På under en måned har en forældrebevægelse fået over 26.000 følgere på Facebook, og i morgen lørdag står forældre bag demonstrationer i mindst 57 byer. Alle steder stiller forældrene krav om flere voksne til færre børn i børnehaver og vuggestuer.
Hvis det eneste, der holder os fra at bruge pengene, er et budgetloft, så er det måske der, vi skal begynde at kigge.
Sabina Aagaard Hakonsen
– Det er helt vildt. Det har været som at puste til en gnist, siger Marie Blønd, der er blandt initiativtagerne til den landsdækkende aktionsdag, til Arbejderen.
Forældrebevægelsen blev udløst af DR-dokumentaren 'Hvem passer vores børn', der den 11. marts rullede kendsgerningerne om hverdagen i daginstitutionerne ud i de danske hjem. På et tidspunkt er en vuggestuepædagog alene om både at tage børn op fra middagsluren, skifte bleerne og få de børn, som allerede er kommet op, i gang med frokosten. I optagelser fra en børnehave ser man to pædagoger på legepladsen med 44 børn.
En kendt virkelighed
Den dagligdag kender forældrene kun alt for godt. Derfor er Marie Blønd heller ikke så overrasket over opbakningen, men mere overvældet.
– Nu skal vi overbevise politikerne om deres ansvar, siger Marie Blønd, der mener, at der er penge nok i samfundet til at sikre børn en tryg og omsorgsfuld dag, mens forældrene passer deres arbejde eller studie.
>>LÆS OGSÅ: Mercado afviser minimumsnormeringer i daginstitutionen
Hvis forældrene har kendt til billederne fra DR-dokumentaren, så er spørgsmålet, hvorfor de først reagerer nu.
– For mit eget vedkommende blev dokumentarprogrammet sammen med Folketingets nej til minimumsnormeringer den bekendte dråbe, siger Sabina Aagaard Hakonsen fra Skive til Arbejderen.
Hun har aldrig før deltaget i og slet ikke arrangeret en demonstration, men nu har hun taget opgaven på sig og er spændt på, hvor mange der møder op.
Den jyske mor til tre afviser politikernes argumenter om, at det er for dyrt. Efter hendes mening kunne man lade kommunerne bruge nogle af de omkring 50 milliarder kroner, de har i kassen.
– Det er en god investering at tage hånd om børnene som små, frem for at de trækker eventuelle problemer med sig videre i livet. Så bliver det først dyrt for samfundet. Det er en politisk beslutning. Hvis det eneste, der holder os fra at bruge pengene, er et budgetloft, så er det måske der, vi skal begynde at kigge.
>>LÆS OGSÅ: Forældre kræver bedre omsorg for deres børn
I Næstved er Tanja Hestkjær Kristensen gået ind i arbejdet med at stable en demonstration på benene. Hun er uforstående overfor de politikere, der afviser at vedtage mindstenormeringer.
– I dag er der jo forskel fra kommune til kommune. Derfor skal det være Folketinget, der siger, vi skal have en bestemt normering. Og der skal være den samme kvalitet til alle børn, uanset hvor i landet man bor, siger hun til Arbejderen.
Skriv under
Som supplement til aktionsdagen har en anden gruppe forældre startet en underskriftsindsamling med kravet: Minimumsnormeringer NU!
– Vi foreslår, at der maks. må være tre børn per voksen i vuggestue og dagpleje. Maks. seks børn per voksen i børnehaver, maks. ni børn per voksen i fritidshjem og maks. 15 børn per voksen i ungdomsklubber, siger en af initiativtagerne, Mika Rye.
Torsdag formiddag havde flere end 22.000 skrevet under på ønsket om mere personale i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og ungdomsklubber.
Forældrene understreger, at aktionsdagen på ingen måde er vendt mod pædagogerne, men at de tværtimod har kæmpe respekt for deres arbejde udført under ekstremt vanskelige betingelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278