Natten til den 26. marts døde modstandsmanden, BOPA-partisanen ”Lille John” alias Aage Staffe. Han blev 88 år gammel.

Han var 19 år, da han gik ind i BOPA, og han tog hele modstandskampen med frem til 1945. Som sabotør eller – som han selv kaldte det – ”byfornyer” deltog han i nogle af besættelsestidens største sabotager. Han skånede aldrig sig selv. Han var beskeden og prøvede aldrig at promovere sig selv.

Men ved hans død har alle, som i dag kæmper for fred, mod krig og undertrykkelse, mistet en af Danmarks virkelig store sønner. Et rigtigt og uegennyttigt menneske som aldrig gik på akkord med sin ungdoms drømme og mål.

Skuffelse

1945 og befrielsen blev for Aage – som for mange andre – den store skuffelse, som kom til at præge alt, hvad han siden foretog sig. Det såkaldte retsopgør med besættelsestidens samarbejdspolitikere blev en ren parodi, hvor politikerne og deres medløbere hvidvaskede sig selv. For derefter at fremstå som ”rigets bedste mænd” – de sande frihedskæmpere.

I spidsen for befrielsesregeringen satte man den mand – Vilhelm Buhl – som under krigen opfordrede befolkningen til at stikke Aage og hans kammerater til tyskerne. Den ultimative hån mod alle de, der med livet som indsats kæmpede for et frit Danmark. Et folkets Danmark.

I stedet fik vi kold krig, Marshallplan og vort lands indlemmelse i NATO, uden at det danske folk blev spurgt. En praksis man har fulgt lige siden, når man på NATO's eller EU's befaling sender vort land i krig.

”Den kolde krig har efterladt intolerance og holdningsændringer, som i nær fremtid ændrer sig positivt, men da har jeg nok for længst sat træskoene." Deri fik han desværre ret endnu engang.

Stort forfatterskab

Dagens Danmark med krigshetz, racisme, intolerance og fascismens fremmarch i hele Europa var Aages værste mareridt, som han bekæmpede til det sidste. Det blev indledningen til Aages næste livslange kamp – kampen om historien. For som han skrev: ”Den, som ikke kender historien, er dømt til at gentage den.”

På den baggrund skrev han – noget tøvende ifølge ham selv – sin første bog: ”En smededreng går til modstand”, som omhandlede tiden som sabotør i BOPA, levende og engageret fortalt.

Siden fulgte et stort forfatterskab, som inddrog mange andre sider af Aages liv og arbejde. Til formålet oprettede han sit eget forlag, BOgPArtisanen. Nye sider af hans liv og arbejde kom frem i disse bøger: Arbejdet i Åndsvageforsorgen, i Evnesvages Vel (LEV) og som konsulent i en landsby i Bangladesh, dertil bøger om de mange rejser i øst som i vest han foretog sammen med sin kone gennem hele livet, Lilian.

”Ikke vold – men civil ulydighed” lød den gamle frihedskæmpers parole i vor tid. Sig nej! Smid grus i maskineriet, deri var Aage og jeg enige. Samfundet er ikke indrettet på et folk, som siger nej. På den baggrund støttede han også op om Fighters & Lovers, Foreningen Oprør og Horserød-Stutthof Foreningen, da disse foreninger gik til kamp mod overvågningsstaten og de nye terrorlove.

Nu er Aage gået bort, og mange af os har mistet en god ven og en støtte, vi aldrig vil glemme. Vore tanker går i sorgens stund til hans livsledsager og hustru, Lilian.

Æret være Aage Staffes minde.