Krigen i Libyen i 2011 byggede på fejlagtige antagelser, Gadaffis påståede folkemord mod civilbefolkningen blev ikke verificeret, og fredelige, politiske alternativer til krigen blev ikke afprøvet.

Det er en skændsel, at man i Danmark er så uvillige til at undersøge årsager og begrundelser for samt læring af involvering i krig. 
Vibeke Vindeløv, professor, KU

Sådan lyder et par af konklusionerne i en kritisk evaluering af Storbritanniens indsats før under og efter krigen mod Libyen, som Udenrigsudvalget i det britiske parlament har foretaget.

>> Læs hele rapporten om Libyen-krigen

Rapporten konkluderer blandt andet: at den britiske regering ikke gennemførte en grundig analyse af oprøret i Libyen. Krigen byggede på utilstrækkelige efterretninger. Den britiske regering kunne ikke verificere den faktiske trussel, som Gaddafis regime udgjorde mod civilbefolkningen. Der manglede en klar strategi for krigen, og formålet med krigen blev ændret fra at handle om at beskytte civile til at handle om at udskifte det libyske regime med militære midler.

Men der var alternativer til krig, konkluderer det britiske udenrigsudvalg. Den britiske regering kunne have valgt at arbejde for et stop i krigshandlingerne, da Benghazi var sikret i marts 2011. Men den britiske regering fokuserede "udelukkende på militær intervention", lyder kritikken blandt andet i rapporten.

Resultatet af krigen var: Et politisk og økonomisk kollaps, borgerkrig, en humanitær krise, en flygtningekrise, omfattende krænkelser af menneskerettighederne, og at Islamisk Stat kunne vokse i Nordafrika.

Stof til eftertanke

Også i Danmark førte det påståede folkemord i Libyen til, at samtlige partier i Folketinget besluttede at gå i krig med seks F-16 fly. 

Ahlam Chemlali fra Rådet for International Konfliktløsning, RIKO, mener, at den britiske rapport helt bestemt bør give stof til eftertanke i Danmark. 

– Vi var med som NATO-allieret, fløj 600 missioner og kastede over 900 bomber over Libyen, uden nogen videre plan om at genopbygge og uden nogen anelse om, hvad der ville erstatte Gaddafi's styre, siger hun til Arbejderen.

Ahlam Chemlali er programkoordinator hos Dansk Institut Mod Tortur (Dignity), og har forsket i Libyen og været på flere missioner i landet efter Gaddafis fald. Hun har publiceret flere artikler og rapporter om konflikten i Libyen, og var hovedforfatter til rapporten, der dokumenterede systematisk tortur og grove menneskerettighedskrænkelser i landet.

– I dag er der anarki og lovløshed i Libyen og et sikkerhedsvakuum, der styres af egenrådige og svært bevæbnede militser og klanledere. Islamisk Stat fortsætter sin fremmarch i landet, og der er ingen tegn på, at den stigende strøm af flygtninge over Middelhavet vil aftage i nær fremtid. Vi har set en massiv stigning i tortur og menneskerettighedskrænkelser, og FN advarer om krigsforbrydelser. Libyen udgør efter NATO's og Danmarks bombardementer i 2011 en større sikkerhedsmæssig trussel og en større humanitær udfordring, end det gjorde under Gadaffis brutale diktatur, påpeger Ahlam Chemlali. 

Hvad kan vi lære

Også Vibeke Vindeløv, professor i konfliktmægling ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, mener, at Danmark bør reflektere og undersøge i dybden, hvad der var på spil i Libyen.

– Hvorfor involverede politikerne Danmark i endnu en krig? Foregik det på et tilstrækkeligt grundlag? Og hvad man kan lære af forløbet og krigen, siger Vibeke Vindeløv til Arbejderen.

– Det er jo en alvorlig ting at involvere sig i krig. Det er en skændsel, at man i Danmark er så uvillige til at undersøge årsager og begrundelser for samt læring af involvering i krig. Afvisningen sker stort set altid med den begrundelse, at grundlaget var godt nok. Men den bagvedliggende begrundelse er angsten for, at nogen vil blive draget til ansvar. Hvis man lægger hovedfokus på læring i stedet for på, hvem man kan bebrejde og finde skyldig, er der måske en mulighed for, at der også i Danmark kan blive lavet ordentlige undersøgelser – og dermed lære for fremtiden, lyder det fra professoren.

Forsvarsministeriet afviser, at der er behov for at lave en evaluering af den danske deltagelse i Libyen-krigen.

"Der var i 2011 behov for en hurtig international reaktion på de omfattende libyske overgreb mod civile. Et enigt dansk folketing handlede resolut og på baggrund af et tydeligt FN-mandat. For så vidt angår spørgsmålet om behovet for en evaluering af indsatsen kan det oplyses, at der i NATO er lavet en intern evaluering af indsatsen, og at yderligere evalueringer vurderes ikke at ville tilføre væsentligt nyt", skriver ministeriet i en mail til Arbejderen.

"I forhold til den aktuelle situation i Libyen følger Danmark og øvrige NATO-lande situationen tæt. Denne sommer har Danmark blandt andet spillet en hovedrolle i fjernelsen af kemiske stoffer fra Libyen efter anmodning fra den libyske samlingsregering, FN og OPCW", skriver ministeriet videre.