11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig kritik af finanslovsaftale

Ingen varig dagpengeløsning

Faglig kritik af finanslovsaftale

Fagforbundene kritiserer, at der ikke med finansloven for 2015 er fundet en varig løsning på dagpengeproblemet. Forbundene tillægger dog manglen forskellig vægt.

Finansminister Corydon kalder finanslovsaftalen for "fælleskabets finanslov". Den manglende dagpengeløsning og ikke mindst den nye kontantydelse fremkalder dog kritik fra fagbevægelsen.
FOTO: Søren Bidstrup/Scanpix
1 af 1

Finansminister Bjarne Corydon har døbt aftalen om finansloven for 2015 "fællesskabets finanslov". Mens der er forskellig opfattelse af det samlede finanslovsforlig blandt de faglige ledere, er der ingen af dem, der ligefrem jubler over, at en voksende del af deres arbejdsløse medlemmer nu kan se frem til at få status som kontanthjælpsmodtagere.

Den nye såkaldte kontantydelse er forankret i kommunernes sociale system, så vores medlemmer, skal komme med hatten i hånden, når dagpengene udløber.
Per Christensen, 3F

Hidtil har arbejdsløse dagpengemodtagere, der falder ud af dagpengsystemet, kunne fortsætte på en midlertidig arbejdsmarkedsydelse, administreret og udbetalt af a-kasserne. 

Ydelsen bliver med finanslovsforliget gradvist erstattet af en anden midlertidig og trangsbestemt ydelse, kontantydelsen, der er på linje med kontanthjælpen og hører ind under sociallovgivningen.

Per Christensen, formand for fagforbundet 3F, er generelt glad for den samlede finanslovsaftale, hvor han især fremhæver den øgede indsats mod social dumping, fordoblingen af fradraget for fagforeningskontingentet og en øget klima-indsats, der kan give nye, grønne job. Men kritiserer forliget om kontantydelsen.

– Det er naturligvis langt bedre end intet. Men det er ikke en grundlæggende og varig løsning. Og den nye såkaldte kontantydelse er forankret i kommunernes sociale system, så vores medlemmer, der har været mange år på arbejdsmarkedet skal komme med hatten i hånden, når dagpengene udløber, siger 3F's formand.

Faktisk skal fagforeningsmedlemmer på kontantydelse stille med hatten i hånden hver 13. uge for at blive vurderet, om de stadig har ret til den midlertidige ydelse, der i øvrigt udfases gradvist frem mod efteråret 2017.

3F-formandens kritik finder genklang hos blandt andet Dansk Metal, HK og FOA.

FOA-formand Dennis Kristensen ser også enkelte isolerede positive elementer i finanslovsaftalen, men lægger i sin samlede vurdering af forliget mest vægt på den fortsatte usikkerhed omkring dagpengesystemet, som han vurderer som "dybt tragisk". 

– Faktisk er situationen om muligt blevet mere desperat for folk, der opbruger retten til arbejdsmarkedsydelse. Nu ender de i kontanthjælpssystemet, siger Dennis Kristensen.

HK's næstformand Mette Kindberg kalder kontantydelsen "endnu en redningsplanke, der sikrer, at ingen falder ud til en tilværelse helt uden forsørgelse". 

– Til gengæld har jeg svært ved at forstå, hvorfor redningsplanken lægges i kontanthjælpssystemet – for her mister de ledige kontakten til arbejdsmarkedet og beskæftigelsesindsatsen, understreger Mette Kindberg.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2014 - 15:13   14. nov. 2014 - 11:02

Finanslov 2015

he@arbejderen.dk
Finanslov 2015

Aftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten om finansloven for 2015 indeholder følgende hovedelementer:

  • 610 milioner kroner i 2015 til ny midlertidig kontantydelse, der erstatter den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.
  • 2,5 milliarder kroner til at modtage øget antal flygninge. 1-1,5 milliard kroner tages fra u-landsbistanden. Kommunerne får en kvart milliard til deling.
  • Sundhedspakke, der afsætter 600 millioner kroner ekstra til flere hænder på sygehusene næste år for at imødegå overbelægning.
  • En milliard kroner til 600 flere pædagoger i daginstitutionerne – det svarer til 0,15 pædagog per daginstitution.
  • 75 millioner kroner til velfærdspakke, blandt andet et "hjemmehjælpsklippekort" til ældre.
  • 30 millioner kroner til øget indsats mod social dumping.
  • 1210 millioner kroner ekstra til miljø- og klimaindsats.

Mange delaftaler går over flere år. De angivne beløb angiver alene udgifterne i 2015