 67 til 68 år skal fremrykkes til 2025 i stedet for 2030, som det nu er aftalt. 

SU-reform: Modtagere af SU hører til blandt dem, der vil blive ramt af en højere bundskat. Men de kan også forvente at blive ramt på anden måde. På Christiansborg rumsteres der med planer om droppe SU'en for studerende på kandidatuddannelser og bruge de sparede penge på at forbedre uddannelserne. De studerende skal i stedet betale for deres uddannelse ved at optage rentefrie lån, der skal betales tilbage efter end uddannelse.

Folkelig modstand

Serviceloven: I august/september starter de politiske forhandlinger om en revision af Serviceloven. Regeringen lægger op til en forenkling af voksenbestemmelserne, som især vedrører handicappede. Handicaporganisationerne er med i en følgegruppe. Men som der står i kommissoriet til det udvalg, der skal udarbejde ændrinsforslagene, skal der "ikke nødvendigvis opnås enighed i eller med følgegruppen".

Trepartsforhandlinger:Trepartsforhandlingerne fortsætter umiddlebart efter sommerferien. Efter forårets trepartsaftale om toårig integrationsgrunduddannelse til flygtninge, har regeringen nu sat retningen mod at få øget de arbejdsløses rådighed og mobilitet generelt. Derudover er praktikpladsspørgsmålet også på dagsordenen.

Kontanthjælpsregler: Den 1. oktober træder den allerede vedtagen lovgivning om kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen i kraft. Titusinder vil blive ramt, og kommunerner frygter, at mange vil blive tvunget fra hus og hjem. Kravet om 225 timers arbejde rammer også syge borgere, der er på kontanthjælp, mens de venter på afklaring om førtidspension, fleksjob med mere.

Modstand: De mange nedskæringer møder dog også folkelig modstand. Den 15. september har Velfærdsalliancen indkaldt til aktionsdag. Og netværket "Bekæmp fattigdom NU" har indkaldt til "protest mod skiftende regeringers fattigdomsgørende reformer og tiltag" når Folketinget åbner tirsdag den 4. oktober.

EU og Danmark

Brexit: Også Storbritanniens exit fra EU kommer til at spøge i regeringens planer for efteråret. 

Allerede dagen efter den britiske afstemning meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ville nedsætte en tværministeriel taskforce, først og fremmest for at sikre de danske interesser.

– Den skal kortlægge alle de politikområder, der vil blive påvirket af Storbritanniens udtræden, så vi har et klart overblik over, hvor Danmarks interesser er, sagde statsministeren.

Efter at have været til EU-topmøde var meldingen, at regeringen vil være afventende frem til et uformelt EU-topmøde i september. Forud for mødet vil statsministeren dog diskutere det danske mandat med Europaudvalget, har Lars Løkke Rasmussen lovet.

Ægte EU-arbejdsmarked: Ud over Brexit er EU også på dagsordenen på andre områder, som vil få betydning for den almindelige danskers arbejdsforhold og velfærd. EU-kommissionens formand  Jean-Claude Juncker har bebudet, at kommissionen vil "optrappe arbejdet med at skabe et ægte transeuropæisk arbejdsmarked".

EU-kommissionen vil blandt andet komme med en såkaldt mobilitetspakke, som skal sikre endnu mere fri bevægelighed for arbejdskraft indenfor EU's grænser.

Faglige kongresser: Der bliver altså nok at diskutere, når de store fagforbund holder kongresser i efteråret: 3F: 10.-15. september i Aalborg. Dansk Metal: 17.-21. september i Aarhus. NNF: 29. september-2. oktober i Aalborg. FOA: 16.-18. november i Aarhus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jul. 2016 - 10:40   18. jul. 2016 - 10:50

Oversigt

he@arbejderen.dk