Den 27. november skal EU's såkaldte Appelkomité taget stilling til, om giftstoffet glyphosat fortsat skal være lovligt at bruge i EU.
En ny godkendelse vil være en belønning til Monsantos forsøg på at camouflere skadevirkningerne ved en sprøjtegift, der kan spores i vores mad, kroppe og jorden.
Birgitte Lesanner, Greenpeace i Danmark
Det er sidste chance for EU's medlemslande til at blive enige om, hvorvidt landmænd i EU fortsat skal have lov til at sprøjte glyphosat ud på de europæiske marker – eller om det skal forbydes. Hvis ikke medlemslandene er i stand til at træffe en beslutning for eller imod glyphosat med kvalificeret flertal, så træffer EU-kommissionen enerådigt en beslutning.
Et kvalificeret flertal betyder, at der skal være et flertal på 55 procent af EU's medlemslande, der samtidig udgør mindst 65 procent af EU-landenes befolkning.
EU-kommissionen har længe presset på for at tillade glyphosat i yderligere ti år. Men flere store EU-lande, heriblandt Frankrig, er imod. Derfor lægger Kommissionen nu "kun" op til at forlænge tilladelsen i fem år.
EU’s appeludvalg bliver indkaldt, hvis der ikke kan opnås enighed eller i det mindste flertal om eksempelvis beslutninger om tilladelser til sprøjtegifte. Samtlige lande har en plads i appeludvalget.
Modstand mod glyphosat
EU's nuværende tilladelse til at bruge glyphosat udløber den 15. december i år. Ni lande – heriblandt Frankrig – er imod at forny tilladelsen, mens 14 lande, heriblandt Danmark, vil forlænge tilladelsen. Men de 14 lande har altså ikke kvalificeret flertal, fordi de kun udgør 37 procent af befolkningerne i EU.
Hertil kommer, at 1,3 millioner borgere i EU kræver et stop for glyphosat, der bruges i en række sprøjtemidler over hele Europa.
Den store modstand i EU's befolkninger og blandt regeringerne i en række medlemslande ser dog ikke ud til at gøre indtryk på EU-kommissionen, der fortsat kræver tilladelsen til at bruge glyphosat forlænget.
Meningerne om glyphosat er stærkt delte. Verdenssundhedsorganisationen WHO's kræftforskningsenhed vurderer, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker. WHO bakkes op af 96 uafhængige kræftforskere fra hele verden.
EU's eget Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) og EU's Kemikalieagentur (ECHA) afviser imidlertid alle beviser for, at glyphosat kan forårsage kræft.
Ny afstemning
– En ny godkendelse vil være en belønning til den agrokemiske gigant Monsantos forsøg på at camouflere skadevirkningerne ved en sprøjtegift, der kan spores i vores mad, kroppe og jorden, og samtidig vurderes til at udgøre en kræftrisiko af WHO, siger chef for Greenpeace i Danmark, Birgitte Lesanner.
Hun uddyber:
– Der er tale om et uskønt og svært gennemskueligt forløb, hvor der er sået tvivl om troværdigheden af EU’s egen risikovurdering. Uanset om det i sidste ende vil lykkes Kommissionen at opnå en kort godkendelse, har både EU-Parlamentet og en række medlemslande klart tilkendegivet, at det haster med at hjælpe det europæiske landbrug med at stille om til en nær fremtid, hvor ukrudt bekæmpes med blandt andet varieret sædskifte frem for sprøjtegift.
Greenpeace mener slet ikke, at den ikke-folkevalgte EU-kommission bør kunne træffe så vigtige beslutninger på et så spinkelt grundlag.
– EU-kommissionen bør slet ikke træffe så vigtige beslutninger uden et kvalificeret flertal, siger fødevaredirektør hos Greenpeace EU, Franziska Achterberg, til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278