18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fængslet for stenkast

Efterspil til ungdomshusdemo

Fængslet for stenkast

Mere end tre måneder efter urolighederne i forbindelse med en demonstration den 1. marts er fire unge blevet varetægtsfængslet og otte er sigtet. Politiet leder efter bagmænd og vil gerne afprøve den nye respektpakke.

Politiet har varetægtsfængslet fire personer for at have kastet med med sten i forbindelse med demonstrationen den 1. marts i anledning af ti-års dagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.
FOTO: Niels Gether Nielsen
1 af 1

Fire unge blev i sidste uge varetægtsfængslet for at have kastet med sten mod butikker og banker under demonstrationen den 1. marts i anledning af ti-års dagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Vi kunne godt tænke os at afprøve rækkevidden af den nye respektpakke.
Martin Top-Madsen, Københavns Politi

De unge er fængslet indtil – foreløbig – den 13. juni, oplyser Københavns Politi til Arbejderen.

I alt blev 25 anholdt under en række ransagninger tidligt onsdag morgen i sidste uge. Heraf er otte nu blevet sigtet for at have kastet med sten og begået hærværk under demonstrationen i marts.

Håber på kollektiv straf

Anklagemyndigheden efterforsker stadig sagen og håber på endnu flere anholdelser, og på at finde frem til eventuelle "bagmænd" til uroen. Dem vil de gerne kræve erstatning af  – selvom de ikke har deltaget aktivt i hærværket. 

– Når vi har modtaget erstatningskrav fra butikker og banker, vil de blive en del af sagen, fortæller senioranklager hos Københavns Politi, Martin Top-Madsen, til Arbejderen.

Anklagemyndigheden håber nemlig på at kunne afprøve de nye stramninger i den såkaldte respektpakke. Pakken blev vedtaget kort før jul og åbner op for kollektiv erstatning fra deltagere i en demonstration, der har "opildnet til uro".

– Vi efterforsker fortsat sagen, og forventer flere anholdelser. Vi overvejer, om vi kan tage de nye muligheder i brug, som respektpakken giver. Vi har set en del videomateriale igennem fra demonstrationen, fortæller Martin Top-Madsen.

Lige nu har politiet dog ikke konkrete personer i kikkerten, som de kan kræve erstatning af efter de nye muligheder for kollektivt erstatningsansvar.

– Vi kunne godt tænke os at afprøve rækkevidden af den nye respektpakke. Det er interessant for os at få afprøvet, om vi kan pålægge personer, der "bare" har haft en koordinerende rolle i forbindelse med demonstrationen, et erstatningsansvar, hvis de har opildnet til eksempelvis stenkast ved at pege eller har opfordret demonstranter til at gøre modstand eller stå ved siden af og klappe, uddyber Martin Top-Madsen.

Usikker retstilstand

Respektpakken åbner op for, at hvis der under eller efter en demonstration bliver begået hærværk, er det ikke kun dem, der begår hærværket, som skal betale erstatning, men også eksempelvis en demonstrationsledelse, der taler til demonstrationen fra en højtalervogn.

Det er et opgør med hidtidig retspraksis, hvor erstatning kun kan kræver af personer, der aktivt har kastet med sten eller har begået hærværk.

– Med lovskærpelsen er der skabt en meget usikker retstilstand for folk, der arrangerer demonstrationer og gerne vil lave politisk aktivisme. Det er første gang, den nye lovskærpelse bliver taget i brug. Skærpelsen er udtryk for et nybrud i dansk erstatningsret, fordi den åbner op for at gøre personer ansvarlige for andres handlinger, forklarer Tobias Moberg Naver fra retshjælpen Rusk, der rådgiver demonstranter forud og efter demonstrationer.

Han uddyber:

– Det kan eksempelvis være hærværk, som andre har begået. Det er uklart, hvordan politiet og anklagemyndigheden vil bevise, at eksempelvis en demonstrationsledelses udtalelser i en megafon har påvirket andre til at begå hærværk. Hvis domstolene begynder at dømme i de her sager, risikerer vi, at arrangører af demonstrationer, der bliver opløst, skal gå rundt og være bange for, om der efterfølgende sker hærværk, som de intet har med at gøre.

Demonstrationen den 1. marts begyndte fredeligt, men senere udviklede det sig, da en lille gruppe demonstranter valgte at bryde ud af demonstrationen for at kaste sten mod butikker og banker. Det fik Københavns Politi til at opløse demonstrationen. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. maj. 2017 - 14:30   22. maj. 2017 - 14:40

Ungdomshus

ml@arbejderen.dk