26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU vil have magt til at fyre journalister

Eksperter er rystede:

EU vil have magt til at fyre journalister

Kommissionen overvejer forslag om EU-regulerede pressenævn og ensrettede regler for hvornår journalister kan fyres og medier straffes med bøde. I strid med grundloven, advarer pressejurist.

EU-kommissionens vicepræsident Neelie Kroes indrømmer, at forslaget om at lade EU bestemme over de nationale pressenævn er "højst politisk og berører en del juridisk komplicerede emner".
FOTO: EU
1 af 1

EU skal fremover have vidtrækkende muligheder for at regulere pressen i medlemslandene.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en rapport, som et højtstående EU-udvalg har afleveret til EU-kommissionen.

Det er skræmmende, at de kan sidde ved deres fulde fem og få de idéer her.
Mogens Blicher Bjerregård, Dansk Journalistforbund

I rapporten lægger udvalget op til, at medlemslandene fremover skal have pressenævn, som følger fælles EU-regler for, hvornår journalister kan fyres og medier idømmes bøder.

Udvalget anbefaler, at EU-kommissionen får overordnet kontrol med indførelse af pressenævnene.

»Dybt bekymrende«

Pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kalder rapportens forslag for "bekymrende".

- Det er dybt bekymrende, at de nationale pressenævn skal følge et sæt EU-standarder og være under opsyn af kommissionen for at sikre EU's værdier, siger Oluf Jørgensen til Arbejderen.

Rapporten blev mandag afleveret til EU-kommissionens vicepræsident, Neelie Kroes, der er meget tilfreds med rapportens konklusioner.

Hun åbner nu for en politisk debat om forslagene.

»Det passende, næste skridt er en meget alvorlig og EU-dækkende politisk debat, herunder offentlig høring«, skriver Neelie Kroes.

Udvalget anbefaler, at samtlige EU-medlemslande omdanner deres pressenævn til såkaldte "Media Councils" reguleret af EU.

Grundlovsstridigt

Oluf Jørgensen advarer imod, at det EU-regulerede pressenævn vil få betydeligt mere magt, end det danske pressenævn har i dag.

- EU's Pressenævn skal udstyres med egentlige magtmidler til eksempelvis at udstede bøder. Det har vores pressenævn ikke. Det vil faktisk være i strid med grundloven, hvis andre end domstolene udsteder bøder eller fyre journalister fordi man mener, de har overtrådt ytringsfrihedens grænser. Det er stærkt bekymrende.

EU vil også bestemme, hvordan de nationale pressenævn skal dømme: Udvalget lægger op til at EU indfører fælles regler om eksempelvis injurier. Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor EU vil drage grænserne for ytringsfriheden, vurderer pressejuristen.

Neelie Kroes indrømmer på sin blog, at rapporten er "… højst politisk og berører en del juridisk komplicerede emner." Vicepræcidenten er  opmærksom på, at "… der er risiko forbundet med at have for meget magt eller handle for meget. Det er præcis derfor, jeg gerne vil have en politisk debat, med bidrag fra alle aktører," skriver Neelie Kroes.

Det vil være i strid med grundloven, hvis andre end domstolene udsteder bøder eller fyre journalister. Det er stærkt bekymrende.
Oluf Jørgensen, pressejurist

Folkebevægelsen mod EU's medlem af EU-parlamentet, Søren Søndergaard har netop sendt et åbent brev til pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt:

»Som pressens minister vil jeg bede dig om hurtigt at forholde dig til udvalgets rapport og slå fast overfor Kommissionen, at vi fra dansk side under ingen omstændigheder kan acceptere indgreb i presse- og ytringsfriheden«, lyder opfordringen fra Søren Søndergaard.

Journalister i chok

Også formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, opfordrer statsministeren til at tage afstand fra rapportens konklusioner.

– Alene det, at man vil have en kontrol af pressenævn, der er vi langt, langt ude i noget, som ligger i lande, hvor vi faktisk arbejder for, at de skal have mere ytringsfrihed og pressefrihed. Jeg er rystet over, at en arbejdsgruppe i EU kan komme med sådan et forslag. Jeg synes faktisk, det er lidt rystende, siger Mogens Blicher Bjerregård til fagbladet Journalisten.

 Han mener, at forslaget går i »stik modsat retning af pressefrihed«.

 - Lige så snart man begynder at have nogle instanser, der skal kontrolleres af højere myndigheder, så bliver det altså statsindgreb. Så bliver det indgreb i presse- og ytringsfriheden.

- Det er tiltag, som jeg er stærkt forarget over, at de overhovedet kommer i nærheden af i Europa, siger Mogens Blicher Bjerregård.

- Det er skræmmende, at de kan sidde ved deres fulde fem og få de idéer her. I en verdensdel, hvor vi i den grad hylder pressefrihed, og hvor alle ved, hvor stor betydning det har for demokratiet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jan. 2013 - 11:15   26. jan. 2013 - 12:57

ytringsfrihed

ml@arbejderen.dk
EU's forslag om pressenævn
  • Et udvalg under EU-kommissionen har netop offentliggjort en rapport, der lægger op til skarpere kontrol med medierne.
  • Rapporten er skrevet af et udvalg, som blev nedsat for et år siden af EU-kommissionens vicepræsident, Neelie Kroes. De skulle komme med et forslag til nye fælles regler for medierne i EU.
  • Udvalget lægger op til, at der indføres fælles EU-standarder for pressenævn - og at disse nævn skal have mulighed for at uddele bøder og "inddrage journalistisk status".
  • Udvalget anbefaler, at EU-kommissionen får den overordnede kontrol med indførslen af pressenævnene.
  • "De nationale pressenævn skal følge et sæt fælleseuropæiske standarder og overvåges af Kommissionen for at sikre, at de overholder de europæiske værdier", hedder det blandt andet i rapporten.