08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-kontor overvåger "pro-Kreml" medier

Registrerer tv og aviser

EU-kontor overvåger "pro-Kreml" medier

EU's Udenrigstjeneste har oprettet et kontor med 11 ansatte, som skal overvåge og registrere, om medier bringer pro-russisk "disinformation".

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, er øverstansvarlig for East StratCom Task Force, der overvåger, registrerer og kommer med modsvar på såkaldt "pro-Kreml disinformation".
FOTO: European Union
1 af 1

I et år har EU-kontoret "East StratCom Task Force" haft som opgave at støvsuge medier i og udenfor EU for pro-russisk "disinformation".

Kontoret er nedsat af EU's regeringschefer og blev operationelt i september sidste år. Det holder til på sjette sal i EU's Udenrigstjeneste i Bruxelles og har 11 ansatte, der refererer til EU's udenrigschef Federica Mogherini.

Normalt vil vi jo ikke sætte et statsligt organ til den slags i et demokrati.
Frands Mortensen, medieforsker

Kontorets formål er at indsamle og registrere såkaldte "pro-Kreml" artikler og indslag samt komme med modinformation. Foreløbig har taskforcen indsamlet 2500 artikler, som angiveligt indeholder "pro-Kreml disinformation".

EU-kontoret har, ifølge egne oplysninger, et netværk bestående af 450 ngo'er, journalister, akademikere og offentlige myndigheder i mere end 30 lande, der overvåger danske og udenlandske medier.

Problematisk og ubehageligt

Professor Frands Mortensen, der er medieforsker på Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, finder det "problematisk, betænkeligt og ubehageligt", at EU har sat folk til at indsamle og offentliggøre historier, som man mener er "pro-Kreml", og især at man har afsat ressourser til at sende mod-informationer ud og sende historier baglæns.

– Normalt vil vi jo ikke sætte et statsligt organ til den slags i et demokrati. Vi har nogle helt klare menneskeretlige og grundlovssikrede principper om, at stater ikke skal blande sig i mediernes arbejde. Og hvis et medie offentliggør urigtige og falske oplysninger, så er dette omfattet af lovgivningen om berigtigelse, siger Frands Mortensen til Arbejderen.

Medieforskeren advarer om, at det kan være meget svært at skelne mellem, hvornår noget er information, og hvornår det er disinformation. 

– Det er normalt noget, vi lader den frie presse og avislæserne klare selv. Hvorfor skal det nu være op til EU at bedømme, hvad der skete i eksempelvis Ukraine, og hvad der var årsagen til konflikten?

Hver uge offentliggør EU's "East StratCom Task Force" to nyhedsbreve: The Disinformation Review og The Disinformation Digest. Blandt andet er den franske Canal+ kommet i Task Forcens søgelys, fordi tv-stationen har valgt at bringe "The Masks of the Revolution" – en dokumentar om de højreekstreme paramilitære grupper under og efter kuppet i Ukraine.

Taskforcen driver også Twitter-kontoen EU Mythbusters og Facebook-siden EU vs Disinformation og producerer video'er.

NATO og Brexit

Op til NATO-topmødet i juli konstaterede EU's Task Force, at "Pro-Kreml medier fokuserede intenst på NATO og alliancens militærøvelser i Østeuropa". Det fik taskforcen til at bringe en oversigt fra Radio Free Europe, der viste, at Rusland sidste år sendte flere soldater på øvelser end NATO. EU's modpropaganda nævner ikke med et ord, at Ruslands militære udgifter er otte procent af NATO's samlede militære udgifter.

Og da "pro-Kreml" medier berettede om, at det britiske exit havde fået flere EU-lande til at overveje at forlade EU, bragte EU's Task Force en grafik, der viste, at støtten til EU i Danmark var vokset ti procent siden Brexit.

Arbejderen har forsøgt at få et interview med kontoret om dets arbejde. Men East StatCom Task Force oplyser, at man ikke har en talsperson og henviser i stedet til EU's Udenrigstjeneste. Arbejderen har i fire dage forgæves forsøgt at få et interview med EU's Udenrigstjeneste. I mandags lød svaret, at de ville vende tilbage. Siden har de ikke svaret på Arbejderens adskillige mails.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. sep. 2016 - 09:22   19. jan. 2017 - 13:20

Medier

ml@arbejderen.dk
Fakta: East StratCom Task Force
  •  I marts 2015 besluttede EU's stats- og regeringschefer, at EU's udenrigschef skulle udarbejde en plan for strategisk kommunikation i EU - herunder at oprette en enhed, East StratCom Task Force, som blev operationel i september 2015.
  • Kontoret hører under EU's Udenrigstjeneste og har 11 ansatte – heriblandt en dansker – og holder til på sjette sal i EU's Udenrigstjeneste i Bruxelles. Taskforcen har et netværk bestående af 450 ngo'er, journalister, akademikere, privatpersoner og offentlige myndigheder i mere end 30 lande, der overvåger danske og udenlandske medier.

  • Taskforcen har tre formål: At overvåge "russisk misinformation" og "aflive myter". At give en positiv fortælling om, hvad EU's politikker og værdier er. At støttte "frie og uafhængige røster" i EU's østlige nabolande. 

  • Kontorets skal blandt andet indsamle og registrere såkaldte såkaldt "russisk misinformation" i artikler og indslag samt komme med modinformation. Foreløbig har taskforcen indsamlet 2500 artikler, som angiveligt indeholder "russisk misinformation".

  • Hver uge offentliggør East StratCom Task Force to nyhedsbreve: The Disinformation Review og The Disinformation Digest. Taskforcen driver også Twitter-kontoen EU Mythbusters og Facebook-siden EU vs Disinformation og producerer video'er.

  • Den tidligere danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, var blandt drivkræfterne for at få oprettet East StratCom Task Force.