08 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU på vej med licens til social dumping af buskørsel

EU-parlament godkender liberalisering

EU på vej med licens til social dumping af buskørsel

EU-parlamentet har godkendt Transportudvalgets betænkning om liberalisering af busdriften. Europæisk Transportarbejderforbund påpeger, at det vil indføre social dumping.

Fremover kan busselskaber hente underleverandører fra et hvilket som helst EU-land til at køre busruter i Danmark.
FOTO: PN
1 af 1

Det bliver ikke EU-parlamentet, som punkterer EU-Kommissions forslag til liberalisering af buskørslen

Det stod klart efter en afstemning i Strasbourg i sidste uge, hvor EU-parlamentet godkendte Transportudvalgets betænkning om liberalisering af busdriften.

Vi ender med at få de samme problemer, som vi kender for lastbilchauffører: Overnatning i bussen, fiktive hjemrejser og ingen dækning fra udstationeringsdirektivet.
Europæisk Transportarbejderforbund

Hvad handlede afstemningen om? Ja, hvis man spørger det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF er der ingen tvivl:  Det handler om at indføre social dumping i busdriften, ganske som vi ser det i vejtransporten, skriver de i et opråb, hvor de opfordrede parlamentet til at afvise forslaget fra Kommissionen.

Det skete ikke, så nu er det op til medlemslandene, hvis liberaliseringen skal stoppes. Forslaget går nu videre til forhandling mellem Kommission, parlament og ministerråd (den såkaldte trilogforhandling, som foregår bag lukkede døre).

– Det er helt absurd, at EU vil gennemtvinge liberaliseringer på den her måde. Det risikerer at gå hårdt ud over arbejdstagernes rettigheder, og vi risikerer at se langt mere social dumping, sagde Folkebevægelsen mod EU’s medlem af parlamentet, Rina Ronja Kari, umiddelbart efter afstemningen torsdag.

– I en situation, hvor vi lige har haft forfærdige historier om lastbilchauffører, som lever og arbejder under elendige vilkår, så er det fuldstændig uforståeligt, at man nu vil lave lovgivning, som risikerer at skabe endnu flere af den slags historier. EU skal kort og godt blande sig helt uden om vores arbejdsmarked og vores offentlige transport, siger hun.

Fordele til arbejdsgiverne

"Der er intet i Parlamentets position, som er til fordel for arbejderne. Det handler alt sammen om fordele for erhvervslivet. Mere konkurrence på busdriften betyder stensikkert, at buslinjer lukkes. Job går tabt. Det er endnu en afstemning for mere pres på chaufførerne til at arbejde flere timer og bogføre dem som hviletid – det bliver billigere for operatørerne", skriver Europæisk Transportarbejderforbund, ETF.

Forbundet undrer sig over, at parlamentet kun tre måneder før valget til EU-parlamentet har appetit på så drastisk en beslutning. Konsekvensen er, at busselskaberne nu kan hente underleverandører ind fra et hvilket som helst EU-land til at køre busruter i for eksempel Danmark.

"Vi ender med at få de samme problemer, som vi kender for lastbilchauffører: Overnatning i bussen, fiktive hjemrejser og ingen dækning fra udstationeringsdirektivet", vurderer ETF.

Slut med overenskomstdækning

Forslaget har været undervejs længe og var til høring i danske organisationer i 2017. Dengang advarede 3F i sit høringssvar om, at en bestemmelse i forslaget i praksis betyder, at buslovens bestemmelser om overholdelse af nationale overenskomster i praksis vil være umuligt både at håndhæve og kontrollere.  Efter liberaliseringen skal myndighederne nemlig ikke længere have oplysninger om, hvilke udenlandske vognmænd der kører i Danmark, og hvor de har stoppesteder på ruterne.

Den såkaldte cabotagekørsel, som er et permanent problem i vejtransporten, får en tand mere med den nye forordning. Cabotagekørsel er tænkt som en mulighed for et køretøj, som har leveret varer (eller som her passagerer) i et land, til at løse et antal opgaver i landet inden det kører hjem. Men Kommissionen og nu også parlamentet vil kappe forbindelsen til, at cabotagekørsel er forbundet med en international kørsel.

"Kommissionen foreslår i den nye artikel 15, at udenlandske selskaber får mulighed for at få tilladelse til cabotage-operationer ikke kun for ydelser, der udføres på en midlertidig basis, men også for permanente serviceydelser. Resultatet heraf vil være, at der indføres en lønkonkurrence i kraftig nedadgående retning inden for både turistture og på fastruter mellem danske byer", hedder det i 3F’s høringssvar.

En bekymring som organisationen Danske Busvognmænd deler i deres høringssvar:

"Danske Busvognmænd mener, at Kommissionens ændring af 15c vil medføre en risiko for social dumpning på al rutekørsel i Danmark. Danske Busvognmænd mener derfor, det er nødvendigt, at den nuværende Artikel 15c bibeholdes, da den sikrer, der ikke sker social dumpning på rutekørsel i Danmark".

Så sent som for en måned siden forkastede et flertal i Transportudvalget væsentlige dele af den samlede vejpakke, som lige nu forhandles i EU-systemet. Det var reglerne omkring køre/hviletid og aflønning, som blev stemt ned, mens en betænkning om cabotagekørsel blev vedtaget. Det skete efter at EU-parlamentet havde forkastet udvalgets indstilling til vejpakken. Det lovkompleks handler grundlæggende om vilkårene for de lastbilchauffører, som har deres daglige arbejde på de europæiske landevej. Med sidste uges afstemning er flertallet af parlamentet åbenbart klar til at udbrede de arbejdsvilkår til busdriften i hele EU.

Artiklen har været bragt på eufagligt.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. feb. 2019 - 07:00   21. feb. 2019 - 07:10

Social dumping

Hans Brinkmann, EUfagligt.dk
EU's vejpakke

EU-Kommissionens 'vejpakke' indeholder forslag til fælles regler for områder som: Cabotagekørsel, social dumping og mindsteløn, køre- hviletidsregler og ugehvil, arbejdstid, digital kontrol og vejskatter.

  • Udstationering: Chauffører, der kører eksportkørsel, skal betragtes som udstationerede efter de første tre dages kørsel i udlandet pr. måned.Og have minimum-aflønning efter samme niveau som i de lande, kørslen foregår.
  • Cabotage-kørsel: Udenlandske chauffører skal fremover kunne køre et ubegrænset antal ture i op til fem dage ad gangen efter afslutningen af den indgåede, internationale transport. Cabotage-kørsel omfattes af reglerne for udstationering og chaufførerne skal aflønnes med mindstelønnen i det land, de kører i - såfremt det pågældende lands lønniveau er højere end i chaufførens hjemland.
  • Postkasseselskaber: Bedre samarbejde mellem medlemslandene om kontrol med såkaldte postkasseselskaber - selskaber oprettet af transportvirksomheder i andre lande alene med det formål at omgå regler, skat, kontrol og overenskomster.
  • Ugehvil: Der skal fortsat afholdes et ordinært ugehvil på 45 timer. Det understreges også, at det ikke må finde sted i lastbilen. Enten skal chaufføren have mulighed for at komme hjem, eller der skal være en "passende" overnatningsmulighed til chaufføren - betalt af vognmanden. Til gengæld bliver der mulighed for at afholde to reducerede ugehvil i træk af mindst 24 timers varighed men under 45 timer.

Kilde: 3F og lastbilmagasinet.dk