”Verden er et mere usikkert sted nu, end da jeg trådte til”. Så klart udtrykte den afgående generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sig efter NATO-topmødet i Wales i september, ifølge DR. 

Med situationen i Mellemøsten fuldstændig ude af kontrol samt en dødsensfarlig og eskalerende konfrontation med Rusland over Ukraine kan udtalelsen virke som fornuftig selverkendelse.

Anders Fogh Rasmussen er den dygtige håndlanger, der ikke selv tager de store initiativer. Han er mere den loyale, den der følger magten.

Jan Øberg

Den rækker dog ikke længere end, at Fogh Rasmussen i interviewet med det samme bruger de to konflikter som argument for et endnu stærkere NATO. Han dvæler ikke ved, at den organisation, han på femte år står i spidsen for – samt enkelte medlemslande – kan siges at have en væsentlig del af ansvaret for den tragiske udvikling i både Ukraine og Irak. Men det mener fredsforsker Jan Øberg, at generalsekretæren bør gøre. 

– NATO's ekspansion i Østeuropa – og særligt den planlagte indlemmelse af Georgien og Ukraine –  er den væsentligste årsag til, at Rusland omsider viser tænder. I Kreml opfattes NATO-udvidelse som en alvorlig sikkerhedspolitisk trussel. Putin har sagt stop og prøver at sætte sig imod, at organisationen inddæmmer Rusland fra Baltikum til Tbilisi. For ham er det ikke acceptabelt, at NATO planlægger et missilskjold i de nye medlemslande, der vil give Atlantpagten en strategisk fordel over for Rusland, siger fredsforskeren.

NATO har skabt kaos i Mellemøsten

Ligeledes mener Øberg ikke, at man kan forstå den nuværende kaotiske situation i Mellemøsten og terrororganisationen IS's hærgen i Irak og Syrien uden at sætte den i forbindelse med den destabiliserende rolle, som en række NATO-lande spillede, da de i 2003 erklærede krig mod Irak, besatte landet i otte år og henrettede præsidenten Saddam Hussein. 

– Der går en lige linje fra USA, Storbritannien og Danmarks katastrofale krig mod Irak i årene 2003 – 2011 og det resulterende kaos, som IS nu udnytter. Det er stærkt betænkeligt, når Anders Fogh Rasmussen ikke accepterer den kobling, siger Øberg og peger på, at Fogh, der som Danmarks statsleder på det tidspunkt, hvor beslutningen om at angribe Irak blev taget, må betragtes som hovedansvarlig her i landet.

Fredsforskeren finder det rystende, at den afgående NATO-chef i stedet for at erkende sit ansvar for katastrofen i Irak nu skyder skylden på landets befolkning. Her hæfter Øberg sig ved et interview til DR 17. august, hvor Fogh Rasmussen sagde om Irakkrigen, at den ”gav irakerne chancen for at skabe et bedre samfund. Det er den chance, de ikke har brugt. Tværtimod.”

Allerede i 2004 forudså Øberg, hvor det bar hen ad med Irak-krigen og udgav ”Forudsigelig Fiasko: Om Irak-konflikten og Danmark som besættelsesmagt” – en bog, der er baseret på interviews i Bagdad og Basra lige inden de vestlige landes angreb.

Som leder af TFF, Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, beskæftiger han sig blandt andet med international konfliktløsning. Øberg har desuden arbejdet i felten i lande som Jugoslavien, Georgien, Burundi, Somalia og Iran.

Han var i 1980'erne medlem af regeringens Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. 

Uhyrligheder i det godes navn

Øberg har fulgt NATO nøje under de fem år, Anders Fogh Rasmussen har været generalsekretær. I den egenskab advarer fredsforskeren mod at tillægge ham mere betydning, end der er grundlag for.

– Som NATO-chef er han ikke kun sig selv, men mere en dukke der taler. NATO er jo et transatlantisk foretagende og ledes af amerikanerne. Det er en organisation, hvor det er klart, at når vi taler om magtstrukturer, så har generalsekretæren lidt selv at skulle have sagt. Men det er langtfra ham alene, der bestemmer.

– Det er alle medlemsstaterne. Og her vejer nogle tungere end andre. Anders Fogh Rasmussen er manden, der repræsenterer organisationen udadtil og er bestilt til at sige bestemte ting. Han kan ikke have egne synspunkter, der går imod de tunge lande. Hvis amerikanerne siger, nu skal vi bombe dér og dér, betyder det ikke så meget, hvad generalsekretæren mener. I den henseende mener jeg ikke, han har så meget indflydelse. Men det er klart, at hans måde at præsentere en konflikt på og hans argumentation delvis kan være hans egen.

Der går en lige linje fra USA, Storbritannien og Danmarks katastrofale krig mod Irak i årene 2003 – 2011 og det resulterende kaos, som IS nu udnytter.

Undrer du dig over, hvordan tingene fungerer i det vestlige politiske system, når en mand som Anders Fogh Rasmussen i 2003 på Folketingets talerstol siger den berømte sætning, der viste sig at være usand, ”Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror, det er noget, vi ved” – at han på den baggrund starter en på alle måder katastrofal krig mod Irak, og at han derfra kan avancere fra Danmarks statsminister til chef for NATO i 2009. Hvad siger den proces dig?

