06 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flagdag i skyggen af krigsforberedelser

785 udsendte soldater

Flagdag i skyggen af krigsforberedelser

I dag fejrer det officielle Danmark for 10. gang de soldater, der har været eller er udsendt til internationale missioner og krige.

I dag bliver udsendte danske soldater hyldet over hele Danmark.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

I dag fejrer den danske stat for 10. gang de soldater, der har været eller er udsendt i krige rundt om i verden. På alle offentlige bygninger flages, og der holdes en række arrangementer rundt omkring i landet.

Ingen af krigene har skabt mere demokrati i de lande, hvor de er blevet ført. I stedet er landene blevet sønderbombet.
Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti

I øjeblikket er 785 danske soldater udsendt på internationale militære operationer indenfor NATO, en koalition, EU eller FN.

Det er det officielle Danmark, der fejrer soldaterne. Fredsbevægelsen derimod har opfordret til at flage på halv for at markere krigens alvorlige konsekvenser

Heller ikke Kommunistisk Parti synes, der er nogen grund til at fejre dagen.

– Udstationeringen af danske soldater i krigshærgede områder har betydet mange dræbte og i hundredevis af soldater, der er såret på krop og sjæl, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

Han mener dog, at der er god grund til at støtte de danske soldater. 

– Kommunisternes forslag er, at vi trækker dem hjem og sikrer tilstrækkelige midler til, at de kan rehabliteres i det danske samfund, siger Jørgen Petersen.

LÆS OGSÅ: 28 nordiske fredsgrupper kræver stop for oprustning

Konsekvens af udenrigspolitik

Ifølge militærets egne opgørelser er 51 danske soldater døde og 235 sårede i de danske krige siden 2002.

Militærets egen statistik omfatter ikke hjemsendte soldaters selvmord eller de psykisk sårede soldater, der bliver syge og skadede resten af livet af at være i krig. Sidste år begik to danske soldater selvmord efter at have været udsendt flere gange, på trods af at de havde vist tegn på posttraumatisk stress (PTSD).

Omkring 45.200 danske soldater har siden 1991 været sendt i krig. Hver soldat har i snit været udsendt 2,25 gange de seneste 25 år. Omkring fire procent af veteranerne (cirka 1100 soldater) fra de danske krige i perioden 1995 til 2010 er, ifølge SFI, blevet registreret i Det Psykiatriske Centralregister som havende mindst en psykiatrisk diagnose efter deres hjemkomst.

De mange døde og sårede soldater er en konsekvens af, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er blevet dramatisk forandret igennem de sidste 25 år, påpeger Jørgen Petersen:

– Skiftende danske regeringen har beredvilligt stillet op til USA-ledte krige i Mellemøsten og Afghanistan. Krigene bliver forsøgt solgt som indsatser, der skal fremme demokrati, kvinders ligestilling og børns skolegang. Men ingen af krigene har skabt mere demokrati i de lande, hvor de er blevet ført. I stedet er landene blevet sønderbombet, deres økonomi ligger i ruiner, og terrorister og kriminelle hærger.

LÆS OGSÅ: Alle danskere betaler 4320 kroner til militæret

Oprustningen fortsætter

Alligevel fortsætter regeringen med at sende danske soldater ud på internationale missioner, samtidig med at oprustningen tager fart, blandt andet med nye kampfly og tanks. 

Danmark har i dag soldater i Afghanistan, Irak, De Forenede Arabiske Emirater, Sydsudan, Mali, Kenya, Nigeria, Ukraine, Kosova, Estland og Polen. 

Alene i år sendte regeringen 200 soldater til Estland som led i NATO's oprustning mod Rusland. Herudover er dansk militær med i ledelsen af NATO's østlige hovedkvarter i Polen, der står i spidsen for NATO's soldater i øst og skal kunne gå i krig med få timers varsel.

Den danske regering sender også fortsat danske soldater til Irak og Afghanistan. I sidste uge blev yderligere 22 danske soldater udsendt til NATO’s mission i Irak. Og Danmark har i dag 150 soldater udsendt til NATO-missionen Resolute Support i Afghanistan. 

Netop krigen i Afghanistan har været den blodigste for dansk militær. 214 soldater er blevet såret og 43 dræbt i krigen i Afghanistan. Danmark har militært været i krig i Afghanistan siden 2002. Krigen har – foreløbig – kostet op mod 13 milliarder kroner, og er dermed den suverænt dyreste krig, Danmark har deltaget i.

Den seneste opgørelse fra NATO's Afghanistan-mission viser, at den afghanske regering i maj i år kun havde kontrol over to ud af Helmands 14 distrikter, hvor de danske soldater var indsat. Det er et fald på to distrikter siden oktober 2017.

Også til søs er Danmark med. I januar i år sendte Danmark to danske krigsskibe og 135 soldater til havs for at stå for ledelsen af NATO's stående flådestyrke i Østersøen, Nordsøen og det østlige Atlanterhav. Styrken kan også sendes til Middelhavet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2018 - 05:00   05. sep. 2018 - 11:25

Flagdag

ml@arbejderen.dk
Dansk militær i verden

Europa

Estland: 200 danske er udendt som led i NATO's oprustning mod Rusland.

Polen: 45 danske soldater er udstationeret ved NATO's østlige hovedkvarter Multinational Corps Northeast.

Ukraine: Danmark har udsendt en stabsofficer til NATO's forbindelseskontor i Kiev.

Kosova: Ni danske soldater holder vagt i lejren Camp Marechal De Lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver for Kosovo Force hovedkvarter i Pristina.

Middelhavet: Flyvevåbnet har udsendt et overvågningsfly, der skal blandt andet skal opfange flygtninge. Herudover er 22 soldater udstationeret til EU's Frontex-mission i Middelhavsområdet.

Irak

212 soldater er udstationeret på Al Asad Airbase og i Bagdad for at træne og uddanne irakiske sikkerhedsstyrker.

Afghanistan

150 soldater er udsendt til området omkring Kabul for at træne og uddanne afghanske sikkerhedsstyrker og løse militærpolitiopgaver.

Afrika

Siden 2011 har ti danske militærfolk været udstationeret i FN-missionen, UNMISS, i Sydsudan.

Herudover har Danmark militære rådgivere udsendt til Mali, Nigeria og Kenya.

Nordatlanten

Den 1. januar overtog Danmark kommandoen over NATO's stående flådestyrke i Nordatlanten. Danmark bidrager med krigsskibene Niels Juel og Esbern Snare samt 150 soldater. Krigsskibene skal primært operere i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet.

Kilde: Forsvarets interaktive kort over internationale missioner