Jeres finanslovsudkast lever ikke op til EU-reglerne. Hvordan vil i sørge for, at det sker? Svar hurtigst muligt og inden fredagens udløb, hvis I vil have, at vi skal tage hensyn til jeres mening i den videre procedure.
Sådan er indholdet i et brev fra EU-kommissionen, som Italiens økonomi- og finansminister modtog torsdag morgen. Selv om brevet er stemplet "strengt fortroligt" har den italienske regering valgt at offentliggøre det.
Brevet er sendt i fortrolighed til den italienske regering, og det er en ensidig beslutning fra den italienske regerings side at offentliggøre brevet.
Manuel Barroso, EU-komissionen
Som euroland har Italien forpligtelse til at indsende regeringens udkast til næste års finanslov til EU-kommissionen, endnu inden medlemmerne af det italienske parlament har haft lejlighed til at se det. Og EU-kommissionen er absolut ikke tilfreds med den italienske regering, som med finanslovsudkastet "planlægger at bryde Italiens forpligtelser" , skriver EU-kommissionen.
I sidste ende kan Italien blive straffet med store bøder, hvis landet ikke retter ind. Fire andre eurolande har fået lignende breve, men kun den italienske regering - der i øjeblikket har EU-formandskabet - har valgt at offentliggøre brevet.
Barroso i det røde felt
Offentliggørelsen fik i øvrigt torsdag eftermiddag EU-kommissionens afgående formand manuel Barroso helt op i det røde felt, da han blev præsenteret for oplysningen på et pressemøde.
- For det første er det meste af det, der står i den italienske presse, komplet usandt. Der er masser af rygter, uautoriserede kilder og rent opfundne ting. Brevet er sendt i fortrolighed til den italienske regering, og det er en ensidig beslutning fra den italienske regerings side at offentliggøre brevet. Vi har ikke ønsket det. Det er selvfølgelig deres ret at offentliggøre det. Men brevet er sendt fordi det er en del af vores lovmæssige forpligtelse, sagde Barroso.
Barroso antydede, at den italienske regering med offentliggørelsen af brevet forsøger at fremstille sig som en forfulgt part.
- Det er meget uærligt og meget skadeligt at præsentere det som om det er skrevet udfra personlige holdninger, som om det er en kamp mellem Bruxelles og medlemsstater, det taber vi alle på. Medlemsstaterne har betroet os opgaven med at kontrollere deres budgetter. Det skal ikke fremstilles som om det er en slags kamp. Hvis nogen forsøger at sætte folk op mod hinanden og skabe en atmosfære af konflikt, har vi et problem. Så vil der ikke være tillid til EU og til traktaterne, sagde en tydeligt irriteret formand for EU-kommissionen.
Tyskland siger nej
Det italienske budgetudkast sigter på at skabe balance på de offentlige budgetter i 2017 i stedet for allerede næste år for at få plads til offentlige investeringer, der kan skabe job i et Italien, hvor arbejdsløsheden er på 12,6 procent - men hele 42,9 procent blandt unge. Også Frankrig nægter at følge EU-reglerne og vil først balancere budgettet i 2017.
Torsdag i sidste uge, efter at have afleveret budgetudkast, der helt bevidst ikke opfylder EU-kravene, til kommisionen, forsøgte den italienske og franske regering at få EU til at skifte kurs og fokusere på vækst i stedet for at få de offentlige budgetter til at balancere.
Forsøget, der fandt sted på sidelinjen af EU/Asien-topmødet, blev straks afvist af Tysklands forbundskansler Merkel
- Jeg insisterer på dette punkt: Alle medlemslande må respektere reglerne helt og fuldstændigt, sagde Merkel til medlemmerne af det tyske parlament, kort før hun fløj til topmødet, der på grund af det italienske EU-formandskab i øvrigt fandt sted i Milano.
Barroso nægtede at kommentere på oplysningen om, at lignende breve er sendt til fire andre eurolande - blandt dem meget sandsynligt netop Frankrig.
Vores holdning er ikke at offentliggøre brevene. Kun den italienske regering har ensidigt beslutte at offentliggøre brevet, så derfor kommenterer jeg på det. De andre har valgt ikke at offentliggøre deres breve, så jeg vil ikke kommentere på det, understregede Barroso.
EU-kommissionens brev til den italienske regering kan læses her: http://www.tesoro.it/documenti-allegati/2014/Letter_Padoan_final.pdf
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278