01 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagligt initiativ vil skabe bevægelse for velfærd

Nyt samarbejde

Fagligt initiativ vil skabe bevægelse for velfærd

I dag går et nyt fagligt velfærdsinitiativ i luften. Første tiltag går på at samle 3000 tillidsvalgte til stormøde i Odense den 4. oktober og derfra sætte skub i nye aktiviteter.

Den samlede offentlige sektor er stærkt udfordret af løbende krav om besparelser og effektiviseringer, mener det nye faglige initiativ Danmark for velfærd. Pædagogernes forbund BUPL er med. Arkivfoto
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

I dag præsenterer en stribe store fagforbund sammen med LO Storbyerne et nyt velfærdsinitiativ - Danmark for velfærd. Formålet er at sætte skub i aktiviteter, der kan genoprette den fælles velfærd.

Vi siger, at der er råd til ordentlig velfærd. Det handler alene om politiske prioriteringer.
Per Olsen, LO Hovedstaden

Første skridt på vejen bliver et stormøde for tillidsrepræsentanter i Odense onsdag den 4. oktober.

– Vores ambition er at være landsdækkende og tværfaglige, og mødet henvender sig til tillidsfolk fra både det offentlige og private område. Vi håber, der kommer 3000 eller flere, siger Per Olsen, formand for LO Hovedstaden, til Arbejderen.

Store fagforbund er med

Han glæder sig over, at det er lykkedes LO Storbyerne - et samarbejde mellem LO Hovedstaden, LO-Aarhus, LO-Fyn, LO-Aalborg, LO-Vest og LO-Randers - at få store fagforbund fra hovedorganisationerne LO og FTF til at slutte sig til velfærdsinitiativet. Foreløbig gælder det 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet. 

HK Hovedstaden er den største medlemsorganisation i LO Hovedstaden og den største fagforening i Danmark med næsten 90.000 medlemmer. Formand Christian Grønnemark ser gode muligheder for, at Danmark for velfærd kan samle og styrke kampen mod den stigende ulighed.

Flere skal med

– Det er klart, at det her skal bredes ud til andre. Nu starter vi med at tage udgangspunkt i fagbevægelsen og vores tillidsfolk. Hvis stormødet så viser, at der er grøde i den og opbakning fra medlemmerne til at sætte andre aktiviteter i værk, så skal vi folde det ud, siger Grønnemark til Arbejderen.

I grundlaget for Danmark for velfærd, siger de tilsluttede organisationer da også, at det er deres håb, at de ud over lønmodtagere, tillidsfolk og faglige organisationer kan samle "brugerorganisationer, elevorganisationer og andre gode kræfter, som sammen kan skabe en bevægelse, der kan arbejde for at udviklingen vendes."

En sådan bevægelse er der mere end nogensinde brug for, mener Lene Hartmann, formand for LO Randers. Hun er bekymret over at opleve borgere - uanset om de er på eller udenfor arbejdsmarkedet - der bliver svigtet og ikke får den hjælp, de har brug for.

– Vi kender allesammen én eller flere, der er kommet i klemme i systemet. Stadig flere falder igennem det sociale sikkerhedsnet, som i dag nærmest er ikke-eksisterende. Vi ønsker, at vilkårene ændrer sig og bliver bedre for borgere generelt, siger Lene Hartmann til Arbejderen.

Efter stormødet

Indbyderne til stormødet i Odense lægger sig ikke på forhånd fast på, hvad der skal ske efter den 4. oktober.

– Det vigtigste er, at der sker noget. Om det så resulterer i en demonstration eller lokale markeringer rundt om i landet, er ikke så afgørende, siger Per Olsen, der gerne ser aktiviteter i forbindelse med det forestående valg i kommuner og regioner.

– Velfærdsdebatten er et oplagt emne. Danmark for velfærd kommer ikke med konkrete forslag til, hvordan velfærden skal finansieres, men vi siger, der er råd til ordentlig velfærd. Det handler alene om politiske prioriteringer.

FOA, hvis medlemmer hovedsagligt arbejder i pleje- og omsorgssektoren, afventer naturligvis også udmeldingerne og stemningen på mødet i Odense. Forbundsformand Dennis Kristensen ser imidlertid gerne, at mødet beslutter at gennemføre "en eller flere velfærdsdemonstrationer den 7. november for alle, der vil slå ring om velfærden." Ideen luftede han i en faglig kommentar i Arbejderen den 7. juli. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2017 - 06:10   14. sep. 2017 - 12:02

Velfærdsinitiativ

noc@arbejderen.dk
Danmark for velfærd
  • Danmark for velfærd gik i luften den 30. august 2017.

  • Velfærdsinitiativet er startet som et samarbejde mellem LO Storbyerne og fagforbundene 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet. Siden er der kommet flere fagforbund med.

  • Fagforbundene kommer primært fra de to hovedorganisationer LO og FTF.

  • LO Storbyerne består af LO Hovedstaden, LO-Aarhus, LO-Fyn, LO-Aalborg, LO-Vest og LO-Randers.

  • Du kan læse mere om Danmark for velfærd på Facebook.

  • Du kan læse mere om og støtte velfærdsinitiativets underskriftindsamling her.