Et næsten enigt Folketing afviste i sidste uge at forbyde efterforskning og indvinding af skifergas i Danmark.
Bag forslaget stod Enhedslisten, der frygter at grundvandet bliver forurenet og at CO2-udslippet vil øges, hvis man kaster sig ud i et skifergas-eventyr.
- Erfaringerne fra udlandet viser, at der er alvorlige problemer med at indvinde skifergas. Gassen frigøres fra skiferlagene, ved at sprænge lagene i stykker. En blanding af vand, sand og kemikalier pumpes under højt tryk ned i undergrunden, så gassen kan pumpes op. I USA har udvindingen ført til forurening af grundvandet, sagde Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, under debatten i Folketinget.
Dobbeltmoralsk
Forslaget om at forbyde efterforskning og udvinding af skifergas kommer efter, at det franske olieselskab Total E&P i 2010 fik tildelt to licenser til at efterforske skifergas i Danmark.
- Det er dobbeltmoralsk, at Danmark vil være foregangsland for omstilling til vedvarende energi og samtidig bidrager til at øge indvindingen af et fossilt brændstof som skifergas til verdensmarkedet - og dermed bidrager til de globale temperaturstigninger, mener Per Clausen.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard kan godt se problemet.
- Det er et oplagt dilemma, at Danmark på den ene side har en ambitiøs målsætning om at frigøre sig fra fossile brændsler - og samtidig leder aktivt efter netop fossile brændsler. Men fossile brændsler vil være en vigtig del af energisystemet i Danmark en del år endnu. Derfor er der god mening i at bringe gas på markedet, argumenterede ministeren under debatten.
Penge til velfærd
Han slog fast, at regeringen ikke støtter et forbud.
Også de øvrige partier vendte afviste et forbud. De Konservatives ordfører kaldte eksemplerne på forurening af grundvandet for "et skræmmebillede".
Venstre og Socialdemokraterne mener, at skifergas kan sikre penge til velfærd:
- Vi skal udnytte de naturressourcer vi har. Undersøgelser viser, at Danmark er et af de lande i Europa, der har størst potentiale for indvinding af skifergas. Skifergas kan sikre penge til velfærdssamfundet, lød det fra Socialdemokraternes klimaordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278