02 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Folkebevægelse klar med daxit-hjemmeside

Skyder 2018 i gang

Folkebevægelse klar med daxit-hjemmeside

2018 er kun få dage gammelt, og Folkebevægelsen mod EU er klar med daxit-hjemmeside, der giver gode argumenter for dansk exit af EU.

Folkebevægelsen mod EU gør klar til et nyt år, hvor spørgsmålet om dansk medlemskab bliver sat til debat, og der bliver leveret gode argumenter for et Danmark ude af EU.
FOTO: Olivier Hansen
1 af 1

Folkebevægelsen mod EU skyder 2018 igang med en hjemmeside, der sætter hele spørgsmålet om dansk exit af EU på dagsordenen.

Hjemmesiden daxit.eu samler en masse gode argumenter for, hvorfor Danmark skal meldes ud af EU – og hvordan det konkret kan lade sig gøre.

Mange borgere har i dag ikke særlig mange ideer om, hvad det konkret vil sige at melde sig ud, og det er jo lige præcis en opgave for os.
Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU 

EU-modstanderne har også oprettet en temaside, der sætter fokus på EU's militære opbygning. Her kan man blandt andet få en oversigt over omfanget af EU's stigende militarisering.

– Vi har lavet de to temahjemmesider, fordi der er stort behov for at komme mere i dybden med begge emner, fortæller Folkebevægelsen mod EU's medlem af EU-parlamentet, Rina Ronja Kari, til Arbejderen.

– Der er brug for at få fortalt mere grundigt om daxit og de muligheder, som et daxit kan give. Mange borgere har i dag ikke særlig mange ideer om, hvad det konkret vil sige at melde sig ud, og det er jo lige præcis en opgave for os i Folkebevægelsen mod EU. Samtidig er EU's militære samarbejde i en rivende udvikling, som vi ønsker at sætte mere fokus på, påpeger hun.

Store ændringer i EU

Rina Ronja Kari vurderer, at 2018 kommer til at byde på nye store ændringer i EU.

– Forhandlingerne med Storbritannien om deres udmeldelse fortsætter. Og så har både Juncker og Macron sat mange skibe i vandet med forandringer af EU. Det drejer sig både om det økonomiske samarbejde, hvor de gerne vil have en EU-finansminister, flertalsafgørelse på skatteområdet og endnu mere samkøring af medlemslandenes økonomier, men det drejer sig også om selve strukturen i EU, forklarer Rina Ronja Kari.

– Vi skal ikke forvente, at det hele falder på plads i år, men der er ingen tvivl om, at også 2018 bliver et år for de grundlæggende diskussioner om EU og EU's fremtid. Dermed bliver det jo også et år for diskussion om, hvorvidt Danmark skal fortsætte medlemskabet eller i stedet blive EU's gode nabo.

daxit.eu kan man blandt andet få svar på, hvordan Danmark kan klare sig udenfor EU – og få et overblik over de forskellige økonomiske frihandelseaftaler og politiske samarbejder, der findes udenfor EU. Der kan også findes oplysninger om, hvor meget EU-medlemskabet koster Danmark. 

Ikke en krone mere til EU

Storbritanniens udmeldelse betyder, at der er opstået et hul i EU's pengekasse, fordi landet fremover ikke skal betale kontingent til EU. Det betyder, at EU fremover kommer til at mangle 67,5 milliarder kroner hvert eneste år

EU skal i den kommende tid i gang med en række forhandlinger om unionens flerårige budgetter for perioden 2021-2027. Som optakt til budgetforhandlingerne har EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker meldt ud, at han ønsker, at de resterende 27 medlemslande skal finansiere briternes forsvundne andel. Juncker vil også øge EU’s budget fra én procent til 1,1 procent af medlemslandenes bruttonationalprodukt.

Det afviser Folkebevægelsen mod EU.

– I stedet for at indstille sig på en ny virkelighed, opføre sig ansvarligt og bruge færre penge, så ønsker Jean-Claude Juncker og EU-kommissionen, at EU skal have endnu flere midler. Og penge kan kun komme et sted fra. Skatteydernes lommer. Vi skal alle betale endnu mere til EU, hvis Kommissionens får sin vilje, lyder det fra Rina Ronja Kari.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2018 - 07:19   15. jan. 2018 - 11:01

EU-modstand

ml@arbejderen.dk