De fleste ved, at kroppen bliver slidt, hvis man igennem mange år har hårdt fysisk arbejde. Nu viser ny forskning, at også fattigdom spiller ind på helbred og kroppens aldring.
Forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har netop afsluttet et stort forskningsprojekt, som viser entydig sammenhæng mellem kroppens aldring og længerevarende fattigdom.
Fattigdoms-bekæmpelse er et af FN’s verdensmål og gælder også for Danmark.
Professor Rikke Lund, KU
– Der er en signifikant forskel på testresultaterne. De personer, der fire eller flere år gennem voksenlivet har haft indtægter under den relative fattigdomsgrænse, præsterer betydeligt dårligere end de, der aldrig har ligget under grænsen, siger Rikke Lund, som er professor ved fakultetets afdeling for socialmedicin, til Arbejderen.
En repræsentativ undersøgelse
Forskerne bag projektet har gennemført en sammenlignende undersøgelse af 5500 midaldrende personer på de tre parametre fysisk funktion, kognitiv funktion og visse betændelsestilstande, som tilsammen giver et sikkert billede af kroppens aldring.
De har derefter undersøgt, hvordan tallene havde sammenhæng med mindst fire års relativ fattigdom over mere end 20 års voksenliv.
Rikke Lund forklarer:
– Vi har årlige oplysninger om indkomstniveauet og kategoriserer deltagerne som relativt fattige, hvis deres ækvivalerede husstandsindkomst var under 60 procent af den ækvivalerede husstands medianindkomst for hele Danmarks befolkning i hvert af de relevante år.
En ækvivaleret indkomst er en vægtet eller anslået indkomst, der eksempelvis tager højde for, at en familie på to voksne forbruger mere, men ikke behøver en dobbelt så stor indkomst som en familie med kun én voksen.
I undersøgelsen har forskerne taget højde for en række faktorer, som man ved har indflydelse på aldringen, som for eksempel køn, social baggrund og højest opnåede uddannelsesniveau, ligesom kronisk syge er sorteret fra i dele af undersøgelsen.
Mangler overskud
Rikke Lund fortæller, at mange relativt fattige ofte mangler overskud til at leve sundt og til at søge relevant lægehjælp i tide:
– Vi ved desværre også, at der er socialt ulige adgang til sundhedssystemet, fordi det kræver mange personlige ressourcer at manøvrere i sundhedsvæsnet.
>>LÆS OGSÅ: Ulighed er usundt
Hun medgiver, at der kan være mange mulige følgevirkninger ved at være relativt fattig over en længerevarende periode, som vanskeliggør forebyggelse. Derfor må løsningen være at bekæmpe fattigdom.
– Fattigdomsbekæmpelse er et af FN’s verdensmål og gælder også for Danmark. Det ændrer dog ikke på, at vi også skal fortsætte de øvrige forebyggende indsatser, siger Rikke Lund.
3F vil afskaffe ulighed
Fagforbundet 3F søsatte i januar en kampagne, som skal gøre op med den voksende ulighed i samfundet. Arbejderen har derfor spurgt Peter Hamborg Faarbæk, som er sundhedspolitisk konsulent i 3F, hvad han tænker, når han hører om undersøgelsen:
– Undersøgelsen beskæftiger sig med mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er en gruppe, der kun i meget begrænset omfang er medlem af 3F. Men kernen i undersøgelsen, nemlig at økonomi og dermed ofte også uddannelse spiller en afgørende rolle i sundhed, aldring og dødelighed generelt, er noget, der optager os meget.
Peter Hamborg Faarbæk fortsætter:
– Der skal i langt højere grad arbejdes målrettet på at mindske og gerne fjerne den store ulighed, der er i sundhed. En ulighed der er skyld i op til 10 års forskel i levetid for henholdsvis en rig og en fattig dansker. 3F har løbende – også over for den nye regering – presset på for at have mere fokus på ulighed i sundhed, ligesom vi selv i 3F har gennemført flere projekter og aktiviteter, der skal være med til at vise vejen for, hvordan man kan mindske ulighed i sundhed.
>> LÆS OGSÅ: 3F vil gøre op med voksende ulighed
Strategi for bekæmpelse af fattigdom
Arbejderen har også bedt Rådet for Socialt Udsatte om at kommentere på undersøgelsen, der viser en sammenhæng mellem fattigdom og aldring.
– Det overrasker ikke, for vi ved i forvejen, at de mest udsatte har en gennemsnitlig overdødelighed. Men derfor er forskningsresultatet alligevel interessant, for det lægger bare noget nyt til alle de risikofaktorer, som vi kender i forvejen, siger formand Jann Sjursen.
Han mener, det understreger behovet for at udarbejde en strategi til bekæmpelse af fattigdom for dem på de laveste offentlige ydelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278