Den 26. maj skal de danske vælgere være med til at sammensætte det EU-parlament, der de næste fem år skal vedtage direktiver og forordninger, som Folketinget efterfølgende er tvunget til at føre ud i livet.

Lobbyisterne er de eneste, der er til stede i samtlige beslutningsled i EU.
Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory

Men mens vælgerne kun har indflydelse hvert femte år, arbejder lobbyister dagligt på at få indflydelse på medlemmerne af EU-parlamentet.

– Lobbyismen er nærmest en selvstændig institution i Bruxelles. Lobbyisterne udgør en stor magtfaktor i EU. Lobbyisterne er de eneste, der er til stede i samtlige beslutningsled i EU – lige fra et lovforslag bliver udarbejdet i EU-kommissionen, til det bliver vedtaget i EU-parlamentet og i EU-rådet, fortæller Kenneth Haar til Arbejderen.

Han er researcher hos Corporate Europe Observatory (CEO), der holder et vågent øje med lobbyisterne og deres magt i EU. CEO holder til i Bruxelles og arbejder dagligt med blandt andet at søge aktindsigt for at afdække, hvordan især store virksomheder påvirker EU-systemet.

EU-parlamentet bliver ofte beskrevet som EU's eneste demokratiske organ. Men faktisk kan EU-parlamentet ikke fremsætte sine egne lovforslag. Parlamentet kan kun vedtage forslag og komme med ændringsforslag.

Derimod kan de ikke-folkevalgte embedsmænd i EU-kommissionen fremsætte forslag til direktiver og forordninger. Og forslagene er ofte direkte afskrift fra industriens krav, viser forskning fra lobbyvagthunden Corporate Europe Observatory.

– Erhvervslivet har stor indflydelse på de forslag, der bliver fremsat. Det betyder, at der er andre interesser i samfundet, der ikke får den samme lydhørhed. Store virksomheder kaprer simpelthen den politiske dagsorden. Det efterlader et EU, der fungerer på de store virksomheders betingelser. Og det har store konsekvenser for vores allesammens hverdag – lige fra at vi risikerer en ny finanskrise, til at vi ikke kan stole på den mad, vi putter i munden, fortæller Kenneth Haar.

Lobbyisme betaler sig

Kenneth Haar er ikke i tvivl om, hvorfor erhvervslivet hvert år bruger millioner af euro på at hyre lobbyister til at påvirke EU-lovgivningen.

– De kæmper for at holde EU-lovgivningen "på sporet", så den passer ind i deres interesser.

Næsten 11.766 firmaer og organisationer står opført i EU's lobbyregister. Men det reelle antal lobbyister i EU er tre gange så stort. Ifølge EU-kommissionen er der op mod 32.500 lobbyister i EU-hovedstaden Bruxelles.

Kontrollen med lobbyismen er stort set ikke-eksisterende. EU har godt nok oprettet et lobbyregister. Men det er frivilligt at lade sig registrere. Og kun en mindre del af lobbyisterne har ladet sig registrere. Det har ikke de store konsekvenser, hvis lobbyisterne ikke lader sig registrere.

– Hvis en lobbygruppe ikke ønsker, at offentligheden skal vide, hvad de laver, så lader de bare være med at registrere sig i registret. Så kan de ikke få et adgangskort og gå direkte ind i Parlamentet, men skal vente fem minutter på at blive hentet af den EU-parlamentariker, de skal mødes med.

I de nationale parlamenter er der en befolkning og kritiske medier, der holder øje med, hvad der foregår i det politiske system. Men sådan er det ikke i EU-parlamentet, mener Kenneth Haar.

– Meget af det, der foregår i EU derimod, sker langt væk fra den offentlige debat og bevågenhed. Derfor foregår meget af den her lobbyisme i det skjulte, og uden at offentligheden aner, hvad der foregår.

Banker og kapitalfonde i overtal

Ifølge Corporate Europe Observatory har finanssektoren alene ansat mere end 1700 lobbyister i EU. Det svarer til fire lobbyister for hver EU-embedsmand, der beskæftiger sig med finanssektoren.

Finansbranchen spenderer omkring 900 millioner kroner om året på lobbyisme i EU. Det svarer til 30 gange så meget, som samtlige fagforbund, forbrugerorganisationer og ngo'er bruger på lobbyisme tilsammen.

Lobbyisterne sætter ind overfor forslag, der truer deres interesser.

– Efter finanskrisen var der en stemning af, at nu skulle der ryddes op, og bankernes magt skulle stækkes. Folk havde mistet deres job og deres hjem på grund af store bankers spekulation. Men alle de ambitiøse forslag i EU slog fejl, fordi det lykkedes for bankernes lobbyister at få dem taget af bordet eller udvandet dem, forklarer researcher Kenneth Haar fra CEO.

Lobbyisme sat i system

Lobbyismen foregår ikke i det skjulte, den er sat i system. Virksomhederne har oprettet klubber, hvor de mødes fast med medlemmer af EU-parlamentet.

Indenfor finanssektoren har lobbyisterne eksempelvis oprettet European Parlamentary Financial Services Forum.

På samme måde har internet- og servicevirksomheder som Uber, AirBNB, Google og Facebook organiseret sig sammen med venligtsindede EU-parlamentarikere i European Internet Forum.

– Det er en slags klubber, som industrien inviterer deres gode venner i EU-parlamentet med i for at debattere aktuelle politiske emner og den aktuelle dagsorden i EU-parlamentet, forklarer Kenneth Haar.

Lobbyisterne sætter især ind, når EU skal vedtage vigtige direktivforslag, hvor industriens økonomiske interesser er på spil. Det kan eksempelvis være, hvis EU-systemet vil regulere virksomhedernes magt eller forholdene på det indre marked.

På hjemmesiden LobbyPlag.eu kan man finde hundredvis af eksempler på, hvordan lobbyfirmaer har direkte indflydelse på de ændringsforslag, som visse EU-parlamentarikere stiller.

– Da EU-parlamentet skulle behandle et forslag om mere kontrol med de såkaldte hedgefonde, (som foretager aggressive og kortsigtede investeringer, red.), var 900 ud af EU-parlamentets 1600 ændringsforslag stort set udarbejdet af finanssektoren, fortæller Kenneth Haar.

Ekspertgrupper før folkevalgte

De store virksomheders magt kommer også til udtryk i de såkaldte ekspertgrupper, der rådgiver EU-kommissionen, når kommissærerne og deres embedsfolk skal udarbejde forslag til direktiver og forordninger.

– I ekspertgrupperne får det private erhvervsliv direkte indflydelse på udformningen af lovgivningen lang tid før de folkevalgte. Det er enhver lobbyists drøm. Finanssektoren dominerede EU-kommissionens ekspertgrupper og var dermed selv med til at udarbejde den lovgivning, der omhandlede dem selv, forklarer Kenneth Haar.

Han uddyber:

– EU-kommissionen er svært tilgængelig for offentligheden og for miljøorganisationer og fagforeninger. Til gengæld er den let tilgængelig for de store firmaer, der rådgiver Kommissionen, før den fremsætter ny lovgivning.