Torsdag demonstrerede 100 forældre, børn og pædagoger mod Københavns Kommunes planer om at hovedstadens børn fremover skal passes i kæmpeinstitutioner med plads til 560 børn.
Rådhuspladsen blev indtaget af små orker med rollespilssværd, kapper og grønne ansigter. Og børn der var igang med at slå søm i træstubbe, mens andre nussede kaniner i et bur.
Den nærværende pædagogik risikerer at gå fløjten. Og især børn med særlige behov risikerer at blive glemt i kæmpeinstitutionerne.
Jacob Wienecke.
Demonstrationen var arrangeret af fritidshjemet Skrammel og en række andre fritidshjem i København.
Skrammel er verdens ældste byggelegeplads. Der er masser af udendørsarealer, hvor ungerne kan lege. De klatrer i træer, bygger deres egne legepladser og laver mad over bål.
- Pædagogerne er dygtige til at arbejde med børnene ved at bygge legehuse, tårne, legetøj. Og så får børnene deres egen have med planter, som de lærer at passe og tage ansvar for, fortæller Jacob Wienecke til Arbejderen.
Han har tre børn, hvoraf de to går på Skrammel, og er aktiv i kampen for at bevare Skrammel.
- Den nærværende pædagogik risikerer at gå fløjten. Og især børn med særlige behov risikerer at blive glemt i kæmpeinstitutionerne, mener Jacob Wienecke.
>> Læs mere på Facebook-gruppen Bevar Skrammellegepladsen her
I alt står 20 fritidshjem - heriblandt Skrammel - til at blive nedlagt.
Forældrene frygter, at voksen-barn-kontakten bliver mindre og dårligere i de nye konstruktioner.
- Det er ikke lykkedes politikerne at berolige forældrene, fordi de hverken kan svare på eller dokumentere, hvordan det store skal blive godt, siger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation til Politiken.
Politikerne på Københavns Rådhus har sagt ja til, at børne- og ungdomsforvaltningen må undersøge, hvordan man bedst kan indføre de store institutioner i de lokale skoledistrikter.
Ifølge børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) er de små fritidshjem ikke økonomisk rentable.
Professor i pædagogik på Aarhus Universitet Stig Broström advarer mod børnefabrikker.
- Risikoen er, at det hurtigt bare bliver pasning. Nogle løser det naturligvis bedre end andre. Men der er mange eksempler på, at børnene sejler rundt, siger han til Politiken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278