EU's stats- og regeringsledere er uenige om sanktionerne mod Rusland; om de skal udvides eller afvikles.
Alle 28 medlemsstater skal være enige for at EU kan indføre sanktioner.
Det fremgår af udkastet til sluterklæring fra EU-topmødet i dag og i morgen. Her er der forslag til vedtagelser med hensyn til oprettelse af en energi-union, nye skridt for at gennemføre økonomiske strukturreformer i medlemslandene, associeringsaftaler med Georgien, Moldova og Ukraine samt en opfordring til at partrne i Ukraine overholder våbenhvileaftalen.
Ingen tekst
Men ved punktet om sanktioner mod Rusland er der ikke nogen tekst.
Nye sanktioner mod Rusland er ikke på dagsordenen, fordi EU ønsker at give den skrøbelige våbenhvile i det østlige Ukraine en chance, skriver netavisen EurActiv.
– Våbenhvilen skal støttes, og vi vil næppe støtte den, hvis vi siger, at vi vil indføre nye og hårdere sanktioner, har Slovakiets premierminister Robert Fico sagt ifølge netavisen.
Selv er Fico imod sanktionerne mod Rusland og har kaldt dem "meningsløse og uhensigtsmæssige".
Genskabe tillid
Tyskland hører også til de lande, som er tilbageholdende med sanktioner mod Rusland.
Tysk industri er stærkt afhængig af russisk energi, der for en stor dels vedkommende passerer gennem Ukraine.
Tyskland arbejder for at neddrosle den militære konflikt og få indledt en politisk proces i Ukraine forklarede udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier for nogle dage siden i en tale i Bruxelles.
– Om vi kan styre den politiske proces afhænger af, om vi kan genskabe den tillid, som har lidt skade og skabe fremgang i forholdet til Rusland, sagde Steinmeier.
Polen hører til de lande, der ønsker at opretholde og stramme sanktionerne mod Rusland.
Forventningen er, at nye beslutninger om sanktioner mod Rusland vil blive udskudt til juli, siger en kilde i EU-hovedkvarteret til EurActiv.
Alle 28 medlemsstater skal være enige for at EU kan indføre sanktioner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278