Regeringens finanslovsaftale med SF og Enhedslisten kompenserer for nogle af de værste forringelser i kontanthjælpsreformen. Det vurderer Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, og det vil hun gerne kvittere for.
– Det giver os mulighed for at lægge en bedre bund for vores indsats, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, der har været og er en stærk kritiker af de lave ydelser i den kontanthjælpsreform, som alle Folketingspartier minus Enhedslisten stemte igennem sidste år.
Man kan sige at finanslovsaftalen lapper nogle af de værste huller i kontanthjælpsreformen - men der er jo stadig tale om lapperier.
Majbrit Berlau, Dansk Socialrådgiverforening
– Vi er glade for, at vores SOS på vegne af de borgere, der har det allerdårligst, er blevet hørt, siger Majbrit Berlau til Arbejderen.
Hun peger blandt andet på, at kontanthjælpsreformens indførelse af forsørgerpligt for samboende nu vil blive udfaset.
- Det er så ret beklageligt, at man skal bruge et helt år på at udfase en regel, der har så store og omfattende negative konsekvenser for mange udsatte familier. Men det er trods alt positivt, at vi slipper af med samleverforsørgelsen, understreger socialrådgivernes formand.
Mere støtte til unge forsørgere
Hun roser også forligsparterne for at indføre en særlig boligstøtte for unge under 30 år, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
- Vi har kunnet se på hjemløsestatistikkerne, at kontanthjælpsreformens lave ydelser til unge under 30 år har ført til flere hjemløse og voksende sociale problemer for denne gruppe. At de nu igen får adgang til den særlige boligstøtte kan være med til at sikre, at de unge har råd til en bolig, og dermed mulighed for at koncentrere sig om deres uddannelse og fremtid, siger Majbrit Berlau
Derudover får de unge under 30 år på uddannelseshjælp eller kontanthjælp mulighed for at holde deres boligudgifter nede ved at kunne udleje eller fremleje til en logerende - uden at blive trukket i ydelse. Det vil også være med til at forbedre udsatte unges økonomi, påpeger Majbrit Berlau, som også roser regeringen for at forhøje boligsikringen til par under 30 år med hjemmeboende børn.
Finanslovsaftalen ruller også kontanthjælpsreformens laveste ydelser til unge forsørgere på uddannelseshjælp og kontanthjælp tilbage, konstaterer socialrådgivernes formand.
- Unge forsørgere på de laveste ydelser - altså uddannelsesydelse og kontanthjælp til unge under 30 år - vil nu komme på niveau med studerende i SU-systemet. Den højere ydelse betyder, at børnefamilier får et større rådighedsbeløb, hvilket kan være med til at forebygge, at børn skal leve i fattigdom, forklarer Majbrit Berlau.
Stadig tidsler tilbage
Selv om nogle af de allerværste tidsler med finanslovsaftalen er trukket ud af kontanthjælpsreformen, er der stadig nogle forringelser tilbage, understreger Majbrit Berlau.
- Man kan sige at finanslovsaftalen lapper nogle af de værste huller i kontanthjælpsreformen - men der er jo stadig tale om lapperier. Vi havde for eksempel gerne set, at der var sket en generel forhøjelse af kontanthjælpssatserne, som i dag er alt for lave. Og vi mangler stadig en permanent løsning på dagpengereformen, der buldrer derudad med alvorlige konsekvenser for et stigende antal arbejdsløse, som den nye kontantydelse kun retter delvist op på, advarer Majbrit Berlau.
Den nye kontantydelse gives til de borgere, der hverken er berettiget til dagpenge, kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse. Men Majbrit Berlau ærgrer sig over, at man ikke har etableret ydelsen inden for det eksisterende dagpengesystem – eller som minimum anvendt en af de eksisterende forsørgelsesydelser.
- Den nye ydelse er endnu en midlertidig ydelse, og løser ikke dagpengeproblematikken. Og så er den kædet sammen med nogle meget skrappe krav til, at man skal være i konstant aktivering. Det mener jeg ikke er det, arbejdsløse har brug for efter to år på dagpenge og forskellige aktiveringsordninger, siger Majbrit Berlau.
Socialrådgivernes formand frygter også, at indførelsen af en ny ydelse kan medføre unødigt bureaukrati bureaukrati ude på socialrådgivernes arbejdspladser.
- Det vil være et skridt i den forkerte retning, advarer Majbrit Berlau.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278