I debatten om EU har et af de tilbagevendende emner været, om EU er en politisk kampplads, hvor der kæmpes om, hvilken politik, der skal føres – eller om EU-systemet er så udemokratisk, at det ikke kan lade sig gøre at få ret meget gennemført.
Den største forskel på EU og Folketinget er, at man i EU har nogle traktater, som dækker politik på en lang række områder.
Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU
Debatten herom er foregået i årevis. I 2017 skrev eksempelvis Steen Gade, daværende formand for Nyt Europa og tidligere folketingsmedlem for SF, i Information i en debat om venstrefløjens EU-politik:
"Det er interessant... at Pernille Skipper i sit modsvar til Holger K. overhovedet ikke forholder sig til EU som en politisk kampplads, hvor der kæmpes mellem højre og venstre, mellem sorte og grønne, på samme måde, som vi oplever det i Danmark i Folketinget, regioner og kommuner".
Nu har Enhedslisten som bekendt valgt at stille selvstændigt op til EU-parlamentet. Og i sidste uge – maj 2019 – lød vurderingen i Altinget fra EU-redaktør på Mandag Morgen, Claus Kragh, efter et valgmøde med deltagelse af Enhedslistens Nikolaj Villumsen og Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU:
"Mens Folkebevægelsen mod EU står tilbage med et lodret nej til EU, ser Enhedslisten EU som en ny politisk kampplads, hvor partiet vil kæmpe for sin politik. Dermed vil vi i løbet af få år kunne se et Enhedslisten, der går hen og bliver endnu meget pro-europæisk".
>> LÆS OGSÅ: Enhedslisten vil trække EU i en rød og grøn retning
Kan EU forandres?
Enhedslisten selv formulerer sin vision på denne måde: "I EU-Parlamentet vil vi i Enhedslisten hver dag arbejde for at trække EU i en mere solidarisk og bæredygtig retning. Vi skal beskytte velfærden. Vi skal i flæsket på frås og fusk i EU. Og frem for alt skal vi sætte turbo på den livsvigtige grønne omstilling".
Også den danske fagtop har kastet sig ind i kampen for at få EU til at føre en anden politik:
"Vi mener, at diskussionen om for eller imod EU er forsimplet og fejlagtig. Vi vil gerne engagere folk i, hvordan vi skridt for skridt forandrer EU i en retning, som gavner flere lønmodtagere", skriver Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), på organisationens hjemmeside i forbindelse med opstarten af kampagnen "Lønmodtagernes EU".
>> LÆS OGSÅ: Langt fra top til bund i synet på EU
Men spørger man Folkebevægelsen mod EU, så fremhæver Rina Ronja Kari, som har haft plads i EU-parlamentet de sidste fem år, at de demokratiske spilleregler er markant anderledes i EU end i Danmark. Og at det er begrænset, hvilken indflydelse parlamentarikerne har på EU's politik.
– Den største forskel på EU og Folketinget er, at man i EU har nogle traktater, som dækker politik på en lang række områder, nemlig Lissabontraktaten og Finanspagten. Eksempelvis kan en så simpel ting som EU-parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg ikke afskaffes, selvom et flertal i parlamentet ønsker det, fordi det er skrevet ind i Lissabontraktaten, forklarer hun til Arbejderen.
>> LÆS OGSÅ: Spidskandidat: EU-modstand kan ikke overlades til partierne
Problemet er traktaterne
Rina Ronja Kari påpeger, at EU's traktater har betydning for en lang række politiske spørgsmål.
– Det er eksempelvis traktatfæstet, at EU's indre marked og den fri bevægelighed altid har forrang over andre politikker. Det har nogle praktiske konsekvenser. I parlamentet er vi for eksempel blevet enige om, at vi gerne vil have en social protokol, som sætter arbejdstagernes rettigheder over det indre marked og den fri bevægelighed. Det vedtog vi i parlamentet for adskillige år siden, men det ændrer ikke noget som helst, da det kræver en traktatændring.
– Man kan også nævne, at medlemslandene på det militære område er forpligtet til at forbedre deres militære kapacitet. Og når det gælder økonomiske spørgsmål, så sætter Finanspagten stramme økonomiske regler for medlemslandenes økonomier. Det er alt sammen noget, som EU-parlamentet ikke kan lave om på.
– Som EU-parlamentarikere støder vi hele tide på, at traktaterne sætter nogle rammer for, hvilken politik der skal føres, og dermed også en ramme for, hvilken lovgivning vi kan vedtage. Det betyder jo, at vi kan blive enige om alt muligt i parlamentet, men det ændrer ikke så meget, siger Rina Ronja Kari.
Vigtigt at sidde i parlamentet
Det betyder dog ikke, at hun mener, det er ligegyldigt, hvordan EU-parlamentet er sammensat.
– En af de helt store forskelle er, om man ønsker, at EU skal have mere magt eller mindre magt. Det er i praksis noget af det, som vi stemmer om hele tiden. I meget ny lovgivning får EU hele tiden mere magt. Så på den måde har det betydning, hvem som sidder i parlamentet, siger Rina Ronja Kari og tilføjer:
– Det er eksempelvis også afgørende, om man er tilhænger af den nordiske arbejdsmarkedsmodel eller ønsker mere EU-regulering.
>> LÆS OGSÅ: EU-modstandens stemme gør en forskel i Bruxelles
Hun understreger dog, at det er en utopi at forestille sig, at man som parlamentariker kan forandre EU grundlæggende.
– Jeg hører ofte kandidater love, at de vil arbejde for det ene eller det andet, for eksempel at ændre EU's udbudsregler. Men dybest set ved de slet ikke, om de kommer til at diskutere disse regler. Det er altid EU-kommissionen, som bestemmer, hvilke love og regler som kommer til behandling.
Som eksempel nævner hun Laval-dommen fra 2007. På trods af at en samlet fagbevægelse på tværs af Europa sammen med adskillige EU-parlamentarikere og nationale parlamenter efterfølgende ønskede, at der skulle ske en ændring af udstationeringsdirektivet, så gik der næsten ti år, før Kommissionen fremsatte et nyt forslag. Udkastet til et nyt direktiv blev først fremlagt i 2016, men er stadig ikke trådt i kraft, da lovgivningsprocessen er så langsom.
Aktivistisk EU-domstol
En anden ting, som indskrænker demokratiet, er EU-domstolen, påpeger Rina Ronja Kari.
– I EU har man valgt, at EU-domstolen skal være den aktivistiske domstol, som nærmest udformer eller i hvert fald udfylder hullerne i lovgivningen. Det betyder, at man har fået en domstol med meget stor magt til at fortolke og viderefortolke på EU-reglerne. Det skal man ikke kritisere domstolen for, men man kan godt kritisere det strukturelle spørgsmål.
– Så selv om det ikke er ligegyldigt, hvem som vælges til EU-parlamentet, så skal man ikke forestille sig, at det at vælge nogen kommer til grundlæggende at forandre EU, understreger Rina Ronja Kari.
Folkebevægelsen mod EU går derfor også til valg på, at magten skal tilbage til Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
