29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flere EU-lande siger nej til glyphosat

Afstemning i næste måned

Flere EU-lande siger nej til glyphosat

På trods af, at flere EU-lande siger nej, ser EU-systemet ud til at godkende giftstoffet glyphosat, der bruges i sprøjtemidler. Mere end en 1,3 million europæere har skrevet under i protest mod, at EU vil forlænge sin godkendelse.

Greenpeace aktionerer foran EU-kommissionens hovedkvarter i Bruxelles i protest over forslaget om at godkende glyphosat i yderligere ti år.
FOTO: Philip Reynaers/Greenpeace
1 af 1

Tre store EU-lande – Frankrig, Polen og Letland – melder nu åbent ud, at de er imod at godkende giften glyphosat, der bruges i en række sprøjtemidler i EU. 

Hertil kommer en række lande, der endnu ikke har gjort deres stillingtagen op. Tyskland har hidtil meldt ud, at man vil undlade at stemme. 

Vi har i meget klare vendinger opfordret miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og regeringen til at afvise en ny godkendelse af glyphosat.
Birgitte Lesanner, Greenpeace

I næste måned ventes EU at tage stilling til et forslag om, at glyphosat fortsat skal være tilladt i EU de næste ti år. Forud for beslutningen har EU-kommissionen bedt medlemslandene melde tilbage på forslaget. Den 1. september udløb fristen for tilbagemeldingerne. Kun syv ud af EU's 28 medlemslande har foreløbigt svaret. 

Danmark har ikke meldt tilbage til EU-kommissionen, oplyser Miljøstyrelsen til Arbejderen. Miljøstyrelsen arbejder lige nu på et notat til Folketingets miljø- og fødevareudvalg og til Europaudvalget, der skal give regeringen et endeligt mandat. 

Sandsynligvis kræftfremkaldende

Det er EU's Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, der ventes at tage beslutningen om glyphosat på sit møde den 5.-6. oktober.

Mere end en 1,3 million europæere har skrevet under i protest mod, at EU vil forlænge sin godkendelse.

>> Skriv under mod at EU forlænger sin tilladelse til glyphosat 

WHO's kræftforskningsagentur har klassificeret glyphosat som sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker. EU's Fødevaresikkerhedsautoritet og EU's Kemikalieagentur afviser derimod, at glyphosat kan forårsage kræft.

EU's konklusion bygger på hemmelige undersøgelser af glyphosat på studier betalt af Roundup-sprøjtegiganten Monsanto, der vil tjene millioner på at få fornyet godkendelsen af glyphosat. EU's Fødevareagentur har dog indrømmet, at det er upublicerede undersøgelser, som ikke var tilgængelige for WHO's eksperter, der danner grundlag for deres evaluering. Begge agenturer er blevet beskyldt for at have afvist betydelige kræftfund i det videnskabelige materiale.

Hovedrystende

Greenpeace har i årevis aktioneret mod glyphosat.

– Det er hovedrystende, at man overhovedet kan overveje at forlænge godkendelsen ovenpå en dybt kritisabel proces, hvor uafhængige kræftforskere ikke har haft en ærlig chance for at se grundlaget efter i sømmene, mens langt mere end en million almindelige mennesker har udvist bekymring over den fortsatte, massive brug af et særdeles giftigt sprøjtemiddel, siger Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark.

– Det er lovende, at vi nu ser tegn på, at Frankrig vil stemme imod en forlængelse, mens Tyskland også er uafklarede og ovenikøbet har et valg lige rundt om hjørnet. 

– Vi har i meget klare vendinger opfordret miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og regeringen til at afvise en ny godkendelse af glyphosat. Det gælder både menneskers sundhed og miljøets bedste, og derfor bør man udvise største forsigtighed, simpelthen. Hundredtusinder af økologiske landmænd er levende bevis på, at ukrudtsbekæmpelse er mulig uden glyphosat og andre herbicider, understreger Birgitte Lesanner.

Regeringen vil fortsætte med glyphosat

Den danske regering gjorde det sidste år klart i et syv sider langt notat til Folketingets Europaudvalg, at man agter at stemme for en fornyet godkendelse af Glyphosat.

Regeringen henviser til, at EU's Fødevareagentur og EU's kemikalieagentur er nået frem til, at giftstoffet ikke er kræftfremkaldende. 

I Folketinget bliver miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) nu bombarderet med spørgsmål om glyphosat.

Det er kun få uger siden, at Danmark – som det eneste land – stemte imod, at EU forbød sprøjtegiften flupyrsulfuron-methyl, som er mistænkt for at skade fostre og være kræftfremkaldende

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2017 - 10:04   07. sep. 2017 - 16:47

Sprøjtemiddel

ml@arbejderen.dk
Glyphosat
  • Glyphosat er et giftstof, der bruges i en række sprøjtemidlerover hele verden. I Danmark kender vi blandt andet Monsantos RoundUp, der bliver brugt mod ukrudt på marker og i haver.

  • På grund af sin udbredte anvendelse findes der rester af glyphosat overalt - i vandløb, i fødevarer som brød og mel, i drikkevarer som øl og i menneskers urin.

  • WHO's kræftforskningsenhed vurderer, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker. WHO bakkes op af 96 uafhængige kræftforskere fra hele verden.

  • EU's Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) og EU's Kemikalieagentur (ECHA) afviser derimod alle beviser for at glyphosat kan forårsage kræft.

  • Siden februar har mere end 1,3 millioner europæere skrevet under for at forbyde glyphosat. Det er den hurtigst voksende underskriftsindsamling i EU nogensinde.

  • >> Skriv under for et forbud mod glyphosat