EU vil kun underskrive en Europol-aftale med Danmark, hvis vi samtidig forpligter os til ikke at melde os ud af Schengen-samarbejdet, som udgør spydspidsen i EU's Fort Europa. Til gengæld får dansk politi fortsat adgang til Europols database Europol Information System, EIS, døgnet rundt
I forhold til adgangen til databaserne er det Rigspolitiets vurdering, at den skitserede aftale på kort sigt sikrer dansk politi en tilfredsstillende adgang.
Det er en del af det udspil til Europol-aftale-aftale, som samtlige partier i Folketinget nu har givet regeringen grønt lys til at forhandle videre om. Aftalen foreligger endnu ikke på skrift, men regeringen har fået et tilbud af EU-kommissionen med nogle overordnede rammer.
>> Læs den politiske aftale mellem samtlige Folketingets partier
I torsdags mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen med EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker og EU's præsident Donald Tusk. De tre gav hinanden håndslag på, at de hurtigt vil forhandle den danske aftale om Europol på plads.
Fortsat adgang til register
Justitsministeriet har lavet et notat om aftalen, som beskriver, hvordan dansk politi – fortsat – kan hente oplysninger fra Europols database Europol Information System (EIS).
>> LÆS OGSÅ: – Danmark fortsætter som hidtil i Europol
I dag er der: "Mulighed for at den enkelte patrulje kan kontakte Rigspolitiet, som kan slå op i EIS". Fremover kan "den enkelte patrulje kontakte en defikeret Europol-ansat (det vil sige en dansktalende Europol-ansat, der står til rådighed 24/7), som kan slå op i EIS".
Justitsministeren lover, at han vil ansætte lige så mange folk i Europol til at hente oplysninger, som det er nødvendigt. "Antallet af dedikerede ansatte vil blive bestemt af politiets operative behov", lover ministeren i et samlet svarnotat om Europol-aftalen.
Rigspolitiet har læst aftalen igennem og vurderer, at den "... på en række væsentlige områder er operativt tilfredsstillende for dansk politi. I forhold til adgangen til databaserne er det Rigspolitiets vurdering, at den skitserede aftale på kort sigt sikrer dansk politi en tilfredsstillende adgang".
Danmark får observatørstatus i Europols bestyrelse. Det betyder, at Danmark har taleret, men ikke stemmeret. Men hidtil har den danske stemmeret ikke betydet noget i Europol. "Rigspolitiet (er) ikke bekendt med, at der i bestyrelsen for Europol i de seneste fem år har været foretaget afstemninger, hvor Danmarks stemme har været afgørende", skriver Justitsministeriet i sit notat.
Ingen dansk domstolskompetence
EU-kommissionen lægger op til, at "...aftalen mellem Europol og Danmark skal være underlagt EU-domstolens kompetence". "... de danske domstole vil kunne (og i visse tilfælde skal) anmode EU-Domstolen om at fortolke aftalen, når der opstår spørgsmål herom i forbindelse med sager om udveksling af personoplysninger mellem Danmark og Europol", oplyser Justitsministeriet blandt andet.
De Radikale har fået skrevet ind i aftalen at partierne hvert år skal gøre status over dansk politis forhold til Europol og overveje om aftalen skal ændres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278