Det har ikke altid ligget i kortene, at Claus Juul skulle være jurist i Danmarks største menneskeretsorganisation, Amnesty International.

Han startede sin juridiske karriere i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Men som embedsmand skal man tage slipset på og lade sine holdninger og sin indignation bliver derhjemme.

For første gang fik jeg øjnene op for, hvor meget diskrimination, der er i Danmark. 
Claus Juul, chefjurist, Amnesty

Derfor har han de sidste 11 år været chefjurist hos Amnesty. Hver gang regeringen vil stramme forholdene for flygtninge og asylansøgere eller give politi og efterretningstjeneste bedre muligheder for at overvåge og registrere, er det ham og hans kolleger, der læser lovforslaget igennem - og giver politikerne Amnestys besyv med.

Tror på det

Han er glad for sit arbejde i Amnesty.

– Der går aldrig rutine i den. Det er mere end et arbejde. Alle vi, der arbejder i Amnesty, går personligt ind for det "produkt", Amnesty leverer. Det er rart tage sin indignation med på arbejde, fortæller Claus Juul til Arbejderen.

Han arbejder især med borgernes rettigheder i forhold til antiterrorlovgningen og beskæftiger han sig også en del med børns rettigheder og med stramningerne overfor asylansøgere. Det er anderledes, end da han var embedsmand.

- Som jurist i et ministerium eller en myndighed skal du først og fremmest administrere lovgivningen. Som embedsmand skal du ikke mene noget selv, men tjene den til enhver tid siddende regering. I NGO'erne derimod stiller vi spørgsmål ved lovgivningen, og arbejder aktivt for at få den ændret.

En øjenåbner

Han sagde sit job i embedsværket op og søgte om på den anden side af skrivebordet, og fik arbejde som juridisk rådgiver i Dokumentations- og Rådgivnings Centeret Om Racediskrimination (DRC). 

– Her kunne folk komme ind fra gaden og få praktisk hjælp. Det var en øjenåbner. For første gang fik jeg øjnene op for, hvor meget diskrimination, der er i Danmark. Som embedsmand møder du kun lovgivningen, men ikke de mennesker, den rammer, og alle de mennesker, som falder igennem, eller som myndighederne behandler i strid med lovgivningen. Jeg mødte især kvinder, flygtninge og handicappede, der viste mig breve fra især kommunale myndigheder, der var åbenlys diskrimination.

Efter nogle år hos DRC vendte Claus Juul tilbage til Indenrigsministeriet. Det var ikke nogen succes.

–  Jeg kunne mærke, at det var svært at vende tilbage til embedsmands-arbejdet i et ministerium. Når du først har prøvet at arbejde i en NGO og bruge din juridiske baggrund til at gøre en forskel for folk, så er det svært at vende tilbage til systemet.

Så Claus Juul forlod Indenrigsministeriet endnu en gang, og fik arbejde hos Dansk Flygtningehjælp.

Kæmper "fra hus til hus"

I 2005 fik han arbejde som chefjurist i Amnesty. Han kan kigge tilbage på et årti, hvor menneskerettighederne og retssikkerheden er blevet udhulet år for år.

– Vi må desværre erkende, at kampen for menneskerettighederne herhjemme de seneste år er foregået baglæns fra hus til hus. Især anti-terrorlovgivningen har øget politiets og efterretningstjenesternes beføjelser på bekostning af retssikkerheden.

Samtidig er myndighederne yderst sparsomme med oplysninger om omfanget af overvågningen. Det gør det svært at få en debat om konsekvenserne af terrorlovgivningen, mener Claus Juul.

– Vi kan ikke få at vide, i hvilke tilfælde politiet og PET foretager hemmelige aflytninger, hemmelig overvågning, hemmelige ransagninger og installerer såkaldte snifferprogrammer, der registerer alt, hvad du indtaster på din computer.

Der er dog lyspunkter.

- Amnesty står ikke alene med vores kritik. Også Institut for Menneskerettigheder og en række andre NGO'er og eksperter advarer mod udviklingen. Og vi fortsætter kampen. Ingen skal kunne komme bagefter og påstå, at der ikke var nogen, der råbte op og advarede mod konsekvenserne af stramninger, udhulingen af frihedsrettighederne og overvågning, lyder det fra den juridiske vagthund.

>> LÆS OGSÅ: Terrorpakke 2 – et demokratisk problem