08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flertal siger nej til at ændre offentlighedslov

Omstridt lov i Folketinget

Flertal siger nej til at ændre offentlighedslov

Partier på Christiansborg står i kø for at kritisere offentlighedsloven. Men Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti kan ikke samle flertal for at rulle de mest kontroversielle paragraffer tilbage.

Der blev både demonstreret og samlet tusindvis af underskrifter ind mod stramningerne af offentlighedsloven i 2013. Nu afviser et flertal i Folketinget at rulle de mest kontroversielle paragraffer i loven tilbage.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Selv om partier på Christiansborg står i kø for at kritisere den såkaldte offentlighedsloven, er der ikke flertal for at ændre loven, som siden 2014 er blevet brugt til at nægte journalister og offentligheden indsigt i ministres kalendere, dokumenter, juridiske vurderinger og udregninger, som ligger til grund for lovforslag.

Det er essentielt i et demokratisk samfund at pressen og befolkningen kan kontrollere politikerne, så vi kan undgå magtmisbrug.
Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund

På torsdag vil et flertal af Folketingets partier nedstemme et forslag fra Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti om at rulle de mest vidtgående elementer af offentlighedsloven tilbage.

Partier må sætte sig sammen

Dansk Journalistforbund opfordrer politikerne til at ændre lovgivningen, og mener at det haster.

– Samtlige partier minus Venstre og Socialdemokraterne har tidligere meldt ud, at de er imod den måde, offentlighedsloven bliver forvaltet på. Derfor undrer det mig, at der ikke er flertal for at rulle de mest kritiserede del af loven tilbage, siger formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, til Arbejderen.

Det undrer også forslagsstillerne, at der ikke er flertal for lovforslaget, der kunne have sikret mere åbenhed.

– Efter den seneste kritik fra en række partier havde vi regnet med, at vi kunne samle flertal. Efter mere end to år med den nye lov står det jo helt tydeligt, at den er med til at forhindre den åbenhed, som er helt afgørende for vores demokrati, siger Alternativets retsordfører, Josephine Fock, til Arbejderen.

SF mener, at der er behov for grundlæggende ændringer af loven, men partiet vil ikke stemme for forslaget om at rulle offentlighedsloven tilbage, da man ikke vil bryde det politiske forlig, som SF er en del af.

Lukker ned

Lars Werge håber dog nu, at partierne i stedet vil sætte sig sammen og blive enige om at rulle loven tilbage. Stramningerne af offentlighedsloven, som blev vedtaget i 2013, lukker nemlig ned for mange oplysninger og megen viden, som der tidigere har været åbenhed om.

– Det er essentielt i et demokratisk samfund, at pressen og befolkningen kan kontrollere politikerne, så vi kan undgå magtmisbrug og bevare befolkningens tillid til magthaverne. Den nye offentlighedslov gør det nemmere at holde viden skjult. Det er udtryk for magtfuldkommenhed og en holdning om, at ministeren ved, hvad der er bedst for befolkningen, uddyber Lars Werge.

Information har lavet en opgørelse, som viser, at den nye paragraf om udveksling af dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer er blevet brugt 50 gange i perioden januar 2014 til 2015 til at undgå aktindsigt. Det har blandt andet været i sager om salget af DONG-aktierne, Togfonden, DSB-aftalen samt loven om Forsvarets Efterretningstjeneste. Paragraffen blev også brugt til at hemmeligholde embedsfolkenes juridiske analyse, som dannede grundlag for beslutningen om at udskrive folkeafstemning om retsforbeholdet.

Informations opgørelse viser samtidig, at en anden paragraf i offentlighedsloven - om ministerbetjening - er blevet brugt 360 gange til at mørklægge oplysninger, der kunne have været adgang til under den gamle offentlighedslov. 

Folketingets Ombudsmand er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en gennemgang af, om ministerierne og resten af den offentlige forvaltning overholder den nye lov. Rapporten ventes klar til efteråret.

Op til vedtagelsen af den nye offentlighedslov blev der afholdt flere demonstrationer og 85.000 skrev under på kravet: "Nej tak til den nye offentlighedslov".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2016 - 07:30   24. maj. 2016 - 07:40

Offentlighedslov

ml@arbejderen.dk
Ny offentlighedslov
  • Den nye offentlighedslov træder i kraft den 1. januar 2014 og giver som noget nyt ret til aktindsigt i selskaber, hvor det offentlige har mere end 75 procent af ejerskabet.

  • Forslaget til en ny offentlighedslov blev fremsat i februar sidste år efter flere års forarbejde og har mødt voldsom kritik, da loven på afgørende områder afskærer offentligheden fra at kigge magthaverne i kortene.

  • Specielt har der været kritik af, at der ikke længere er aktindsigt i topembedsmændenes kalendere.

  • 85.000 personer havde op til lovens vedtagelse den 4. juni skrevet under på "nej tak til den nye offentlighedslov.