20 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra Søllerødgade til Aarhus

20-året for bombedrab

Fra Søllerødgade til Aarhus

– Vi ses i Aarhus den 31., lød det fra de 1100 mennesker, der i fredags mindedes bombemordet på Henrik Christensen for tyve år siden.

Make love, not war – omkring 1100 socialister, anarkister, kommunister, fagligt aktive og andre markerede fredag deres
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Ingen racister i vores gader!, gjaldede råbene fra de 1100 mennesker, der fredag tog til demonstration for at markere tyveårsdagen for bombemordet på antiracisten Henrik Christensen.

Demonstrationen blev også brugt til at mobilisere alle de fremmødte til at tage til Aarhus lørdag den 31. marts.

Henrik betalte den højeste pris. Men, hvis han havde levet i dag, ville han have sagt som Joe Hill: Spild ikke tiden på at sørge, organisér jer! 
Charlie Lywood

– Der er ikke nogen tvivl om, at modstanden mod det yderste højres vold og terror kun kan blive effektiv ved massiv folkelig deltagelse. Derfor håber jeg, at vi ses igen den 31. marts i Århus, lød opfordringen fra Enhedslistens medlem af Folketinget, Per Clausen.

Henrik Christensen blev dræbt af en brevbombe i Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade den 16. marts 1992.

Selvom flere indicier pegede på, at højreekstreme stod bag bomben, er mordet aldrig blevet opklaret.
Før demonstrationen drejede af mod Søllerødgade, råber demonstranterne »Alle til Aarhus den 31. marts«.

Her er der indkaldt til demonstration af Aarhus for Mangfoldighed i protest mod, at en række racistiske organisationer fra England og Nordeuropa vil marchere i byen.

Demonstrationen I København sluttede i Søllerødgade ud for nummer 33, hvor bomben sprang i Internationale Socialisters (IS) kontor i 1992.

Her holdt Charlie Lywood fra Internationale Socialister tale:

– Henrik betalte den højeste pris. Men, hvis han havde levet i dag, ville han have sagt som Joe Hill: Spild ikke tiden på at sørge – organisér jer! På tyve års dagen for bomben i Søllerødgade skal vi huske det budskab. Den første chance er i Aarhus den 31. marts.

Flere fagforeninger gik med i demonstrationen for at markere deres modstand mod den racistiske vold.

Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, slog i sin tale fast, at arbejdsløshed og EU’s nedskæringspolitik skaber grobund for nazismen:

– Den 29. marts, dagen inden EU-topmødet, bliver der derfor demonstreret på Christiansborg. Det sker for at sende et signal til politikerne – ikke bare i EU, men også i Danmark – om, at stoppe deres nedskæringsvej. En sådan politik gøder kun jorden for de ekstremistiske løsninger hos netop de kræfter, der var på dødsspil i Søllerødgade for tyve år siden, og som med bomben sendte det klare signal, at deres mål helliger midlerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2012 - 14:20   17. mar. 2017 - 14:27

Højreekstreme

ml@arbejderen.dk
Mordet i Søllerødgade
  • Den 16. marts 1992 blev den 29-årige Henrik Christensen dræbt af en brevbombe.

  • Brevbomben var sendt til Internationale Socialisters kontor, som lå i Søllerødgade 33, København.

  • Henrik Christensen, som var aktiv i det antiracistiske miljø, blev dræbt på stedet, da han klokken cirka 11.30 åbnede brevet.

  • Politiets efterforskning har gennem årene vakt voldsom kritik. Politiet arbejdede ud fra teorier om, at bomben enten kom fra højrefløjen, var en del af et internt opgør på venstrefløjen, eller at det var Henrik selv, der var i gang med at fabrikere den. Den sidste teori medførte, at politiet ransagede hos flere af Henriks partikammerater.

  • Meget tyder dog på, at det var højreekstremister, som stod bag bomben, men mordet er aldrig blevet opklaret.

  • Læs alle Arbejderens artikler om mordet i Søllerødgade her.