Under de igangværende forhandlinger om finansloven lurer den kommende kontanthjælpsreform i kulissen.
Regeringen havde oprindeligt skubbet et udspil om reformen til efter nytår for at skabe ro i forhold til finanslovsforhandlingerne med Enhedslisten. Listen er lodret uenig i regeringens forslag til stramninger overfor kontanthjælpsmodtagere.
Men Venstre har krævet kontanthjælpsreformen med i en aftale om finansloven.
Venstre vil have den nedsatte kontanthjælp til unge under 25 år, den såkaldte ungeydelse, udvidet til at gælde for alle unge under 30 år. Partiet vil også indføre gensidig forsørgerpligt mellem samlevende. Det betyder, at en mand eller kvinde, som lever sammen med sin partner uden at være gift, ikke vil kunne få kontanthjælp, hvis partneren er i arbejde og tjener knap 30.000 om måneden.
Den samme regel gælder i dag for gifte par og er en af årsagerne til, at mange af de mennesker, som står til at falde ud af dagpengesystemet, ikke vil være berettigede til kontanthjælp.
Venstres forslag ligger ikke fjernt fra regeringens egne tanker. Ifølge Berlingske kom regeringen i sidste uge med et finanslovsudspil til Venstre, som imødekom partiets krav til kontanthjælpsreform.
Pres på Enhedslisten
Udspillet kan være et led i det taktiske spil omkring finansloven - beregnet på at presse Enhedslisten, der insisterer på en finanslov med løsninger for de arbejdsløse, som vil falde ud af dagpengesystemet, og i det hele taget ønsker at forbedre den sociale profil.
Lars Løkke har sagt, at "vi skal have sulten tilbage". Det er helt forrykt.
Viggo Thinggaard, formand for HK Østjylland
Lige nu peger meget i retning af en finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten. Det ser ud til at forhandlingerne med venstre er stoppet. Socialdemokraterne og SF er under stort pres fra fagbevægelsen og deres eget bagland for ikke at lave endnu et stort forlig sammen med de borgerlige partier.
En af dem, som de sidste dage har advaret regeringen mod at indgå forlig med Venstre om finanslov og kontanthjælp, er formand for HK Østjylland, Viggo Thinggaard.
- Lars Løkke har sagt, at "vi skal have sulten tilbage". Det er helt forrykt. Det vil tvinge de ledige til at acceptere hvad som helst og ødelægge løn og arbejdsforhold. Det skal regeringen holde sig fra, siger Viggo Thinggaard, som ønsker et forlig med Enhedslisten.
Da regeringen sidste år lavede finanslov sammen med Enhedslisten, blev en række af de såkaldte fattigdomsydelser afskaffet. Det var de særligt lave kontanthjælpssatser for eksempel starthjælpen.
Enhedslisten ønsker nu at få afskaffet de resterende fattigdomsydelser som blandt andet ungeydelsen og komme af med ægtefælleafhængigheden i kontanthjælpssystemet.
Men intet tyder på, at der er forbedringer for kontanthjælpsmodtagerne i vente, selvom det ender med en ny finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten.
Reform er tæt på
Tværtimod lægger regeringen på linje med Venstre op til, at de unge kontanthjælpsmodtagere skal presses i arbejde eller uddannelse blandt andet ved at nedsætte deres ydelse.
- Det er urimeligt, at unge får fuld kontanthjælp, hvis de er arbejdsmarkedsparate og vælger hængekøjen i stedet for uddannelse eller jobsøgning. Det er bestemt ikke urealistisk, at lavere kontanthjælp til arbejdsmarkedsparate unge bliver en del af kontanthjælpsreformen, sagde Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq til Altinget.dk tidligere på året.
Men der er interne uenigheder i regeringen, når det gælder kontanthjælpsreformen. SF's nye formand Annette Vilhelmsen er modstander af at tvinge unge i uddannelse eller arbejde ved at tage deres eksistensgrundlag fra dem.
- Jeg er ikke tilhænger af det incitament, der handler om, at jo mindre folk får, jo tættere vil de nok komme på arbejdsmarkedet, sagde hun til Jyllands-Posten på sin første dag som minister.
Så der er lagt op til en ny holmgang internt i regeringen og mellem regeringen og dens støtteparti, når den næste store reform skal på plads lige efter nytår. Regeringen har bebudet et lovforslag om reformen til marts 2013. Inden da skal der være forhandlinger om regeringens udspil.
Det kan meget vel ende med endnu et forlig med de borgerlige partier. Kun modstand fra Enhedslisten, bevægelserne og medlemmerne i S og SF kan måske forhindre det. Her er et af problemerne, at kontanthjælpsmodtagerne ikke har deres egen interesseorganisation til at tale sin sag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278