– Hvis vi skal ræsonnere ud fra de grundværdier, som vi gerne vil tro, at Vesten bygger på – retsstaten, nogenlunde ordentlig moral, man slår ikke ihjel for et godt ord, mægling, konfliktløsning – at de ting er bedre end massemord, hvis vi går ud fra, at vi er en slags topcivilisation, så må man sige, at det er højst besynderligt, at sådan noget kan ske. Hvis man har en humanistisk holdning til, hvad Vesten bør stå for, med udgangspunkt i det kristendommen bygger på – du må ikke slå ihjel og så videre – så er det gruopvækkende, at Anders Fogh Rasmussen blev sparket opad i systemet, efter at han havde gjort det, han har gjort, siger Jan Øberg og henviser til, at 13 års vestligt-ledede sanktioner mod Irak samt den efterfølgende krig i landet har kostet omkring en million irakere livet.

– Jeg har beskæftiget mig med freds- og konfliktforskning i 40 år og har arbejdet i krigszoner, hvor NATO og NATO-lande har været involveret. Det har fået mine øjne op for de uhyrligheder, Vesten begår i det godes navn, siger Jan Øberg.

Vesten i kulturelt forfald

Han har en ide om, hvorfor der er så lang afstand mellem forkromede ord om demokrati og menneskerettigheder på den ene side og realiteterne de steder, hvor NATO sætter sin vilje igennem, på den anden.

– Vi har ikke længere nogen faste principper i Vesten. Det er blevet for tykt, når NATO-chefen står og fortæller Putin, at han med fredelige midler ikke kan tillade sig at annektere Krim, som hans land mistede i 1954 på grund af, at Khrusjtjov (Sovjetunionens leder på det tidspunkt, red.) bare gav det til Ukraine.

– Fogh Rasmussen og amerikanske ledere fortæller Putin, at det må han ikke, til trods for det de selv har gjort i Somalia, Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien – for ikke at tale om bombningen af Kosovo i 1999, hvor NATO med militære midler skar et nyt land ud af en eksisterende suveræn stat, der hed Jugoslavien, og som var medstifter af FN. Så har man ikke noget moralsk kapital. Så er det svært at tage seriøst, når Anders Fogh Rasmussen og andre vestlige politikere fortæller Putin, hvad der er moral, og hvad der ikke er moral, hvad der er folkeret, og hvad der ikke er. Vi har gjort alle de der ting tifold værre end Putin, siger Øberg og drager en parallel:

– Vesten gennemlever et enormt kulturelt forfald disse år. Det kan sammenlignes med Østtyskland og Sovjetunionen i 1980'erne, hvor enhver kunne se, at der var ikke nogen sammenhæng længere mellem det, vi prædiker, og det, vi rent faktisk selv gør. Som NATO-chef kræver Anders Fogh Rasmussen yderligere oprustning og øgede budgetter. Han og NATO synes at mene, at alle konflikter kan løses militært. Det er et moralsk forfald, for før i tiden var vi tilbøjelige til at prøve at finde fredelige midler. For tyve år siden ville ingen have troet, at Danmark skulle involveres i fire-fem krige, hvor ingen af landets beslutningstagere tog FN deklarationens Artikel 1 seriøst: At fred skal skabes med fredelige midler.

Putin har sagt stop og prøver at sætte sig imod, at organisationen inddæmmer Rusland fra Baltikum til Tbilisi.

Jan Øberg har gentagne gange henvist til, at med det meget alvorlige brud på folkeretten, som Irakkrigen var, kan Anders Fogh Rasmussen formentlig anklages ved den Internationale Straffedomstol og tiltales for krigsforbrydelser:

Fogh er bare en håndlanger

– Han var statschef dengang, og det er normalt dér, ansvaret lægges,” siger han. 

Fredsforskeren vurderer dog, at den afgående NATO-chefs fremtid kommer til at tegne sig anderledes. Selv har Anders Fogh Rasmussen sagt, at han hverken vender tilbage til dansk politik eller har i sinde at gå på pension, når hans tid i NATO er slut. 

Jan Øberg giver sit bud:

– Han er en person, der i internationale, realpolitiske kredse opleves som effektiv og dygtig, så han har sikkert et job ventende på sig ude i verden. Anders Fogh Rasmussen er den dygtige håndlanger, der ikke selv tager de store initiativer. Han er mere den loyale, den der følger magten. Når man har været NATO's generalsekretær, så har man et ret godt cv i de kredse. Fogh Rasmussen har ikke begået nogen bommerter i medlemslandenes øjne. Han har været en trofast medarbejder, der har fremmet fremfor alt USA’s og NATO-regeringernes officielle interesser. Sådan som de tænker verden, har han været en dygtig repræsentant for NATO, formoder jeg.

Anders Fogh Rasmussen afløses på posten som NATO's generalsekretær af nordmanden Jens Stoltenberg. 

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.