I dag ventes samtlige Folketingets partier - minus Enhedslisten - at sende syv danske kampfly og op mod 280 soldater til Irak. Her skal de bombe den ekstreme bevægelse Islamisk Stat (IS) og træne irakiske og kurdiske soldater.
Hvis det bliver nødvendigt at bombe i Syrien, så er vi klar til at gøre det. Også selvom det syriske regime ikke bakker op om det.
Tom Behnke.
Forslaget blev fremsat af udenrigsministeren i går. Udenfor demonstrerede fredsbevægelsen for at vise deres protest mod forslaget om at kaste Danmark ud i en ny krig.
Af beslutningsforslaget fremgår det, at det er USA, der har anmodet Danmark om at deltage i luftbombardementerne i Irak. Det sker sammen med USA, Frankrig, Storbritannien, Australien, Holland og Belgien.
En anden gruppe lande (Bahrain, Saudi-Arabien, Kuwait, Oman, Forenede Emirater, Libanon, Egypten, Qatar, Jordan og USA) skal bombe i Syrien.
I dag klokken ni førstebehandler Folketinget forslaget, herefter behandles det i Forsvarsudvalget for til sidst at blive endeligt vedtaget i folketingssalen.
Der er altså ikke lagt op til en lang debat, selvom der er tale om en alvorlig beslutning, der kaster Danmark ud i en ny krig. Og selv om flere fredsforskere advarer mod at bomberne risikerer at skabe flere terrorister.
- Selvom terrortruslen mod Danmark risikerer at blive øget, bliver vi nødt til at løbe den risiko. Det handler ikke om flere eller færre terrorister eller om Danmarks sikkerhedssituation, men om at stå sammen mod det onde, siger de Konservatives forsvarsordfører Tom Behnke til Arbejderen.
Også SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen er klar til at løbe den risiko:
- Der er altid en risiko for at skabe flere terrorister, når man griber militært ind. Den risiko må vi løbe. Alternativet er at se passivt til. Vi er nødt til at træffe et valg, mener Holger K. Nielsen.
Syrien næste mål?
De Konservative er også klar til at bombe i Syrien - hvis det skulle blive relevant - selvom det vil være i strid med folkeretten, fordi den syriske regering ikke accepterer udenlandske bombefly på sit territorium.
- Hvis det bliver nødvendigt at bombe i Syrien, så er vi klar til at gøre det. Også selvom det syriske regime ikke bakker op om det. Hvis IS gemmer sig i Syrien og angriber andre lande derfra, kan det blive nødvendigt at bombe i Syrien, hvis styret ikke selv kan håndtere situationen, lyder det fra Tom Behnke.
Samme udmelding kommer fra Venstre:
- Vi har ingen reservationer, når det gælder om at bekæmpe IS. Heller ikke i Syrien, siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen til Arbejderen.
SF's forsvarsordfører er dog tøvende i forhold til Syrien:
- Syrien er problematisk i forhold til folkeretten. Derfor er det en besværlig beslutning. USA har ikke bedt Danmark om at sende fly til Syrien. Hvis vi skal sende fly til Syrien, kræver det et nyt beslutningsforslag. Jeg ved ikke, om vi vil stemme for at sende fly til Syrien, selvom det syriske regime er imod udenlanske fly. Det er ikke aktuelt lige nu, siger Holger K. Nielsen til Arbejderen.
Intet sluttidspunkt
Beslutningsforslaget lægger - foreløbig - op til at de danske bombefly og soldater skal være i Irak i et år. Men politikerne indrømmer, at der bliver tale om en langvarig mission.
- Det her bliver ikke en kortvarig indsats. Nærmere kommer jeg det ikke. Det giver ikke mening at sætte en deadline på. Vi er klar til at støtte missionen, så længe den giver mening. Jeg vil ikke sætte et sluttidspunkt, siger Troels Lund Poulsen.
De Konservative er klar til at blive ved med at bombe i Irak i "uendelig tid".
- Vi vil bombe, indtil IS nedlægger våbnene eller er udryddet. De skal bekæmpes så langt tid, de bliver ved med at føre sig frem, lyder det fra Tom Behnke.
Ingen af politikerne er klar til at sende danske landtropper til Irak.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278